Danske soldater kæmper dagligt på liv og død i Afghanistan. Sådan er den kontante virkelighed i Helmand-provinsen, hvor danske patruljer møder indædt modstand fra Taleban. Alligevel har danske soldater ikke behov for nye danske kampfly til at redde sig ud af kritiske situationer, påpeger to af forsvarets mest erfarne ildstøtteledere, kaptajnerne Troels Skræp og Rasmus Amstrup.

De er begge uddannet som Forward Air Controller, FAC - specialtrænede soldater med ansvar for at styre Natos kampfly og helikoptere under kamp og lede deres bomber mod de mål, der truer danske soldater.

»Kampfly er i bund og grund en platform, der bærer våben eller elektroniske og termiske sensorer. Men det kan lige så godt være noget andet og billigere end kampfly, der hjælper os,« siger Troels Skræp.

De to FAC'er har ikke noget imod, at der investeres i et mindre antal kampfly til håndhævelse af dansk luftrum, selv om de heller ikke her ser et klart behov.

»Du finder ikke nogen, der elsker kampfly højere end os som FAC'er, men forsvaret er i knæ rent økonomisk og at bruge adskillige milliarder på nye kampfly er ikke den bedste måde at bruge pengene på set fra vores synspunkt,« siger Troels Skræp og understreger, at de ikke er ude i en værnsrivalisering.

Begge kaptajner har været chefer for TACP-batteriet under Danske Division. Et TACP, Tactical Air Control Party, er en gruppe bestående af fire mand, der ledes af en FAC-uddannet officer. Sådanne grupper er konstant med danske soldater på patrulje, og deres fornemste opgave er at sikre luftstøtte, når der er behov for det. Rasmus Amstrup har været udsendt som FAC i Bosnien, Kosovo og Afghanistan og har selv udtaget adskillige mål. Ofte er det meget tæt på egne tropper, fortæller han.

»Når vi sender bomber mod et mål, sker det typisk på mellem 70 og 200 meters afstand. Andre gange er målene tættere på, eksempelvis i bykamp, og jeg har selv prøvet at udtage et mål, der kun var 30 meter fra vores styrker,« siger Rasmus Amstrup.

De to erfarne FAC'ere frygter, at der i det kommende forsvarsforlig bliver købt fly, som de ikke mener, der er behov for i de konflikter, Danmark vil deltage i nu eller fremover.

»Som Forward Air Controller i de konfliktzoner har jeg ikke brug for nye kampfly. Vores erfaring er, at 80 pct. af den flystøtte, vi får - dvs. fly, der hænger i luften - er amerikansk. De resterende er primært engelske plus små bidrag fra hollænderne og franskmændene. Men om det er det ene eller andet lands fly eller kamphelikoptere er fuldstændig ligegyldigt. Det handler om effekt på kamppladsen,« pointerer Troels Skræp.

Ingeniøren har tidligere afsløret, at der for de danske skatteydere kan blive tale om udgifter på mellem 75 og 150 milliarder kroner (2006-tal) over kampflyenes levetid.

De tal er baseret på indkøb og drift af 48 kampfly.

Storfavoritten til at afløse F-16 flyene er F-35 Joint Strike Fighter. Det er et offensivt kampfly med radarafvisende egenskaber, som der, ifølge de to, slet ikke er brug for i den type operationer, Danmark kan forventes at deltage i.

»Det kan godt være, det ene fly er bedre rustet mod luftværnsmissiler, men det er jeg ligeglad med. Faktum er, at flyene bliver væk, så længe der er jord til luft trussel. Sådan er virkeligheden,« siger Rasmus Amstrup

Et af det flittigst brugte politiske argumenter for at købe nye kampfly er at kunne levere fly til Natos operationer, som senest Forsvarskommissionen har nævnt det. Men det er noget vås, mener Rasmus Amstrup.

»Hvorfor skulle USA tage fire danske JSF med i den første bølge ind i eksempelvis Nordiran, hvis de selv har 1.100, der er udstyret bedre end vores. Vi er jo ikke alene, og så vidt jeg ved, har vi ingen planer om at melde os ud af Nato. Danmark kommer ikke til at deltage i nogen operationer på egen hånd. Vi vil altid være i ly af storebror.«

I debatten om købet af nye kampfly har det ofte være nævnt, at Danmark skal have nye, moderne fly for at kunne imødegå alle mulige trusler i de næste mange år - inklusive dem, man ikke lige kan se for sig i dag. Også det argument har Rasmus Amstrup svært ved at sluge:

»Hvad laver alverdens flyvevåben i øjeblikket ud over lidt suverænitetshævdelse, der foregår rimeligt gentleman-agtigt? De kaster de bomber, vi beder dem om, og sådan har det været længe. Jeg kan ikke forstå, hvorfor flyvevåbnet er så bange for at lade erfaringerne være styrende for investeringerne i nyt materiel frem for et eller andet urealistisk fremtidsfatamorgana. Forsvaret risikerer at binde massive midler, som flyvevåbnet kunne bruge til nogle andre kapaciteter eksempelvis lufttransport af personel og materiel, som der altid er enorm mangel på.«

Troels Skræp mener heller ikke, at danske kampflybidrag betyder ret meget for vores sikkerhedspolitiske status i Nato:

»Det, der giver point blandt vores allierede, er, om du er villig til at have støvlerne på jorden og sende soldater ind i farezonen. Det er sikkerhedspolitisk smæk for skillingen, så det batter noget. Det er i kampzonerne, vi får valuta for pengene, ikke ved at have fire kampfly på en fjern base i Kirgisistan,« siger Troels Skræp.