/energi

Kræftfremkaldende dansk dioxin-foder må nu sælges uden for EU

Dioxin er et af de mest akut giftige stoffer, mennesket har frembragt, siger Miljøministeriet. Men det er helt ok, at fattige u-lande fremover kan købe billigt, danskproduceret dyrefoder, som udskiller det kræftfremkaldende stof, lyder det nu fra Plantedirektoratet.

Af Kent Krøyer, onsdag 15. apr 2009 kl. 10:25

Det er nu helt ok at producere og eksportere dioxinholdigt foder, som er for giftigt til at måtte sælges herhjemme. Det skal bare ske uden for det europæiske fællesskab, hvor den slags er strengt forbudt. Den besked kommer nu fra Plantedirektoratet i en pressemeddelelse.

Den danske regering er dog fuldt bekendt med farerne ved dioxin. Således skriver for eksempel Miljøministeriet på sin hjemmeside:

"Dioxin er et af de mest akut giftige stoffer, mennesket har frembragt, og det mistænkes for at virke hormonforstyrrende og kræftfremkaldende. Dioxin nedbrydes meget langsomt samtidig med, at det ophobes i fedtvæv og forekommer derfor i fedtholdige animalske produkter og fisk."

Miljøstyrelsens direktør, Ole Christiansen, skriver øverst på samme side:

»Jeg har den filosofi, at regler virker bedst, når de, der bliver berørt af dem, forstår, hvorfor de er lavet. Derfor er åbenhed vigtig.«

Det mener Plantedirektoratet også. Så betingelsen for at få lov til at sælge usundt dyrefoder til lande uden for EU er, at den udenlandske købers egne myndigheder skal acceptere importen og være fuldt informeret om, hvorfor foderet er ulovligt i EU.

Der er slet ingen tvivl om, at dioxin er særdeles usundt for mennesker, og at mennesker gennem årene ophober dioxin i fedtvævet og udskiller det i modermælk. Det skriver Fødevarestyrelsen på sin hjemmeside.

Fødevarestyrelsen angiver også, at mennesker får dioxin i kroppen ved at spise fødevarer, som er forurenet via dyrefoder.

Men ifølge Plantedirektoratets pressemeddelelse, så er det underordnet, at europæere ved, at dioxin er farligt. Det afgørende er, om modtagerlandet er klar over det, samt at der ikke må være en lov i modtagerlandet, som forbyder importen.

»Vurderingen af om foderet er farligt afhænger af en række faktorer, som varierer fra land til land, herunder det samlede indtag. Således kan et højt indhold set med europæiske øjne synes lavt set med tredjelands øjne,« skriver Plantedirektoratet.



15. apr 2009 kl 10:54

avatar

Claus Wøbbe

Kræftfremkaldende?

Er det kræftfremkaldende, eller mistænker det blot for at være det? Teksten i artiklen konflikter med overskriften.


15. apr 2009 kl 11:05

Alex Haurand

Hhmmmmm

Vi syntes at det er skammeligt at selvmordsbombere sprænger uskyldige mennesker heriblandt kvinder og børn ihjel. Men det er tilsyneladende iorden at sælge giftigt foder, som via fødekæden bringes videre til jordens fattige befolkninger, også gravide, kvinder, børn og mænd.
Så længe det er "usynligt" og de betaler er vi sgu da ligeglade.
Spændt på hvor den sag ender...
Føj!


15. apr 2009 kl 11:26

Frithiof Andreas Jensen

Tak for kaffe:

Det ligger jo lige for at f.ex. Kina - som ikke har noget imod lidt plastic i mælkepulveret når bare "kvalitets-målene" nås - bruger foderet specifikt til fødevarer for eksport ...


15. apr 2009 kl 11:27

Alex Haurand

Hvad siger Folketinget?

Har netop sendt en klage til folketingets miljøordførere, og plantedirektoratet.
Det kan da ikke kun være mig der syntes at det her er for kynisk?


15. apr 2009 kl 11:30

avatar

Jon Bendtsen

Re: Hhmmmmm

Vi syntes at det er skammeligt at selvmordsbombere sprænger uskyldige mennesker heriblandt kvinder og børn ihjel. Men det er tilsyneladende iorden at sælge giftigt foder, som via fødekæden bringes videre til jordens fattige befolkninger, også gravide, kvinder, børn og mænd.
Så længe det er "usynligt" og de betaler er vi sgu da ligeglade.
Spændt på hvor den sag ender...
Føj!

