/elektronik

Danske ethernet-eksperter i top 100 over vigtige teknologiselskaber

De danske eksperter i ethernetadaptere Napatech har fået skabt så meget røre om deres virksomhed, at de nu er havnet i Top100 på teknoilogitidskriftet Red Herrings liste over de mest innovative virksomheder i Europa.

Af Torben R. Simonsen, torsdag 16. apr 2009 kl. 09:40

Hvert år kårer teknologitidsskriftet Red Herring de mest betydningsfulde nye teknologiselskaber i verden.

Kåringen er sket siden 1996, og listen har tidligere haft særdeles kendte navne som Google, eBay og Skype på listen.

Flere andre danske virksomheder har været med på listen, og i år er der også blevet plads til en dansk elektronikvirksomhed, Napatech, der er kommet med på den europæiske Top100 liste.

Napatech udvikler og sælger superhurtige Ethernet-adapterer og har kontorer i både Danmark og på øst- og vestkysten i USA.

»Det er en stor anerkendelse at modtage en Red Herring Award. Den er internationalt anerkendt, og der er mange, som kender den. Normalt betragtes den som en blåstempling af virksomheder, der inden for områder som innovation og vækst bidrager til det internationale marked, så prisen er vi selvfølgelig meget glade for,« siger marketingdirektør i Napatech Daniel Joseph Barry til Ing.dk/elektronik.

Napatech udvikler og sælger intelligente ethernetadaptere, der er i stand til at håndtere datatrafikken i realtid uden tab af datapakker. Udstyret sælges på OEM-basis og indgår på den måde i slutprodukter fra helt andre selskaber. Daniel Joseph Barry kan på den baggrund heller ikke oplyse noget om selskabets kunder, eller hvor udstyret finder anvendelse.

»De adapterer, vi laver, er unikke, idet de har en høj ydeevne. Der er ikke mange løsninger, der kan håndtere så meget data og samtidig har masser af funktioner, som vores adaptere har, så der er meget, som vi kan, som andre leverandører ikke kan. Vores største konkurrenter er i virkeligheden udviklingsafdelingerne blandt vores kunder, men tit finder de jo ud af, at vi kan gøre tingene bedre,« siger marketingdirektøren.

Selv om Napatech har højtydende adaptere til både 1Gbps og 10 Gbps, forventer Daniel Joseph Barry ikke, at det stopper her.

»Vi er konstant forbedringer også inden for vores grundteknologier - 1Gbps og 10Gbps. Desuden kommer der også adaptere til 40 Gbps og 100 Gbps, hvor man vil se samme egenskaber med garanti for, at alle pakker overføres uanset, hvor hvor stort rørert med data er, og vi vil også fortsætte med at udvikle flere faciliteter. Vi har en kundekreds, der kommer med nye forslag til forbedringer, og vores produkter har det med at vokse ind i nye anvendelser, så det er svært at se enden,« siger han.

I 2008 blev Napatech kåret som bedste danske venturebaserede virksomhed i Ernst og Youngs "Entrepreneur Of The Year 2008".

Af øvrige danske virksomheder på Red Herrings liste finder man Muzui, SMS Passcode, Zmags og Octoshape.

Tidligere har blandt andet Asetek, Dezide, Speakanet, SSP Technology og Zoomio været med på Red Herrings europæiske Top100.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.