Byråd kæmper indædt mod gigantisk gaslager under Tønder
Tønders byråd kæmper for at slippe for et kommende gigantlager af gas nede under byen. Men der er brug for lageret - Folketingets politikere vil ikke være alt for afhængige af gassen fra Rusland eller Mellemøsten.
Dokumentation
Tønder Kommunes gamle mareridt - et 700.000 kubikmeter gaslager, anlagt i undergrunden dybt nede under byen - er dukket op igen som en ond ånd fra fortiden.
For 12 år siden måtte Dong lægge planerne om det store gaslager i Tønder på hylden, på grund af den massive modstand i Tønders befolkning og blandt de lokale politikere.
En fornyet ansøgning fra Dansk Gaslager ApS og engelske Star Energy er nu igen blevet mødt med en kontant afvisning fra Tønder Kommune. (se link nedenfor)
»Tønder Kommune stiller sig uforstående over for de fortsatte henvendelser om et naturgaslager ved Tønder. Det er klart blevet tilkendegivet fra kommunens side, at man ikke har noget ønske om et naturgaslager,« skriver borgmester Vagn T. Pedersen til Energistyrelsen.
Imidlertid er Tønders undergrund et meget velegnet sted, rent geologisk. Ifølge Regionplan 2005 er der reserveret et areal i Tønder til et stort gasanlæg og for at dæmpe Tønder-borgernes nervøsitet ved risikoen for udslip og eksplosionsulykker, er arealreservationen flyttet uden for byen.
Det betyder kun, at gasledningerne til undergrunden skal bores skråt ned, for gassen skal pumpes ind under byen, hvor undergrundslagene er bedst.
Tønder Kommune er dog ikke til sinds at give sig uden sværdslag.
»Det er Tønder Kommunes opfattelse, at der ikke pt. er nogen arealreservation, da arealreservationen er afgrænset til en ti-årig periode, som er udløbet,« fortsætter borgmesteren.
Men hvor meget denne holdbarhedsdato betyder i virkelighedens verden, er kommunen tilsyneladende selv kommet i tvivl om. I hvert fald søgte kommunen i 2008 Energistyrelsen om definitivt at få arealreservationen ophævet.
Tønder-borgere frygter en gaseksplosion
Borgmesteren bruger sin lokalbefolknings angst for store gasulykker som argumentation. En tidligere udført VVM-undersøgelse har vist, at folk ikke vil flytte til et område, hvor der er en øget risiko.
»Tønder Kommune er et yderområde, hvor der er problemer med bosætning. Fraflytningstakten er dobbelt så stor i yderområder kontra fraflytningen i det øvrige Danmark. Der er ligeledes problemer med at fastholde erhvervsudviklingen. Tønder Kommune har et vigende antal arbejdspladser, og det er væsentligt, at denne udvikling ikke forstærkes,« skriver han.
Men der er store penge i at eje et gaslager, for markedsprisen fra sommer- til vintersæson svinger betydeligt. Og der er energistrategiske interesser, som gør gaslagre til en statslig og politisk interessesfære.
Etableringen af naturgasnettet blev besluttet i Folketinget i 1979 efter indtryk af oliekrisen i 1973/74, som blev iværksat af et mellemøstligt oliekartel til stor skade for de vestlige lande.
Siden har naturgassen udviklet sig til en god forretning for Danmark. En væsentlig del af det danske energiforbrug dækkes nu af dansk gas fra Nordsøen, og en tilsvarende mængde energi eksporteres til udlandet.
Snart skal Danmark importere naturgas
Men gasproduktionen i Nordsøen holder ikke evigt. Ifølge Energistyrelsen har den danske gasproduktion toppet for nylig, og eksporten ventes at gå på nul i 2016, hvor produktionen kun rækker til det nuværende, danske gasforbrug. (se link nedenfor)
Efter 2016 skal Danmark til at importere gas fra udlandet, hvis der ikke snart findes nye kilder i Nordsøen. På samme måde er det i resten af Europa, som har 95 millioner brugere af naturgas.
Det meste af forbruget af gas går til privat opvarmning og til erhvervslivet. 21 procent bruges i kraftværker, hvor naturgassen gradvist afløser kul og olie som en renere, men ikke CO2-neutral energikilde.
De store eksportører af naturgas er Rusland, Algeriet og Libyen, skriver Naturgasfakta.dk.
Russisk gasledning skal føres igennem Danmark
To store gasledninger igennem Danmark er ved at blive bygget for at forsyne det europæiske marked. De skal være klar i henholdsvis 2011 og 2013.
Den ene, Skanled, ejes blandt andet af danske Energinet.dk, som har pligt til at forsyne Danmark med energi. Skanled skal løbe fra Kårstø i Norge, gennem området ved Frederikshavn og ned til det eksisterende underjordiske naturgaslager ved Lille Thorup i Midtjylland, som skal udvides med 1,5 milliard kubikmeter.
Den anden, Nord Stream, som skal ned gennem dansk farvand i Østersøen, tilhører hovedsageligt russiske Gazprom, og den skal hvert år lede 55 milliarder kubikmeter gas videre gennem Tyskland til Europa.
Folketingspolitiker og energi/miljøpolitisk ordfører Per Ørum Jørgensen (K), fortæller, at beslutningen om det sønderjyske gaslager i Tønder ikke er truffet endnu. Den bliver formentlig truffet i Energipolitisk Kreds, som består af alle partier minus Enhedslisten.
»Vi vil høre alle parters argumenter, før beslutningen bliver truffet. Men vi har jo en forpligtelse til at sikre en stabil energiforsyning - også til vores børn og børnebørn. På trods af energibesparelser og vedvarende energi vil der fortsat være brug for fossile brændsler. Vi skal gøre alt, hvad der står i vores magt for at undgå at komme i kløerne på Rusland, som er kendt for at bruge gassen som et politisk værktøj - eller regimer i Mellemøsten,« siger han.
Et eventuelt gaslager i Tønder vil derfor indgå i den samlede strategi, som skal sikre Danmarks forsyningssikkerhed med fossile brændsler.





