Dansk forsker slår fast: Færinge får Parkinson af at spise grindehvaler
Dansk forsker påviser nu i ph.d.-afhandling, at der er en klar statistisk større chance for at rammes af Parkinson, hvis man spiser kød fra grindehvaler.
Færingerne bør droppe at spise grindehvaler. Spisning af hvalkød kan nemlig give øget risiko for Parkinson, fastslår dansk forskning. (Foto: Wikimedia)
Læs mere om
De bør nok endnu engang overveje at droppe hvalbøfferne på Færøerne. For hvad der har verseret som et rygte igennem flere årtier, ser nu ud til at være blevet videnskabeligt dokumenteret i en dansk ph.d.-afhandling.
For spiser du kød fra grindehvaler, har du en statistisk større chance for at blive ramt af Parkinsons sygdom.
Forfatteren bag afhandlingen, Maria Skallum Petersen, har således sammenlignet blod- og hårprøver fra 79 færøske Parkinson-patienter med en større kontrolgruppe og derefter interviewet respondenterne om blandt andet deres kostvaner.
»Vi kunne se, at personer med Parkinsons sygdom generelt havde spist mere grind end de kontrolpersoner, som vi havde inddraget i undersøgelsen. Så selvom vi ikke kan dokumentere en kausal sammenhæng mellem de forurenende stoffer og sygdommen, viser undersøgelsen, at et øget indtag af hvalkød og –spæk er klart statistisk relateret til en øget forekomst af Parkinsons sygdom,« siger Maria Skallum Petersen til Forsknings-og Innovationsstyrelsens blad Polarfronten.
Hvalerne spreder farlige stoffer til mennesker
Men selv om Parkinsons sygdom kommer via hvalkødet, er mennesket selv med til at skabe problemet.
For farlige stoffer som methylkviksølv og POP’er – persistente organiske forbindelser - ledes ud i havet takket være menneskehedens forurening. Disse farlige stoffer transporteres så hele vejen op igennem den maritime fødekæde og op til blandt andet hvalerne, som især i de polare områder bliver betragtet som en stor delikatesse.
Det er herfra, at stofferne, som mistænkes for at nedsætte dopamin-niveauet i hjernen ligesom Parkinson, kan havne i menneskekroppen.
Den uheldige forbindelse mellem grindehvaler og Parkinson blev især genstand for stor opmærksomhed, da en undersøgelse tilbage i 1995 påviste, at antallet af Parkinson-tilfælde var dobbelt så højt på Færøerne som i Danmark og flere andre lande.
Afhandlingen er udarbejdet i et samarbejde mellem Forskningsenheden for Miljømedicin på Syddansk Universitet og Afdeling for Arbejdsmedicin og Folkesundhed hos det færøske sygehusvæsen.






