Dansk geofysiker: Advarsler om jordskælv var et tilfælde
Det havde været useriøst, hvis de italienske myndigheder havde reageret på en advarsel fra en seismolog forud for jordskælvet i Italien. Det siger geofysiker Niels Balling i et svar til Ingeniørens læsere.
Læs også
Man kan ikke forudsige jordskælv, og det var et rent tilfælde, at en italiensk videnskabsmand og seismolog, Gioacchino Giuliani, forudsagde en katastrofe i den jordskælvsramte by, L'Aquila.
Sådan lød et af svarene fra lektor i geofysik Niels Balling, da han svarede på spørgsmål fra Ingeniørens læsere direkte på ing.dk.
Ifølge ham ligger det i det hele taget langt ude i fremtiden, at videnskaben kommer tæt på at kunne forudsige jordskælv, selv om der forskes meget i at måle bevægelse, spændinger, variation i tyngdefelt, magnetfelt og elektriske strømme.
Læs alle spørgsmål samt Niels Ballings svar herunder.
Det er ikke længere muligt at stille spørgsmål til Niels Balling
Daniel Bergsagel
Hvordan forudser man jordskælv og hvor sikkert kan det gøres? Det har været fremme at en italiensk videnskabsmand længe har advaret mod et stort skælv, men at hans advarsler ikke blev taget alvorligt.
Niels Balling
Man kan faktisk ikke forudsige jordskælv; ikke som man f.eks laver vejrudsigter. Det er kun muligt at lave statistiske vurderinger om risiko for jordskælv over en given længere tid i et giver område. Det gøres ud fra historisk og geologisk erfaringsmateriale.
At forsøge meget konkret at forudsige et jordskælv må vurderes som useriøst.
Thomas Hansen
Kan noget lignende ske i Danmark?
Niels Balling
Det er helt usandsynligt, at vi vil kunne få et så stort jordskælv, da Danmark ikke ligger i de zoner, hvor Jordens tektoniske plader støder sammen eller bevæger sig væk fra hinanden.
Det jordskælv der i december sidste år udløstes under Skåne og tyligt kunne mærkes i København var på ca. 4 på Richter skalaen, og 4 til 5 er omkring det største, vi vil forvente her.
Klaus Andersen
Hvad kan du sige om udviklingen inden for jordskælv. Er der flere eller færre nu end tidligere og hvordan ser trenden ud? Og hvad betinger denne udvikling?
Niels Balling
Der er hverken færre eller flere end tidligere. Evt. udsving må siges at være tilfældige. Der er heller ikke noget i årsagerne til jordskælv, der skulle betinge en variation.
Marie Brogaard
Hvorfor har jordskælv forskellig styrke?
Har det noget at gøre med, hvor meget fart kontinentpladerne har på, når de rammer hinanden – eller som i tilfældet i Italien, når mikropladerne glider fra hinanden?
Niels Balling
Jo større hastighed på pladerne jo hurtigere og nemmere kan der opbygges meget store spændinger, som giver større risiko for store jordskælv. Friktion og styrken i de geologiske materialer betyder også noget.
Morten K. Thomsen
Hvad er det, der gør, at kloden Jorden har bevægelse i de tektoniske plader, når fx månen ikke har tilsvarende seismisk aktivitet?
Niels Balling
Det hænger sammen med Jordens størrelse og temperaturforhold. Tykkelsen af pladerne er bestemt i meget høj grad af temperaturen. Tykkelsen kan variere fra ca. 50 km til ca. 200 km og bunden af pladerne har en temperatur på omkring 1300 grader C. Månen og planeterne har andre temperaturforhold, som ikke tilsvarende betinger pladebevægelse, det vi kalder pladetektonik.
Daniel Bergsagel
Hej Niels
Tak for dit svar (det første svar). Vil det sige at du mener at det var berettiget at afvise den italienske seismolog, Gioacchino Giuliani, der advarede mod jordskælv allerede i januar da han mærkede de første rystelser, som der står i en tidligere artikel på Ingeniørens webside?
Niels Balling
Ja, det mener jeg. Der er altid nogen, der forsøger, men det er endnu ikke sket på solid fagligt grund. Der findes ikke eksempler på at nogen har kunnet forudsige et jordskælv på fagligt grundlag.
Casper Thomsen
Man hører tit om risikoen for jordskælv på den amerikanske vestkyst, hvor Los Angeles og San Francisco er i farezonen. Hvor stor er den reelle risiko her, og hvad gøres der i dag som eventuel forebyggelse?
Niels Balling
Ja, der absolut er en reel risiko. Der er her meget skrappe krav til opførelsen alle bygninger, så det minimerer skader. Der er svært at gøre meget andet.
