/rumfart

Marsbilen Spirit viser alderdomstegn

Tre gange i påsken reebotede marsbilen Spirit sit computersystem. Nasa frygter nu, at den gamle Marsbil er ramt af alderdomsproblemer.

Af Thomas A. E. Andersen, torsdag 16. apr 2009 kl. 10:53

Nasa’s Marsbil Spirit viser alderdomstegn. I påsken rebootede Marsbilen sin hovedcomputer to gange. Nu er Nasa gået i gang med at gennemgå data fra Spirit for at finde en forklaring på problemet.

»Vi har endnu ikke en forklaring, men vi ved, at Spirit’s batterier er opladet. Solpanelerne producerer strøm, og temperaturerne i Marsbilen er inden for de tilladte områder. Vi har derfor god tid til at undersøge problemet grundigt,« oplyser Nasa’s projektleder på Marsbilerne, John Callas.

»Marsbilen er i en stabil tilstand kaldet "Automode", hvor den holder øje med sig selv. Den kan forblive i denne tilstand i nogen tid, hvis det er nødvendigt, mens vi undersøger problemet,« fortsætter John Callas.

Spirit kommunikerede både fredag, lørdag og søndag i påsken med Nasa’s kontrolcenter på Jorden, men nogle af kommunikationssessionerne var uregelmæssige. En af de gange, hvor computeren rebootede, skete eksempelvis samtidig med, at Marsbilens high gain-antenne skulle bruges.

Vil benytte UHF-systemet de næste dage

Nasa har dog flere muligheder for at kommunikere med Spirit. Det kan ske direkte med Jorden enten via den styrbare high gain-antenne, eller med en lavere datahastighed gennem en low gain- antenne, som ikke kan drejes. Derudover kan man få kontakt med Spirit via den UHF-antenne, som kommunikerer gennem de to Marssonder, der er i kredsløb om den røde planet.

»For at undgå problemer vil vi de næste dage benytte UHF-systemet eller en low gain-antenne til at kommunikere med Spirit,« oplyser John Callas.

Sprit afsluttede sin primære mission for fem år siden, og er siden fortsat med at fungere og udforske Mars gennem adskillige forlængelser af dens mission. Undervejs er Marsbilens software blevet opdateret flere gange - senest for en måned siden.

Den høje alder hovedmistænkt
Nasa’s teknikere er i gang med at undersøge, om den uventede opførsel kunne hænge sammen med den seneste software-opdatering. Den nye software er dog også blevet installeret på Spirit’s søsterbil, Opportunity, og fungerer her uden problemer.

»Vi er godt klar over at vi har en aldrende Marsbil, og der måske er aldersbetonede problemer her,« siger John Callas.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.