"Grønne" ministerbiler pumper CO2 ud under klimatopmøde
Fire ud af de 13 sponsorbiler til klimatopmødet i København udleder mere CO2 end EU’s påbudte grænse på 140 gram per kilometer, og topsynderen udleder dobbelt så meget. Det handler om komfort og sikkerhed, lyder det officielle svar.
Mercedes-Benz leverer ti af sine S420 CDI Guard-biler til klimatopmødet. Men bilen bryder EU's generelle grænser for CO2-udledning med 100 procent. (Foto: Mercedes)
Multimedia
Galleri:
Se sponsorbilerne til klimatopmødet
Læs også
-
Prestigefyldt klimaprojekt med brintbiler i København vakler
-
Københavns brintbiler udleder dobbelt så meget CO2 som dieselbiler
Læs mere om
280 gram CO2 per kilometer - eller præcist dobbelt så meget som EU’s gennemsnitlige grænseværdi på 140 gram CO2 per kilometer.
Det udleder det armerede monster af en Mercedes-Benz 420 DCI Guard, der er en af de 13 modeller af sponsorerede biler, som skal transportere regeringschefer og andet godtfolk rundt i København under december måneds klimatopmøde, hvor problemet med den store CO2-udledning skal løses.
Udenrigsministeriet, som har stået for at skaffe sponsoraterne, skriver ellers i en officiel pressemeddelelse:
”Sponsoraterne gør det ikke kun muligt for os at nedbringe CO2-udledningen fra selve konferencen. Køretøjerne demonstrerer en vifte af teknologier, som allerede i dag kan være en hjælp i vores bestræbelser på at nedbringe CO2-udledningerne i transportsektoren.”
Men i så fald er viften af teknologier ikke blevet meget bredere de seneste syv år. For under Danmarks EU-formandskab i 2002 kørte politikerne rundt i eksempelvis Mercedes-Benz S500, der udleder bare fire gram CO2 per kilometer mere end 420 DCI.
Fire ud af tretten modeller over grænseværdi
I alt fire ud af de 13 sponsorerede bilmodeller til årets klimatopmøde befinder sig over EU's grænseværdi. Foruden Mercedes-Benz' 420 DCI drejer det sig om BMW, Honda og Volvo, mens yderligere to af sponsormodellerne befinder sig i gråzonen nær grænseværdien. Og stod der 2012 i kalenderen, hvor grænseværdien falder til 120 gram CO2 per kilometer, ville i alt syv af de tretten biler skulle kategoriseres som værende ikke miljøvenlige.
Lektor på DTU Elektro, Jørgen Horstmann, er ikke imponeret over det udvalg af den "vifte af teknologier", som under topmødet skal agere bannerførere for en mere CO2-neutral transportsektor:
»De (modellerne, red.) ligger i den tunge ende. Men man har jo ønsket sig nogle store limousinebiler, og så har man prøvet at anskaffe nogle forholdsvist miljøvenlige af slagsen,« konkluderer Jørgen Horstmann.
Regeringslederne kræver ordentlige biler
Hos Udenrigsministeriet lyder svaret dog, at det er umuligt at banke CO2-udledningen yderligere ned. Der stilles nemlig så store krav til sikkerhed og ikke mindst komfort for politikerne, at bilerne ikke kan gøres mere klimavenlige, siger chefkonsulent Nis Gellert:
»Det er meget muligt, at man ville kunne finde nogle biler på markedet, som måske har nogle bedre CO2-tal, men stats- og regeringscheferne skal have det ok med den transport, vi stiller til rådighed. Hvis vi ikke lever op til det krav, er der en mulighed for, at stats- og regeringschefer selv vil anskaffe sig endnu større biler,« lyder det fra Nis Gellert i Udenrigsministeriet.
»Så det er en anstændig løsning, som vi kan være bekendt. Når vi beslutter os for at være værter for et topmøde, er vi også nødt til at stille standsmæssig transport til rådighed. Og så ligger vi i den klimamæssigt forsvarlige ende,« siger Nis Gellert.
Falsk varebetegnelse
Der er dog - ifølge Udenrigsministeriet - et par rene dukse på sponsorbillisten til dette års klimatopmøde. Tre af bilerne - en ren brintbil, en BMW, og så to brændselscellebiler fra Mercedes-Benz - bliver ifølge det officielle materiale fra ministeriet markedsført som stort set CO2-neutrale.
Men det grænser sig til falsk varebetegnelse, påpeger Jørgen Horstmann fra DTU. Der vil nemlig altid være et energiforbrug forbundet med at fremstille brinten – og så er bilernes klimaregnskab lige pludselig et ganske andet.
»Det er lidt af en tilsnigelse af påstå, at de er fuldstændig CO2-neutrale. Når man ser på den samlede energikæde og energiforbruget, ligger en bil med brændselsceller på niveau med en tilsvarende benzinbil - afhængigt af hvordan brinten fremstilles,« siger Jørgen Horstmann, der er endnu hårdere ved BMW’s rene brintbil:
»Miljømæssigt kommer der måske ikke så meget CO2 direkte fra brintbiler, men energiforbruget er højt, særligt når brinten bruges direkte i en forbrændingsmotor (som i BMW-modellen, red.).«
Skal opstille særlige ethanol-genopfyldningstanke
De øvrige modeller på listen inkluderer både biler med traditionelle dieselmotorer, en hybridbil og så to Volvo’er, som kan køre på 2. generations bioethanol (se galleri). Derfor vil der under topmødet blive opstillet særlige ethanol-genopfyldningstanke.
Den mest miljøvenlige af de tretten sponsorbiler er en Volvo S80, der kører på diesel. Dens CO2-udledning per kilometer ligger på 129 gram, hvilket altså er ganske langt fra førnævnte Mercedes-Benz’s 280 gram CO2 per kilometer. Til sammenligning udleder en moderne minibil som en Toyota Aygo omkring 109 gram CO2 kilometer.