Ja, det er føj. Jeg læste en anden sag om noget melamin inficeret soyamel. Grænseværdien var overskredet. Men så købte de bare 4 gange så meget andet soyamel og blandede det. Voila, så var grænseværdien ikke overskredet.


15. apr 2009 kl 11:38

Finn Okkels

Dioxin og økologi

Det er forkasteligt at sælge foder og fødevarer med et højt indhold af dioxin noget sted i verden

Tankevækkende nok er indholdet af dioxin særligt højt i økologiske produkter (i forhold til de konventionelle produkter) i bl.a. Danmark - og visse økologiske produkter indeholder så meget dioxin at grænseværdien i visse tilfælde i EU har været overskredet.

Tankevækkende nok er mange mad- og skolemælkordninger baseret på økologiske produkter - dioxin er formodentligt særligt skadeligt for børn. I mange tilfælde har man ikke mulighed for at vælge de konventionelle produkter med et lavere indhold af dioxin.

Mærkeligt nok advarer man ikke mod denne fare i forbindelse med dioxin-problemerne ...


15. apr 2009 kl 13:09

Lars Andersen

Får vi stadig ikke mest dioxin?

Jeg mener at have læst argumentationen for vores lavere grænseværdier er at vi får så meget dioxin i forvejen grundet industri og dårlige forbrændinger.


15. apr 2009 kl 13:16

Jens Chr. Andersen

Dioxin og økologi

Tankevækkende nok er indholdet af dioxin særligt højt i økologiske produkter (i forhold til de konventionelle produkter) i bl.a. Danmark - og visse økologiske produkter indeholder så meget dioxin at grænseværdien i visse tilfælde i EU har været overskredet.

Ja æg.

Så vidt jeg ved ikke andre produkter?

Det var Hollandske og Svenske undersøgelser der viste en lidt forhøjet koncentration af dioxin i øko-æg, men der er aldrig fundet nogen overskridelser af grænseværdier i danske øko-æg.

se evt. http://www.miljoeogsundhed.dk/...4679

Skal man undgå økologiske æg?

Som det ses af ovenstående vil man ikke ændre sit indtag af dioxin væsentligt ved at vælge æg fra burhøns frem for økologiske æg. - Og tænker man på hønsene, er det økologisk ægproduktion, der sætter de største krav til dyrevelfærd.

http://www.miljoeogsundhed.dk/...5163

Danske øko-æg indeholder ikke høje koncentrationer af dioxin, fremgår det af Fødevarestyrelsens hjemmeside. De fundne niveauer er nemlig et godt stykke under den gældende grænseværdi, lyder det.

årsrapporter fra fødevarestyrelsen:

http://www.foedevarestyrelsen.....htm


15. apr 2009 kl 15:49

Finn Okkels

Re: Dioxin og økologi

De pågældende fiske-foderprodukter med det høje indhold af dioxin stammer formodentlig fra vilde fiskebestande - produkter vilde fisk må bruges i økologisk foder.

En af kilderne til det høje dioxin-indhold i visse økologiske produkter kan således være anvendelse af fiskeprodukter.

Jeg synes det er underligt at det er tilladt at fange vilde fisk og bruge dem til frembringelse af statsautoriserede økologiske produkter.
Er det iøvrigt naturligt/økologisk forsvarligt atr en høne, gris eller en ko at spiser fiskeprodukter.

Det statsautoriserede økologiske system skulle jo ikke bidrage til rovfiskeri (det er Greenpeaces betegnelse for industrifiskeriet) på vilde fiskebestande (ideen er jo at beskytte naturen) - og helt skørt bliver det jo når dioxinen fra foderet baseret på fiskeprodukter så akkumulerer i de økologiske produkter - og i de mennesker, inkl. børn, der spiser de økologiske produkter


15. apr 2009 kl 16:26

avatar

Troels Halken

Re: Re: Dioxin og økologi

Det mest syge og nældens rod er vel at de vilde fisk indeholder så meget dioxin at det kan give lejlighed til overskridelser.


15. apr 2009 kl 17:04

Jens Chr. Andersen

Re: Re: Dioxin og økologi

@Finn Okkels og Troels Halken

Helt enig


15. apr 2009 kl 19:48

john jørgensen

Boykot de produkter...

