/biotek

Monsanto kræver erstatning efter tysk forbud mod GM-majs

Biotek-giganten Monsanto rasler med sablen overfor EU-lande, der forbyder GM-majs, selvom kommissionen har godkendt brugen. Tysk forbud møder krav om 50 millioner i erstatning.

Af Birgitte Marfelt, onsdag 15. apr 2009 kl. 12:18

Monsanto, den amerikanske biotekkoncern, finder sig ikke stiltiende i, at det ene EU-land efter det andet nu forbyder en genmodificeret majs, som EU-Kommissionen for længst har godkendt.

Tyskland, der netop har besluttet at forbyde MON 810, er blevet truet med et sagsanlæg på 50 millioner kroner.

For selv om såsæsonen står for døren, kommer de tyske bønder ikke til at så genmodificeret majs i år. Den tyske landbrugsminister, Ilse Aigner, oplyste i går, at dyrkning af GM-majsen MON810 ikke længere er tilladt i Tyskland.

Dermed følger Tyskland fem andre EU-landes eksempel. Også Østrig, Ungarn, Grækenland, Frankrig og Luxembourg har forbudt GM-majsen med henvisning til, at den udgør en fare for miljøet.

Eksempelvis har en østrigsk undersøgelse påvist, at MON 810 forringer forplantningsevnen hos mus.

Alligevel kan Tysklands beslutning ende med at blive dyr for den tyske regering.

Fagfolk i det tyske landbrugsministerium erkendte for nylig overfor Spiegel, at det kan blive svært at bevise, at MON 810 skader miljøet.

Dermed har Monsanto mulighed for at vinde sit sagsanlæg, der bestrider retten til at forbyde GM-majsen og kræve en 50 millioner kroners erstatning af regeringen.

GM-korn bekæmper larve
Allerede i 1998 godkendte EU-Kommissionen MON 810 til dyrkning i Europa, og det er i dag den eneste GM-korn, som må avles i Tyskland.

Planten laver en gift, som bekæmper en særligt destruktiv larve.

Landbrugsminister Ilse Aigner, bakket op af Tysklands miljøminister, benytter sig af enkeltlandes mulighed for forbud, med henvisning til, at MON 810 udgør en fare for miljøet.

Både Greenpeace og den tyske afdeling af Friends of the Earth billiger forbuddet.

Stephanie Töve, genteknisk talsmand i Greenpeace, siger, ifølge Der Spiegel, at det var på tide, forbuddet kom, efter at adskillige videnskabelige undersøgelser har godtgjort, at genmodificeret majs er farligt for miljøet.

GM-majs giver ingen mening i Danmark
I Miljøstyrelsen i Danmark siger kontorchef Lea Frimann Hansen:

»Vi har ikke givet nogen tilladelser herhjemme, for den pest, som den skal bekæmpe, eksisterer ikke. Der blev tidligere lavet forsøg med MON 810 på Statens Forsøgsgårde i Foulum. Men det er flere år siden. Genmodificeret majs har aldrig været dyrket herhjemme.«

Ligesom Tyskland har Østrig begrundet sit forbud med henvisning til, at MON 810 er farlig for miljøet. Men her har et udvalg under EU bestridt lovligheden af forbuddet. Hvilken miljøfare der er tale om, tør Miljøstyrelsen ikke sige, fordi den rapport, som er lavet i Tyskland efter længere overvågning af afgrøden ikke er offentliggjort.



15. apr 2009 kl 20:27

Anne Lise Dahl

Monsanto

Hvorfor Monsanto er verdens ondeste firma
http://articles.mercola.com/si...aspx


15. apr 2009 kl 21:08

Svend Ferdinandsen

Re: Monsanto

Umiddelbart virker det ikke troværdigt, når et firma prøver at bruge jura og sagsanlæg for at sælge deres produkt. Det giver mindelser om den kinesiske boxer opstand mod englands salg af opium.
Een ting er at EU har godkendt det (hvordan det så er foregået), men de enkelte lande kan vel stadig synes det er tvivlsomt.
Kan minde noget om boneloc sagen. Lægerne havde så svært ved at se problemerne med knogle cementen, at det tog alt for lang tid inden det blev stoppet. Nogle af ofrene blev sågar betragtede som psykisk syge med tvangstanker, for det var i hvert fald ikke operationen den var gal med, lægerne havde jo selv opfundet og godkendt det.


15. apr 2009 kl 21:16

Svend Ferdinandsen

Re: Monsanto

Det er heller ikke troværdigt når et link kræver log in eller registrering for at blive læst.


15. apr 2009 kl 21:56

Claus Madsen

Bt-toxin

Landmænd, økologiske incl., må sprøjte med bakterier eller ekstrakter som indeholder den samme gift som MON 810 producerer.
Ved at giften produceres i selve planten minimeres miljø/natur påvirkningen i forhold til sprøjtning, idet stort set kun de insekter som spiser af planten rammes*.

Det er klart at Monsanto vil prøve at få sine tab dækket. Først har de fået lov at sælge deres produkt i EU også trækkes tilladelsen tilbage i de enkelte lande øjensynlig uden saglig grund.

