/transport

Radiohøjdemåler fejlede igen på verdens mest udbredte passagerfly

Fejlen, der førte til flykatastrofen med en Boeing 737 i Amsterdam, opstod i sidste uge på et identisk fly i Australien. En radiohøjdemåler viste forkert, og autopiloten gjorde klar til landing i alt for stor højde.

Klik for at se billedet i stort

Omtrent i denne højde ville autopiloten lande et australsk Boeing 737-800 fly 7. april 2009. Autopiloten er nemlig koblet sammen med en radiohøjdemåler, som kan finde på at vise forkert under landing. Præcis det samme skete umiddelbart før flykatastrofen i Amsterdam 25. februar i år. Den australske pilot var dog opmærksom og overtog styringen af flyet, som landene sikkert. (Foto: Wikipedia)


Læs også

Læs mere om

Dokumentation

Af Kent Krøyer, tirsdag 14. apr 2009 kl. 14:59

Det australske nationale flyselskab Qantas oplevede i sidste uge en teknisk flyfejl magen til den, der bidrog til flykatastrofen i Amsterdam 25. februar i år, hvor ni personer blev dræbt. Fejlen opstod på samme type fly - verdens mest udbredte passagerfly, et Boeing 737.

I Amsterdam-ulykken har de foreløbige undersøgelser af det tyrkiske Boeing 737-800's sorte bokse afsløret, at en fejlende radiohøjdemåler fik autopiloten til at gasse helt ned på det sidste stykke vej hen mod landingsbanen. Det fik flyvefarten til at falde, og flyet stallede efterfølgende og styrtede ned på en mark. Piloterne, som omkom i ulykken, var ifølge lydoptagelser fra cockpittet uopmærksomme i mange sekunder på den kritiske situation, selv om alarmerne kimede om ørerne på dem, og de kom for sent med et forsøg på at redde situationen.

Sådan gik det imidlertid ikke i Australien, hvor piloterne opdagede højdemålerfejlen med det samme og overtog kontrollen med flyet, som landede uden problemer.

Qantas Flight 1020 skulle 7. april i år flyve indenrigs fra Hobart til Sydney. Lige før landing - mens flyet stadig var i cirka 33 meters højde - viste kaptajnens radiohøjdemåler pludselig, at højden var tre meter over jorden, skriver flymagasinet ATWonline og citerer en kilde fra Qantas. Det fremgår ikke helt klart af artiklen, om piloten overtog styringen og afbrød autopiloten, før den nåede at trække gashåndtaget helt tilbage.

Samme kilde oplyser til bladet, at Qantas regler kræver, at piloterne har hænderne på styregrejer og gashåndtag, selv når autopiloten styrer. Reglen sikrer, at piloterne kan tage over hurtigt, hvis der opstår fejl i gas-automatikken.

Boeing har endnu ikke kommenteret den australske hændelse, som sætter fornyet fokus på den populære flytype. Både Qantas og den australske flyvemyndighed Australien Transport Safety Bureau tilbyder nu at samarbejde med den hollandske havarikommission om opklaringen af Amsterdam-ulykken.

Det store, hollandske flyselskab KLM har i de seneste seks måneder i en intern, fortrolig rapport registreret 17 lignende fejlhændelser i de nævnte radiohøjdemålere. En af dem skete under indflyvning til Heathrow i London blot en uge efter ulykken i Amsterdam. Rapportens indhold er imidlertid, ifølge Digitaljournal.com, sivet ud til den hollandske radiostation BNR, som citerer KLMs øverste tekniske chefer. (se link)

Danske piloter holder fat i rattet under indflyvninger
Herhjemme bruger både SAS og Cimber Sterling flytypen Boeing 737-800. SAS fik de første 15 af denne type leveret i 2000.

Flyvechef Søren Byrielsen, Cimber Sterling, siger:

»Vi har også en regel i Cimber Sterling, som kræver, at den pilot, der har kontrollen, har hænderne på styregrejerne under anflyvning, selv om autopiloten styrer. De andre danske flyselskaber har en tilsvarende regel. Det er det, der er pointen, når man flyver automatiske fly - så skal der altid være én, der overvåger, om automatikken virker.«



15. apr 2009 kl 09:11

Jørgen Hess

Fejlmelding

Problemet er måske, at når piloterne er parat til at gribe ind over for svigt og at en eller anden svigt ikke er sjælden ved en landing, ikke opfatter fejlene som farlige og derfor ikke melder dem.