Det mest syge og nældens rod er vel at de vilde fisk indeholder så meget dioxin at det kan give lejlighed til overskridelser.

Jamen hvorfor ikke gøre noget ved selve problemet.
Vi producerer alverdens bras her på planeten.
Det beskidte dusin er "kælenavnet" på den værste gruppe af stoffer, feks dioxin og PCB, som vi ikke kan finde ud af at udfase/forbyde.
Hvis vi som forbrugere og projekterende gider læse lidt på deklarationer og måleresultater fra diverse forbrændinger, så kan vi finde andre og bedre produkter. Og herigennem presse industrien til at ændre adfærd.
Andre steder hvor vi sender masser af dioxin til fjerne kyster er feks elektronikskrot i vestafrika.

Som udskældte Greenpeace har kortlagt.

Og lad så producenterne af det dioxinholdige "mad" betale for at destruere "maden" på kommunekemi.


15. apr 2009 kl 21:46

Claus Madsen

Fisk som foder

Grundlæggende er det en uskik at fodre med fisk. De ophober div. miljøfremmede stoffer og det er en belastning for de vilde fiskebestande.
Man burde interessere sig mere for at få foder protein og fedt fra planteriget.


16. apr 2009 kl 08:38

Reinhard Oil Steen Qvist

Dansk Export af Dioxinholdigt foder ? Aprislnar ?

Det er da forhåbentlig en 14 dage forsinket aprilsnar ?
Hvis det ikke er - så bør Folketinget kunne forbyde en sådan vederstyggelig export. Det er jo lige så slemt som kinesernes mælk.


16. apr 2009 kl 11:47

Alex Haurand

Hvem gør noget?

Jeg har (foreløbig) uden held henvendt mig til miljøminister Troels Lund Poulsen og miljøordførerne: Jørn Dohrmann DF, Eyvind Vesselbo V, Ida Auken SF, Torben Hansen S.
Desuden har jeg ytret min mening overfor Plantedirektoratet og modtaget følgende fra Henrik Dammand Nielsen (den eneste der var så venlig at svare):"Vi henleder din opmærksomhed på at vi jo blot er sat i verden for at administrere og håndhæve fælles europæsike regler på området."
Politikken er kontaktet, da de endnu ikke har haft opmærksomhed på sagen.
Jeg ved godt at det her er en kamp mod vindmøller men:
"All that is necessary for the triumph of evil is that good men do nothing."


17. apr 2009 kl 08:14

Claus Vind

Blød Imperialisme?

Det er fascinerende at læse den kollektive forargelse og enighed i den her tråd, jeg vil godt udtrykke dissens:

Holdningen om at Vi (i DK) skal sætte grænseværdier for Andre Lande er en blød form for imperalisme og formynderisme: "De er nogle ignoranter (og eller forbrydere), som ikke kan og må forvalte deres eget land". Hvor stopper vi så?

For et U-land kan det være et valg i mellem døde børn i dag eller nogle kræfttilfælde om 30- 40 år !

Mange af attituderne i tråden er ren 'luksus'- tænkning.

Dioxin findes i et bredt kontinuerligt spektrum af koncentrationer, så synspunktet "Al dioxin holdig mad skal destrueres" er meningsløst. Egen afbrænding af haveaffald og i brændeovn laver (små) mængder dioxin, som havner i de hjemmedyrkede grønsager.

Der er ingen 'absolut rigtighed' i de danske grænseværdier, de er temmelig sikkert sat ud fra en kraftig skæven til hvilken dosis vi 'er vant til' og så lidt til.

Jeg kan godt forstå holdningen 'vi skal spise det samme som de andre', men den er dels lidt bedrevidende, dels kan det betyde at de andre må gå sultne i seng.

Håber ikke jeg lyder for sur....

Venlig hilsen

Claus


17. apr 2009 kl 14:36

Finn Okkels

Re: Blød Imperialisme? Blød moral?

Tak for et tankevækkende indlæg ...

Når det kommer til stykket er det jo heller ikke fiskerne og deres fiskeindustri, der er skurkene. De er faktisk ofre for den dioxinforurening som andre forårsager. Og desuden har de som nævnt i en anden artikel investeret kæmpestore beløb i rensningsmetoder, der nedbringer indholdet af dioxin i fiskeprodukter (se http://ing.dk/artikel/97907-fi...eg). Fiskerne betaler altså for den forurening som andre forårsager - og forsøger at udbedre de skader som andre forårsager. Flot gjort af fiskerne.