Ahrend Küseler
Månens - og tildels også solens gravitationelle kræfter forårsager jo ebbe og flod (og "springflod"). Kan det ikke tænkes, at de samme kræfter "trækker" i jordskorpen og derved udløser spændinger med skælv til følge? Mange af de store jordskælv er jo netop forkommet omkring ny- eller fuldmåne?
Niels Balling
Ja Månen og Solen trækker i Jorden og det giver også både bevægelse og spændinger, men det er i meget lille skala. Jeg mener ikke der er fundet sammenhæng med større jordskælv.
Mette Buck Jensen
Hvor langt er vi fra at kunne forudsige jordskælv med stor sikkerhed?
Niels Balling
Der forskes meget i det. Man måler bevægelse, spændinger, variation i tyngdefelt, magnetfelt og elektriske strømme mm. Det er et meget komplekst system, og vurderingen er nok, at det aldrig bliver muligt med stor sikkerhed, men måske en gang med en lavere grad af sikkerhed, og det ligger nok ret så langt ude i fremtiden.
Thomas Djursing
Vi har hørt meget om tsunami-varslingssystemer i medierne, hvilket giver god mening, fordi man naturligvis må kunne forudsige udbredelsen af et jordskælv fra dets epicenter. Men er det teknisk muligt at forudsige et jordskælv i god nok tid? eller tror du vi engang i fremtiden vil være i stand til at lave en sådan forudsigelse?
Niels Balling
Grunden til at man kan lave tsunami-varsling, er at der går en vis tid fra at et jordskælv finder sted under havbunden eller i et kystområde og sætter "havbølgen" i gang, og til at bølgen rammer et givet område. Den tid kan udnyttes.
Der er, som jeg har svaret på andre spørgsmål, ikke i dag sikre metodet til at forudsige jordskælv, og det er meget usikker, om det er muligt at nå frem til sådanne metoder, men der forskes ihærdigt i det.
Jeanett Hansen
Hvorfor er det usædvanligt at jordskælvet skyldes at pladerne rykker sig fra hinanden i stedet at kollidere?
Med hvor stor nøjagtighed kan man forudsige tidspunkt og størrelse for jordskælv?
Niels Balling
De fleste jordskælv forekommer hvor pladerne støder sammen. Det er mere sjældet at vi har de særlig forhold på land, at pladerne bevæger sig fra hinanden
Mette Buck Jensen
Så det var rent tilfældigt, at den italienske seismolog Gioacchino Giuliani advarede om jordskælv, lige da der kom et?
Niels Balling
Ja, det er min klare vurdering.
Steen Qvist
Jeg opholder mig på en græsk Ø Astypalaia hver sommer i 4-5 uger. Vi liger vist lige på den farlige linie og har flere gange haft jordskælv tæt på uden at vi fik problemer. Hvilke forholdregler kan man tage overfor jordskælv.Huse bygges i dag med kolonner støbt ned på klippegrund. Er der hjemmesider med varsler ajourført og bør man overveje styrthjelm hvis man opholder sig i område med varsel eller er det ligegyldigt i den store sammenhæng.
Niels Balling
Der er vist ikke så meget andet at gøre end at gøre op med sig selv om man vil løbe en evt. minimal risiko.
Man kan jo undgå de bygninger, hvor der er størst risiko for sammenstyrtning.
Risikoen er nok altid mindre end ved at køre i bil i almindelig trafik.
Jørgen Cederberg
Med hvilken hastighed bevæger pladerne sig, og har man et estimat af deres masse?
Niels Balling
Pladerne bevæger sig med hastigheder på typisk mellem 1 og 10 cm/år; nogle lidt hurtigere. Masserne kan beregnes ud fra tykkelserne på pladerne, der ofte er omkring 100 km og de er jo enorme.
Sara Rosendal
Hvorfor er det så svært at forudsige jordskælv?
Niels Balling
Det er et meget komplekst system, og det foregår jo inde i Jorden ofte i dybder på 10 til 30 km eller mere. Her er kan man ikke måle direkte, så alt skal måles omkring jordoverfladen. Tænk på et eksperiment. Bøj en kvist indtil den knækker. Det er noget lignende, der sker i Jorden. Spændinger udløser et brud. Det er ikke muligt at sige med sikkerhed hvornår brudet sker.
Julian Henlov
Kan man i det hele taget tage andre forholdsregler end at evakuere alle folk fra det område, man mener, bliver berørt af et kommende jordskælv?
Niels Balling
Med tsunamier er det muligt at varsle og evakuere når jordskælvet er kendt. Med jordskælv er det desvære ikke muligt, som det fremgår af andre svar.
Mette Buck Jensen
Hvorfor kommer der efterskælv?
Er højden på området blevet ændret? Er det sunket sammen?
Har jordskælvsaktiviteten betydning for vulkansk aktivitet i området?
Niels Balling
Efterskælv skyldes enten at der fortsat sker spændingsudløsning eller der er opbygget nye spændinger fra jordskælvet, som så udløses.