mvh
Jørgen


15. apr 2009 kl 13:41

avatar

Steen Jensen

Stol aldrig på radar

Det har altid været en god regel, at man aldrig må stole 100 procent på sit navigationsudstyr (sagt af de søfarende), fordi der kan opstå unøjagtighed i systemerne og udefra kommende forstyrrende signaler eller vejrpåvirkninger.
På radarsystemer kan opstå såkaldte "falske" ekko'er og disse optræder ofte, når man er nær et mål eller, hvis der bruges høj sendeeffekt.
Et radar-altimeter skal kunne virke i 10 Km. højde og samtidigt ganske nær ved jordoverfladen.
Hvis, f.eks to radaranlæg arbejder på præcis den samme frekvens, så kan der opstå interferrens og dette giver mærkelige støjstriber på skærmen, og kan muligvis ændre den sande afstand til et mål (time-pulling)


15. apr 2009 kl 15:59

Mogens Jørgensen

Re: Stol aldrig på radar

Hej Steen
Jeg ved ikke helt hvad det er for en radarhøjdemåler du mener skal virke i 10 kms højde, men det er i hvert fald ikke i mit cockpit ..

Afhængig af fly/type/model begynder en almindelig radarhøjdemåler i et moderne trafikfly, at regne på signalerne ved ca 5000 fod RA (radar altitude), mens resultatet først præsenteres for piloten under nedstigning gennem 2500 fod sammen med et syntetisk genereret callout ; "radioheight"

Jeg har ikke nogen særlig viden om "radaranlæg", men der er nok ganske stor forskel på virkemåden og ikke mindst anvendelsen, i forhold til en "radar altimeter" i et trafikfly, selv om princippet er det samme.

mvh


15. apr 2009 kl 16:26

avatar

Steen Jensen

Re: Re: Stol aldrig på radar

De forefindes i bombefly (blev brugt under den anden verdenskrig og senere).
Hvis, passagerfly nærmer sig bjergrigt område, så burde en højdemåler kunne registrere dette i god tid, men det kan jo godt være, at front/næse-radaren bruges til dette.


15. apr 2009 kl 17:34

Bjørn Sune Andersen

Udmærket artikel

Der er kun et par enkelte småfejl.

...var ifølge lydoptagelser fra cockpittet uopmærksomme i mange sekunder på den kritiske situation...
Skal vi ikke få antallet af sekunder med? Piloterne gjorde intet i ca. 100 sekunder - som bestemt også er mange ...
Prøv at betragte denne filmstump (skidt med titlen og indholdet) http://www.youtube.com/watch?v...-Qjs - så lang tid var piloterne optagede af *alt muligt andet* end deres job.

Omvendt er det altså også at male med den ukritisk brede journalistiske pensel at skrive
...selv om alarmerne kimede om ørerne på dem...
Ja, der var alarmer som blev overhørt / overset / ignoreret og, ja, der var flere af dem - men billedet af skolegårdsringklokken fra folkeskolen hører ingen steder hjemme.

Men dejligt at læse
Sådan gik det imidlertid ikke i Australien, hvor piloterne opdagede højdemålerfejlen med det samme og overtog kontrollen med flyet, som landede uden problemer.
Piloternes opgave er jo netop at monitorere og korrigere et uperfekt system.

Der mangler iøvrigt mindst et par artikelhenvisninger i denne serie af fejlhypoteser:

Groft sjusk med fly-logbøger var årsag til flystyrt i Amsterdam - http://ing.dk/artikel/96856-gr...rdam

Flystyrt i Amsterdam: Sorte bokse peger mod dobbelt motorsvigt - http://ing.dk/artikel/96623-fl...igt?

Amsterdam: Mystik om motorstop på tyrkisk fly - http://ing.dk/artikel/96560-am...-fly


Bjørn


15. apr 2009 kl 19:41

Tom Emtkjær Jensen

Re: Re: Re: Stol aldrig på radar

De forefindes i bombefly (blev brugt under den anden verdenskrig og senere).
Hvis, passagerfly nærmer sig bjergrigt område, så burde en højdemåler kunne registrere dette i god tid, men det kan jo godt være, at front/næse-radaren bruges til dette.
Kan det være Doppler navigationssystemer du tænker på?

Radaren i næsen på et passagerfly er en vejrradar, og betjenes manuelt. Den er ikke en del af et terrain avoidance system.
De fleste fly har ikke systemer til at detektere rising terrain, men der findes såkaldte enhanced vision systemer, som bruger IR-sensor, eller synthetic vision systemer som vha. af en terræn/obstacle database viser omgivelserne på en skærm i cockpittet.

Her et link til Gulfstreams EVS med en IR-sensor: http://www.gulfstream.com/gulf...vs/#

Synthetic vision
http://www.aviation.com/techno...html


15. jul 2009 kl 14:35

Finn Jensen

Re: Stol aldrig på Radar

Tænk blot på hvad "Proximety Fuse" var beregnet til! Til at gøre ved selve Radar senderen. Så ja, stole på en Radio højdemåler er lavmålet.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.