Dansk teknologi i prisvinderklassen hædret gennem ni år
23. april uddeles Produktprisen 2009. Her ser vi tilbage på de produkter, der vandt de ni foregående kåringer.
Når Nyhedsmagasinet Ingeniøren 23. april uddeler Produktprisen 2009, er det tiende gang, en virksomhed hædres for udvikling af banebrydende teknologi.
Der er fokus på teknologi til et globalt marked, og det er da også karakteristisk, at mange af de tidligere prisvindere fortsætter deres produktudvikling sideløbende med stigende bearbejdning af deres markeder.
Høreapparater retningsbestemmer lyd
Oticons banebrydende høreapparat Epoq udnytter trådløs teknologi, så den hørehæmmedes høreapparater kommunikerer to og to. Dermed kan den hørehæmmede bedre retningsbestemme lyd. Epoq kan desuden kobles til en mobiltelefon via Bluetooth. Epoq tog hul på en trend mod flere indbyggede funktionaliteter.
Et firma blev til to
Legeredskabsvirksomheden Noles udviklede en ståledderkop, som med sensorer kombinerer teknik og leg. Noles udvikler i øvrigt et stort antal nye legeredskaber, men ståledderkoppen er udskilt i et helt selvstændigt selskab PlayAlive, som fokuserer på interaktive legeredskaber.
Blodprøver her og nu
Chempaqs blodprøveapparat XBC er en blodmåler til praktiserende læger, der øjeblikkeligt kan give svar på om en infektion skal behandles med antibiotika eller ej. Det handler populært sagt om at tælle celler: Leukocytter, lymfocytter, monocytter, granulocytter og hæmoglobin. 2. generation og mere avancerede måledata er snart klar til hospitalssektoren.
Feminint gå-i-byen kateter
Coloplasts kateter Speedicath Compact Female hjælper bl.a. kvinder i kørestol med at tømme blæren. Katetret fylder under halvdelen af et almindeligt kateter. Før brug ligger det syv cm lange kateter gemt inde i håndtaget til indføring i urinrøret. Produktets design har dannet skole for personlige hygiejneprodukter til handicappede.
Til lette hørenedsættelser
GN Resounds høreapparat ReSoundAIR er specifikt udviklet til mennesker med lette eller højfrekvente hørenedsættelser. Avanceret elektronik håndterer lyd, som få lov at passere gennem en tynd lydslange direkte til øregangen. ReSoundAIRs software forhindrer desuden akustisk feedback (hyl) fra høreapparatets højtaler.
Tre kubikmillimeter mikrofon
Sonion udviklede verdens mindste intelligente silicium-mikrofon på bare tre kubikmillimeter med tre chips. Mikrofonudviklingen drives videre i amerikansk ejede Pulse MEMS, som har ført projektet til industriel produktion og endnu mindre industriprodukter til mobiltelefoner og headsets.
Digitalt stetoskop
B&O Medicoms digitale stetoskop blev udviklet i samarbejde med verdens største firma inden for stetoskoper, 3M Littmann. Stetoskopet giver mere præcis lydgengivelse og mulighed for at gemme lydoptagelsen på computer. Man kan elimininere baggrundsstøj og benytte forskellige akustiske filtre til at afsløre anormaliteter.
Fra pap til hightech
BK Medicals ultralydsscanner Merlin 1101 fik sit udvendige design ved hjælp af pap- og træmodeller i den tidlige udviklingsfase. Det blev kombineret med introduktion af en ny ultralyds transducer, som gjorde det muligt at skalere en scannervægt på oprindelig 75-100 kg ned til en mobil enhed på 12 kg.
Silkeblød isolering kiksede
Rockwools plastcoatede Isoleringsmateriale Rockwool Silk med en glat overfladecoating på alle sider var en lovende teknologisk nyskabelse. Men markedet vendte tommelfingeren nedad til en merpris på 30 pct., så produktet overlevede kun en håndfuld år. Rockwool havde ikke forudset, at prisen for høj komfort var så kritisk.