Skurkene og de umoralske må være dem der forurener verdenshevene med dioxin.

Her i landet er det bl.a. ganske almindelige forbruger der producerer en masse affald som sendes til forbrænding, hvorefter dioxin (især tidligere) bliver spredt fra forbrændingsanlæggene og ud over landbrugsarealer og havområder.

I dag kommer meget af dioxin-forureningen fra brændeovne o.lign. (se noget om det i http://www2.dmu.dk/1_Viden/2_P....PDF )

Problemet er altså ikke en hensynsløs kemikalieindustri eller umoralske spekulanter i almindelig forstand, men f.eks. (stor-)forbrugere der producerer en masse affald og en masse brændeovnsejere, der hygger sig med at hugge brænde og skaffer sig billig varme samt bidrager til CO2-neutral energiproduktion.

Principielt er det forureneren der skal betale for forureningen - dvs. for at få fjernet dioxin fra fiskeprodukterne - ikke fiskerne, hvis erhverv er offer for forureningen.

Det stereotype kemikalieindustri - amoralsk spekulant - fattigt offer - billede holdes ved lige her i debatten, men er ude af trit med virkeligheden.

Det ville være dejligt om politikerne begyndte at gå efter forurenerne og skurkene: deres egne vælgere.

Men i hvert fald nogle af politikerne mener stadigvæk at det er umoralske spekulanter og fiskeindustrien der er problemet, se f.eks.
"Opposition: Dansk dioxin-eksport »absurd« og »forkastelig«
Der må være en lov, der forhindrer dioxin-salg til udlandet, og ellers må vi lave dem, lyder det fra en rystet opposition ... " ( http://ing.dk/artikel/97887-op...elig )

Var det ikke mere fornuftigt med en lovgivning, der gjorde det forbudt at forurene med dioxin og pålagde forurenerne at betale ...


17. apr 2009 kl 14:49

Finn Okkels

De "moralsk forkastelige" dioxin-forurenere ...

Miljøstyrelsen skriver om dioxin-forurening bl.a. :

"I industrien er udslippene faldet med hele 99 % som en følge af at industrien har tilpasset sig lavere grænseværdier".
De er altså ikke industrien der har et problem.

"Indsatsen fra industri og affaldsforbrændingsanlæg har bevirket at røgen fra fyring med træ i private husholdninger nu er den største nationale kilde til forurening af det danske miljø med dioxin.
Træfyring står nu for 40 % af det samlede danske udslip af dioxin.
Ildebrande er den næststørste kilde i dag, idet brande i bygninger, biler og lodsepladser står for 28 % af det samlede danske udslip. Opgørelsen af de to sidstnævnte kilder der dog usikkert bestemt".

Se http://www.mst.dk/Kemikalier/F...xin/


17. apr 2009 kl 21:24

Claus Vind

Eksistensialistisk Spørgsmål

hvor langt vil man egentlig gå ?

Er det, i virkeligheden, ikke et eksistensielt faktum, at vi må acceptere et eller andet 'naturligt' niveau af dioxin i vores mad ?

På samme måde, som vi må acceptere et vist niveau af radioaktiv baggrundsstråling, af trafikdræbte, af druknede lystsejlere, af ryger-lunger, af leverskader fra alkohol, osv osv ?

Dioxin fra afbrænding af træ må have været med os i meget lang tid - Og så ved jeg ikke hvordan Dioxin skulle være specielt menneskeskabt (som artiklen siger), bortset fra de store mængder vi KAN lave, hvis vi ikke tænker os om - og der har vi, heldigvis, grebet ind med lovgivning.

En almindelig skovbrand vil vel også lave (lidt) dioxin, skovbrande kan vi vel ikke forbyde ?

hvad er det for et projekt, man har gang i her? Vil man forbyde døden?

En stor del af de faktorer jeg nævnte øverst bidrager i mange tilfælde væsentligt med livskvalitet for mange mennesker.

Vi kan hurtigt få det meget kedeligt, men man dør vist ikke af kedsomhed - tænk, hvor dejligt!

God weekend !

Venlig hilsen

Claus


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Eksterne links om klima
Klimadebat.dk