blogs kategori-billede

Rigtige ingeniører - og hvad de kan nå på et år

Af Rolf Ask Clausen,  tirsdag 07. apr 2009 kl. 09:09

Hiv en ung ingeniør ind fra gaden og bed ham bygge et rekordfly på et år. Send ham derefter til Indien for at bygge en bro.

De, der har læst Herges tegneserier om Mads, Mette og Sjoko, vil vide hvem der tænkes på her. (Herge er mere kendt som skaberen af Tintin). Har man læst historierne, kender man også Mads og Mettes far, som hedder Jacques Legrand og er ingeniør.

Han ser typisk sådan her ud:



Jacques Legrand er en sand polytekniker, som skifter smidigt mellem statik til brobygning og aerodynamik. Stratonef-flyet i bindene om Mr. Pumps testamente er i øvrigt tydeligt inspireret af det franske rekordfly Caudron C-460. Du kan også læse om flyet på den engelske wiki.

Men hvad Herge-læsere måske ikke tænker over, er hvor utroligt tæt på virkeligheden Jacques Legrand ligger.

Se for eksempel ham her:



Hans navn er André Lefebvre. Og han blev i marts 1933 hevet ind fra gaden hos bilproducenten Citroën og fik til opgave på et år at konstruere en helt ny bil med forhjulstræk, selvbærende karosseri, hydrauliske bremser osv. osv.. En model, som undertegnede er ret optaget af pt. Modellen kom til at hedde Traction Avant.

André Lefebvre havde sine erfaringer med fra en mindre bilproducent, Voisin. Og så gik han i øvrigt fordomsfrit til opgaven. Efter Traction Avant konstruerede han de fra bl.a. Olsen Banden kendte politisalatfade (Citroën HY) med rillede sider inspireret af den tyske flyproducent Juncker. Desuden lavede han 2CV og for at det ikke skal være løgn; Citroën DS. Citroën har aldrig siden haft højere innovationsniveau.

I øvrigt er der en biografi på vej om ham

Det scoreboard for et ingeniørliv er der sgu da stil over, André Lefebvre er en rigtig ingeniørhelt.

Hvor er de nulevende paralleller?



07. apr 2009 kl 09:52

John Andersen

Forskellen i forhold til i dag er

I dag skal man have bygget en ny model før man kan blive ansat.


07. apr 2009 kl 13:57

avatar

Michael Schade

Hvor er de nulevende paralleller?

På dagpenge!

Husk på at for at få job idag skal du først igennem den ene test efter den anden, samt minimum 3 samtaler hvor der blandt andet sidder repræsentanter fra HR (personaleafdelingen). Skulle du så være så god/heldig at score godt i alle testene, så vil HR i sidste ende gå ind og finde en hvilken som helst underlødig grund til at du alligevel ikke skal ansættes, det kan være at man ikke er mainstream nok, at man kører den forkerte bil, har den forkerte frisure eller lignende.
Derfor vil kreative mennesker som din konstruktør ikke få job den dag i dag (han har jo det stk. hår der hænger ned foran).


08. apr 2009 kl 06:33

Rasmus Nielsen

Nulevende paralleller

Det er nok svært at finde nulevende paralleller. Dels fordi enkeltpersoners rolle ikke er tydelig på samme måde i dag og dels fordi styring og kontrol prioriteres højere end kreativitet.

I dag skal det på forhånd godtgøres præcis hvad der kommer ud af indsatsen og hvornår man er færdig. Hver uge skal det rapporteres hvor mange procent af de på forhånd fastlagte delmål man har nået. Er fremdriften ikke tilfredsstillende skal det forklares, og tidsplanen skal reevalueres. Derudover er mange tvunget til at benytte firmaets standardværktøjer, der er nøje udvalgt af en ikke-teknisk gruppe under den centrale administration.

Alt dette dræber kreativitet og effektivitet.

I den sammenhæng er Peter Madsen og Kristian v. Bengtsons rumfartsprojekt interessant fordi det fjerner så meget af det kedelige administrative arbejde som muligt. Så vidt jeg har forstået yder hver person noget unikt og der er plads til at være kreativ indenfor sit område. Det skaber begejstring og arbejdsglæde og dermed endnu mere kreativitet. Problemet for de fleste mennesker er, at den personlige økonomi ikke løber rundt i den organisationsform.

Forhåbentlig kan projektet åbne større virksomheders øjne for hvor stor en gensidig gevinst der ligger i at give ingeniører friere tøjler.


08. apr 2009 kl 07:14

Claus Vind

Egne penge - eller andres ?

Nutidige paralleller? Dyson, med støvsugeren, Stelios Haji-Ioannou, med lavpris-rutefly (han er ikke ingeniør, men innovation er ikke et monopol for ingeniører), Starbucks etc. Steve Jobs er vel også en slags eksempel?