*Hvis en naboplante bilver dækket af meget majspollen kan insekter der spiser denne også blive ramt. Det er dog en langt mindre risiko end ved sprøjtning.


15. apr 2009 kl 22:32

avatar

Troels Halken

Re: Bt-toxin

Så, Claus, fordi konventionelt landbrug sviner med toxinerne, så er det meget bedre at genforurene, da det er meget mere miljøvenligt?

Det argument holder jo som en isterning i helvede.

Monsanto har jo ikke haft et tab, på et produkt de ikke har solgt. Det er jo rent juristeri og amerikanske tilstande, at man kan have den type af rettighed. At noget så dumt er indført i EU er desideret skræmmende.

Vh Troels


15. apr 2009 kl 22:37

avatar

Troels Halken

Re: Re: Bt-toxin

Iøvrigt,

At Monsanto har en historie hvor de har sat ejernes profit over ethvert etisk, moralsk og miljømæssigt hensyn er almindeligt kendt.

Vh Troels


15. apr 2009 kl 23:33

Finn Okkels

GM-majs er sundest og mest sikker

Hvis tilstedeværelsen af BT-toxin i Monsantos majs er et problem er det vel også et problem at BT-toxin i dag er godkent som et bekæmpelsesmiddel i det statautoriserede økologisk jordbrug (se http://www.netpublikationer.dk...m#b1 )
I de økologiske jordbrug er det endda tilladt at udsætte baktereier som producerer giften - dvs. disse bakterier, der kan stamme fra fjerne lande og økosystemer, introduceres og spredes i den danske natur og de dyrkede marker.

Desuden kan BT-toxin også være til stede på de økologiske produkter når de indtages af forbrugeren.

Umiddelbart lyder den anvendelsesform, som altså kan ramme alle levende væsener og føre til påvirkning af naturen og hele økosystemet da meget mere betænkelig end at man har en majsplante med BT-toxin-proteiner i sig - majs spreder sig som bekendt ikke i naturen i Tyskland eller Danmark.

Hvis det er Monsanto man har noget imod synes jeg man skal sige det ligeud og sige at vi vil have denne majssort forbudt fordi den er fremstillet af Monsanto, som nogle af debatørerne her er inde på.

Personlig vil jeg vælge majs som stammer fra GM-majssorten, da det er påvist at GM-majs, der indeholder BT-toxin, har et lavere indhold af de ekstrem,t sundhedsskadelige mykotoksiner - dvs. i praksis kan en massel amerikanere der har spist denne type majs i årevis have undgået kræft, fosterskader og infertilitet.
I EU overskrider indholdet af de ekstremt sundhedsskadelige mykotoksiner ofte grænseværdien, så her må vi leve med risikoen for at pådrage os den lange række af sygdomme som mykotoksinerne kan føre til. se f.eks. http://ing.dk/artikel/79965-da...rium

Jeg har ikke noget problem med at nogle mennesker gerne serverer cornflakes med højt indhold af mykotoksiner for deres børn, men jeg synes det er et problem at os, der gerne vil undgå at vore børn udsættes for ekstremt sundhedsskadelige stoffer og vil mpasse på miljøet, ikke har mulighed for at vælge de sunde og miljøvenlige GM-majs/cornflakes.





16. apr 2009 kl 00:01

Søren Fosberg

Re: GM-majs er sundest og mest sikker

Hvis tilstedeværelsen af BT-toxin i Monsantos majs er et problem er det vel også et problem at BT-toxin i dag er godkent som et bekæmpelsesmiddel i det statautoriserede økologisk jordbrug (se http://www.netpublikationer.dk...m#b1 )

Kan du angive mere præcist - jeg kan ikke finde noget om BT-toxin i din kilde.

mvh Søren


16. apr 2009 kl 01:01

avatar

Peder Wirstad

Re: Re: GM-majs er sundest og mest sikker

Hvis tilstedeværelsen af BT-toxin i Monsantos majs er et problem er det vel også et problem at BT-toxin i dag er godkent som et bekæmpelsesmiddel i det statautoriserede økologisk jordbrug (se http://www.netpublikationer.dk...m#b1 )

Kan du angive mere præcist - jeg kan ikke finde noget om BT-toxin i din kilde.

mvh Søren

Nede i "bilag 2".
Bt-toxin produceres af bakterien Bacillus thuringiensis, som du kan se tilladt brugt i 2. felt der.

Mvh Peder Wirstad


16. apr 2009 kl 01:09

avatar

Peder Wirstad

Ha - ha - ha


I EU overskrider indholdet af de ekstremt sundhedsskadelige mykotoksiner ofte grænseværdien, så her må vi leve med risikoen for at pådrage os den lange række af sygdomme som mykotoksinerne kan føre til. se f.eks. http://ing.dk/artikel/79965-da...rium


Den artikel havde jeg ikke set.
Det morsomme er nu ikke selve artiklen.
Det morsomme er, at "vor allesammens superøkolog", John Johansen, farer i blækhuset med stor harme, fordi han troede, at de giftrester, man hævede grænseværdien på, var fra sprøjtemidler.

