Så kald den da Colbert
Af Klaus Seiersen,
søndag 12. apr 2009 kl. 10:33
På tirsdag vil NASA navngive deres nye modul til den Internationale Rumstation. I bedste mening lod NASA folk stemme om navnet, og det udnyttede komiker og TV-vært Stephen Colbert til at opfordre alle sine fans til at stemme på navnet Colbert. Og det virkede så godt, at navnet blev en klar vinder! Men først på tirsdag afgør NASA, om de vil følge folkets krav.
Helt ærligt... selvfølgelig skal modulet da hedde Colbert. Det er jo ikke raketvidenskab, at en sådan afstemning kan manipuleres så let som ingenting, så det bør ikke komme bag på rumfartsorganisationen. Tiderner er forbi, hvor NASA's store projekter skulle udstråle perfekt seriøsitet og national stolthed, så fjenden bag Jerntæppet kunne se den vestlige verdens universelle magt.
I dag besøger turister den Internationale Rumstation, firmaer er ved at forberede de første kommercielle passagerruter i rummet, og selv et dansk projekt er et seriøst bud på privat, bemandet rumfart.
Colbert har lavet værdifuld PR for den amerikanske rumfartsindustri, og hans mediestunt har bare gjort rumfart mere folkelig. Og det er netop den rigtige vej her i det 21. århundrede!