Professor: Konservativ energibranche holder fast i kulkraftværker
Energirådgivning er for vigtigt til at overlade til energibranchen, som har en interesse i at bevare deres investeringer i gamle teknologier, lyder det i en doktorafhandling fra Henrik Lund, der har fundet et nyt værktøj til at vælge fremtidens energiformer.
Er vi ofre for energisektorens spindoktorer? Kan det virkelig bedst betale sig at forbedre kulkraftværker med CO2-opsugning? Hvordan sikrer samfundet, at HELE spektret af økonomisk mulige, alternative energikilder kommer til debat? (foto: Wikipedia)
Læs også
-
Københavns Energi: Fjernkøling bliver bremset af kassetænkning
-
Svækkede krav til biobenzin kan vælte milliardprojekt i Tønder
-
Regeringsrapport: Hele USA's el-forbrug kan dækkes af vindmøller
Læs mere om
Dokumentation
Energibranchen vil prøve at stå i vejen for regeringens erklærede fremtidsmål: 100 procent vedvarende energi. Det siger professor Henrik Lund, Aalborg Universitet, i en doktorafhandling på fredag 17. april 2009.
Historiske eksempler viser, at det ofte lykkes energibranchen at afspore debatten, så offentligheden for eksempel tror, det eneste rigtige er at bygge et nyt kulkraftværk. Det skyldes, at branchen har store investeringer i de eksisterende energiteknologier, som skal kasseres.
Derfor skal borgere og politikere lægge mindre vægt på rådgivning fra energibranchen og selv finde ud af, hvad der er bedst.
Et værktøj til at vurdere og sammenligne energi-valgmuligheder bedst muligt kan findes i Henrik Lunds nye teori, Choice Awareness, som han beskriver i doktorafhandlingen.
Henrik Lund fremhæver elleve cases, hvor samfundet har skudt ved siden af i forsøget på at realisere et givet energipolitisk mål. Men han viser også, at en sammenhængende, aktiv energipolitik - som i perioden frem til 2001 - kan give resultater.
Hans Choice Awareness-teori består af fire strategier, som her citeres fra afhandlingens resumé.
"Trin 1 er at sikre konkrete tekniske beskrivelser af reelle og relevante alternativer set i relation til de politiske mål. F.eks. når et kraftværksselskab foreslår at bygge et nyt kulfyret kraftværk, og politikerne skal tage stilling til, om det er en god eller en dårlig idé. Her bør politikerne sørge for at få beskrevet et eller flere alternativer. Alene eksistensen af alternativer ændrer beslutningen fra ”om kul er godt eller dårligt?” til ”hvilket alternativ er bedst?”. Trin 2 er at inddrage de politiske målsætninger systematisk i en samfundsøkonomisk vurdering af de opstillede alternativer. Som afhandlingens cases viser, er dette langt fra en selvfølge med de metoder, der typisk anvendes. Trin 3 er at identificere eventuelle barrierer og konflikter mellem, hvad der er samfundsøkonomisk ønskeligt og hvad der er selskabsøkonomisk muligt inden for den givne institutionelle opsætning, og at anvende denne viden til at foreslå konkrete virkemidler til den offentlige regulering. Trin 4 er at skabe opmærksomhed omkring den ”demokratiske infrastruktur” i form at bl.a. alle de udvalg, som producerer beslutningsgrundlaget i form af tekniske og økonomiske analyser."
En af Henrik Lunds analyser viser for eksempel, at det er bedre at bruge penge på varmepumper og el end på lagerteknologier som komprimeret luft i undergrunden eller brintlagre til brændselsceller.
Det problem løses ifølge Henrik Lund på den måde, at man først løser det mængdemæssige problem, og derpå det tidsmæssige. (se link nedenfor)
Det typiske problem er nemlig, at der ofte er elektricitetsoverskud om vinteren, når vinden blæser på vindmøllerne samtidig med, at kraftværkerne producerer varme og el. Resultatet er dårlig udnyttelse af energiressourcerne.
En anden problemstilling er valget mellem at bruge elektricitet eller biobrændstof i transportsektoren. Set fra et overordnet samfunds-energiøkonomisk synspunkt er det bedst at satse på elbiler, siger han i resuméet.