Da du så gjorde opmærksom på, at det faktisk var naturlige svampegifte - der faktisk kunne bekæmpes med pesticider eller GM-majs, så bliver han helt tavs.

ha - ha - ha


16. apr 2009 kl 11:16

Finn Okkels

Re: Re: Re: GM-majs er sundest og mest sikker

Nede i "bilag 2".
Bt-toxin produceres af bakterien Bacillus thuringiensis, som du kan se tilladt brugt i 2. felt der.

Kan du angive mere præcist - jeg kan ikke finde noget om BT-toxin i din kilde.

Linket Peder Wirstad bruger virker ikke for mig. Prøv i stedet http://www.netpublikationer.dk...m#b1

Her anføres det i bilag 2 at Bacillus thuringiensis (den organisme der producerer BT-toxin) må bruges i økologisk jordbrug - endda som levende bakterier.

Det er ikke undersøgt om de pågældende BT-bakterier, som anvendes i det økologiske jordbrug, har alvorlige økologiske og sundhedsmæssige skadevirkninger. Der er aldrig udført forsøg, der svarer til de enorme og krævende forsøg som Monsantos GM-majs har været igennem.

BT-toxin lyder som noget meget giftigt, men faktisk har stoffet ingen virkninger i mennesker og pattedyr - der er det blot et harmløst protein- og en næringsstofkilde på linie med den meget lange liste af andre proteiner der f.eks. produceres af planter og som har insekt og svampedræbende virkninger.

Sådanne almindelige svampe- og insektdræbende proteiner har blot ikke så drabelige navne og deres forekomst i fødevarerne er måske derfor ret upåagtet i sundhedsmæssige og miljømæssige sammenhænge.

Vore fødevarer indeholder således massevis af proteiner med samme effekt som BT-toxin, f.eks. chitinaser og glucanaser, der kan give resistens mod svampe- og insektangreb mv.

Når man anvender selve bakterien i det økologiske jordbrug udsættes landmanden, gartneren og forbrugeren for en lang række stoffer (udover BT-toxin) som produceres af den pågældende bakterie - og disse stoffers sundhedsmæssige, økologiske og sundhedsmæssige virkninger kender man ikke meget til. Så lige præcist den form for anvendelse der sker i det statsautoriserede økologiske jordbrug kan være særdeles betænkelig - man lukker bare øjnene og håber det bedste i forbindelse med anvendelsen indenfor det økologiske jordbrug.

Monsantos GM-majs er på baggrund af forsøg godkendt af myndigheder og videnskabelige komiteeer i EU samt USA og en lang række andre lande. Der er altså tale om at en lang række af førende eksperter indenfor sundhedsområdet og miljøområdet har godkendt Monsantos GM-majs - uafhængigt af hinanden verden over.

Ligeledes har mange hundrede millioner af mennesker og dyr spist den pågældende type af majs uden at der er påvist negative virkninger - som nævnt kan det faktisk tænkes at mange mennesker ved at spise den pågældende GM-majstype har indtaget mindre mængde af mykotoksiner og dermed ikke er blevet syge af kræft eller er blevet barnløse. Det lavere indhold af mykotoksiner (Fusarium-toksiner) i den pågældende type GM-majs er påvist i en lang række videnskabelige forsøg se f.eks. http://agron.scijournals.org/c.../219

At man fra politisk side ikke ønsker at de pågældende GM-majs dyrkes i EU har således ikke noget med den faglige sundhedsmæssige og miljømæssige virdering at gøre.

Hvis man mener at de meget udførlige undersøgelser som er udført af Monsanto ikke er tilfredsstillende og at firmaet nærmest er "ondt" som en af debatørerne anfører gad jeg nok vide hvordan man så vil betegne de statsautoriserde økologiske jordbrug der anvender BT-toxin på en noget mere problematisk måde?

Det er tankevækkende hvordan politikere og en række debatører har en masse holdninger og fordømmende meninger i denne sammenhæng, men egentlig ikke har ret megen viden om de ting de har meget markante meninger om eller vil forbyde.

Der er i disse diskussioner og sammenhænge tendenser der minder om religiøs fundamentalisme, hvor man forbyder alt det man ikke kan lide eller ikke forstår - og stener dem man ikke kan lide.

Er det en sådan verden vi ønsker?


16. apr 2009 kl 13:31

Claus Madsen

Re: Re: Bt-toxin

Troels skrev:

Så, Claus, fordi konventionelt landbrug sviner med toxinerne, så er det meget bedre at genforurene, da det er meget mere miljøvenligt?

Det er nu nærmere økologerne når vi taler om Bt toxin.
Det antydede jeg i mit første indlæg og Finn og Peder har uddybet.

Hvad mener du med "genforurening"?
Er du bange for at majs skal sprede sig ukontroleret i naturen?
Eller at denne amerikanske kornsort skal pludselig skal begynde at krydse sig med en overset vild europæsk slægtning?

Jeg tilslutter mig Finns synspunkt, at antipati mod et firma er et forkert grundlag for modstand mod konkrete produkter og teknologier.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.