Katastrofal fejl i gearkasse var skyld i helikopteruheld
Hovedrotoren på helikopteren Super Puma der styrtede ned i Nordsøen blev revet af, viser en ny rapport, der også afslører, at helikopteren steg 200 fod kort efter et mayday var udsendt.
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Data fra den sorte boks sammenholdt med en forklaring fra et øjenvidne viser, at hovedrotoren blev separeret fra helikopteren af mærket Super Puma, der styrtede ned i Nordsøen og kostede 16 personer livet.
Efter rotoren røg af, ramte den halepartiet, som blev slået væk, fremgår det af en rapporten udarbejdet i løbet af den seneste uge, efter at det lykkedes at bjerge helikopteren og overføre den til AAIB’s (Air Accident Investigations Branch) hovedkvarter i Farnborough i England.
Rapporten kommer knap to uger efter, at helikopteren styrtede ned i Nordsøen omkring 55 kilometer fra den skotske kyst.
Ifølge AAIB skyldes katastrofen en fejl i helikopterens hovedgearkasse, som kommissionen endnu ikke fuldt forstår.
Ingen tegn på problemer før start
Der var tale om en rutineflyvning fra Aberdeen til en boreplatform og tilbage igen.
Helikopteren var blevet inspiceret inden start fra Aberdeen, og der var kun et enkelt udestående problem, som havde med et afisningssystem at gøre.
På grund af de relativt høje temperaturer, fik helikopteren dog lov til at flyve. Den landede planmæssigt på platformen, hvor den blev fyldt med brændstof, inden den returnerede mod Aberdeen.
Steg pludseligt efter mayday
På vej hjem fløj helikopteren i en højde af 2000 fod, hvilket svarer til omkring 600 meter i klart vejr med svag vind. Alt forløb normalt, indtil flyvelederne pludselig modtog et Mayday fra besætningen.
Herefter steg helikopteren pludselig til 2200 fod, inden den styrtede i havet.
Et øjenvidne oplyser, at han så helikopteren styrte ned uden hovedrotor, men at denne ramte havet kort tid efter helikopteren.
AAI: Udfør ekstra inspektioner
Foreløbige analyser af data fra den sorte boks giver ingen umiddelbare indikationer af problemer før selve styrtet.
Ifølge AAI skal der dog mange yderligere undersøgelser til, før den færdige rapport kan udfærdiges.
I mellemtiden opfordres alle operatører af Eurocopters Super Puma AS332L2 til at udføre ekstra inspektioner.
Da AAIB kun kan anbefale de ekstra eftersyn, er European Aviation Safety Agency blevet kontaktet med henblik på at indføre et krav om de ekstra inspektioner.






