Allerede i arabernes første storhedstid, vidste disse købmænd at velstand kun var muligt hvis man transporterede varer over meget lange afstande, beskrevet af en af disse købmænd, jeg har glemt hvad han hed. Derfor karavanerne, og årsagen var at disse bragte varerne så langt, at varernes oprindelse kunne skjules for købere. Dermed kunne man ombytte varerne undervejs, eller fortynde dem, tilsætte hvad som helst som fyld, og sælge det til uvidende konger, for eksempel.
I dag, når man er fx salgschef i en koncern i Danmark, ved man at det er umuligt at få lov til at sælge en vare i EU, medmindre at den er ugiftig og bæredygtigt fremstillet, dvs. uden forurening og uden arbejdsulykker. Samtidig kender man den pris som varen maksimalt kan sælges for, på grund af konkurrencen, og disse to vinkler hænger slet ikke sammen. Der er kun én løsning: Man udregner hvor stor en skala at varen behøver at blive produceres i, for at nedbringe stykomkostningen vha. stordriftsfordel, og denne udregning giver man dernæst til en underleverandør som skal befinde sig så langt borte som muligt, typisk måske i Kina. I Kina lover underleverandøren, som er en outsourcing partner, at opskalere antallet af sine maskiner, og lover at overholde alle love og regler, og således indgår man kontrakten, og senere bliver varerne transporteret med danske skibe til diverse købere i verden. Hvad vi ikke ved i Danmark, som almindelige borgere, er at underleverandøren i Kina slet ikke anskaffer sig det lovede antal maskiner. Fabrikken indkøber kun akkurat det nødvendige antal, fabrikerer det lovede antal varer, og hvad der dernæst sker, er en ulykke for os alle: Maskinerne lempes ud ad en bagdør om natten, og fragtes til dybe skove, måske på grænsen til Burma, og dér er slaver indespærret i fængsler, og dér indhenter underleverandøren sin fortjeneste, ved at fremstille med forbudte stoffer, på forbudte måder, med massiv forurening, og til lønomkostninger som er positive, forstået på den måde at slaverne narres til fængslerne med lovning om at få sig en uddannelse, hvis blot de forinden vil betale en sum penge derfor, og så bringes de af sted i busser, og alt for sent opdager de at stedet er et fængsel.
I Danmark ved alle erhvervsledere at sådan foregår det, og velforvaret, fordi intet kan bevises. Hvis nogen ved noget, er det nærmest kun landets store skibsredere, for det er deres skibe der omsejler med varerne, ved fra hvilke havne, og ved at der ingen lovlige fabrikker er i nærheden af disse havne, men lukker øjnene, fordi enhver vare er penge ned i lommen i regnskabet. Disse ekstra varer, piratvarer, ligner de originale til forveksling, og nu og da bærer de serienumre, som, hvis købere evner at tolke disse numre, dvs. bortsmide visse cifre, da kan køberne opslå numrene via Internet hos den originale danske producent, eller lignende producenter i EU, og få gratis produktinformation, vejledninger om hvordan at installere, og så videre. De fleste af varerne er dog så simple som cykellygter og billige linealer, den slags som altid ligger i rodekasser i indgangen i landets store supermarkeder, for eksempel, til priser så lave at man tager sig til hovedet, at ingen råber op. At ingen gør, viser at vi har det fint med dette.
Normalt går dette koncept derfor godt, fordi vi samtidig undgår at blive ramt af den forurening og de arbejdsulykker der hænder i fx Burma og i Kina. Når det gælder fødevarer, derimod, dur vort koncept ikke, for hvis vi fx eksporterer fisk der er forurenet med dioxin til fremmede lande langt borte, da kan vi være sikre på at denne føde vil blive spist af kyllinger og af fisk, for eksempel, som vil blive eksporteret tilbage til os selv. Årsagen til at vi ikke kan styre dette, er at al sådan handel via skibe over lange afstande, er svindlet vha. falske dokumenter om varernes oprindelse, i hvert fald i stort omfang. Vi kender alt til det, desværre, at det i Danmark er umuligt for en dansk importør at kunne garantere noget som helst om varers oprindelse, årsagen til at de færreste i Danmark længere kan købe teak (ædeltræ), for eksempel, fordi vi af miljøforskrækkelse stiller krav om beviselig lovlighed når det drejer sig om træer i regnskove. Når vi derimod køber en fisk i supermarkedet, har vi ingen anelse om hvorfra den kommer, eller hvad fisken har levet af. Til gengæld er prisen svinebillig, en sammenhæng som burde være indlysende, om hvorfor.
Hvordan vi end vender og drejer alt dette, må vi erkende at vi i Danmark lever af den sorte bagside af beregningerne: Hver gang vi forlanger at købe en ren vare, køber vi samtidig mindst ti beskidte varer, uden at vi tænker over det, fremstillet af børn og slaver. Inderst inde ved vi det alle, og derfor forbyder vi vore tilsynsmyndigheder at føre tilsyn, de får kun lov til at ligne.
Hvad bør vi gøre i denne sag, om dioxin? Jeg ved det ikke, for hvis vi fx kræver at disse varer i stedet bliver destrueret, da vil vore myndigheder undlade at føre tilsyn med vilje, og varerne vil i stedet blive bortført om natten i containere, blive solgt helt uden kontroller af nogen art, til måske Afrika. Vi er alle i samme båd i Danmark, fordi vi kræver høje lønninger og lave priser, som aldrig har hængt sammen. I hele dette spil drejer det sig om at være klog, når man udvælger hvilke varer som man ønsker at indkøbe sig, så det i stedet er naboerne der køber skidtet.