I stor stil har de været selv-financierende og kunnet satse selv (tilsvarende for de gamle innovatorer, enten var de rige eller havde mæcener). I en moderne økonomi ender det i bureakrati og bankrådgiversnak. Danmark har jo heller ikke et venture-kapital marked som f.eks. Silicon Valley.

Der er også større ansvarlighed (og det er vel ikke så galt?): Mange mennesker kom til skade eller blev dræbt i flyvningens barndom, det var ofte designeren selv, men også andre. Tilsvarende med dampmaskinen osv.

Teknologi trækker i to retninger: Det er blevet meget nemmere at indspille og distribuere (på nettet) et musiknummer som MP3 eller video i studiekvalitet fordi den øgede integration har sænket prisen på den slags udstyr (godt for innovation på kulturfronten!)- og integrationen hæver indgangstærsklen for den 'lille mand', der vil konkurrere med en etableret udstyrsfabrikant.

Verden er også blevet mere kompliceret: Jeg kan huske da man kunne udvikle en plausibel kommerciel kvalitet (analog) mobilradio, hjemme på køkkenbordet ene mand. I dag er der formodentlig ikke nogen som dækker over alle discipliner nødvendige for at udvikle en GSM-radio.

Venlig hilsen

Claus


08. apr 2009 kl 09:06

avatar

Rolf Ask Clausen

Kreative rammer for ingeniører

Tak for fire utrolig gode svar, som viser at det her en meget væsentlig problemstilling, som rækker langt ud over gamle bilmodeller.

Claus' argument om den stigende teknologiske kompleksitet er godt.

Forholdet mellem rammer og kreativitet er også interessant og sammenligningen med Peter Madsens raketprojekt er spændende.

I Citroën-eksemplet herover er der tre direktører involveret i tidsperioden.

Alle tre har udstukket overordnede rammer til deres ingeniører som: "Forhjulstræk, fire personer, komfort, sikkerhed, 100 km/h og 10 km/liter" (Traction Avant) eller "En paraply på hjul. Plads til to bønder og 50 kg kartofler, 60 km/h, komfort selv på dårlige veje, 33 km/liter og max pris 1/3 af standardmodellerne" (2CV).

Det forekommer mig at være nøjagtig den form for rammer, der skal til for at tænde ingeniører. Kan I bekræfte det?


08. apr 2009 kl 09:22

avatar

Michael Deichmann

Re: Kreative rammer for ingeniører

Det forekommer mig at være nøjagtig den form for rammer, der skal til for at tænde ingeniører. Kan I bekræfte det?
Ja!
Vi er ingeniører - ikke tegnestuetegnere!
Lad mig bidrage lidt med at fremhæve den virksomhed jeg selv arbejder i - IBM. IBM er nok, bl.a via "frafaldne" kendt og berygtet for sit interne bureakrati. Ikke desto mindre har man meget fokus på innovation og entreprenørskab. Det viser sig i mange facetter og det er ikke noget man er kommet nemt til.
I dagligdagen er der ikke plads til innovation, og er man beskæftiget med egentlig drift som jeg er, er hverken (ukontrolleret) innovation eller entreprenørskab ønsket. Daglig drift er gentaget rutine hvorfor man jo også søger at automatisere så meget som muligt (og så flytte resten til de varme lande :-).
Til trods herfor har man en gigantisk sandkasse etableret, hvor ideer opsamles og serverkraft stilles til rådighed. Ideerne vurderes - bl.a. ved i hvor høj grad de tiltrækker sig opmærksomhed og bruges af de 300.000 IBM'ere WW. De bedste af disse ender faktisk med dels at blive flyttet fra sandkassen til egentlig intern drift og tillige som program produkter. Et eksempel som lige falder mig for er Lotus Sametime, der startede som ren kult og inden den omtalte sandkasse var etableret. Idag har Sametime vel 100.000 interne brugere og er et program produkt der kan købes (Sametime er socialt software til chat og intern telefoni). Og jeg tror faktisk at det er en enkelt fyr der fik den oprindelige ide og kodede den første spæde version som sikkert kørte på en eller anden gammel server man havde stående.
Vilkårene her er dog lidt de samme som ude i samfundet. Den tid du bruger her er nok ikke - i hvert fald i starten - arbejdstid. Det er din egen tid du investerer. Til gengæld mener jeg at der er mulighed for endda ret solide awards, hvis det fænger an. Så førstepladsen i antallet af anmeldte og bevilgede patenter kommer altså ikke ud af ingenting.


08. apr 2009 kl 09:30

Claus Vind

Re: Kreative rammer for ingeniører

Rolf,

jo, det er jo en kvalitet hvis ledelsen kan/tør/vil lave en klar ramme - og så blive usynlig (God ledelse er, også, ikke at gå i vejen !). Sådan er det sjældent.

Et problem er at mange mellemledere i dag ikke er specielt velkvalificerede fagligt (de kan godt være gode til andet!). Måske en konsekvens af specialiseringen.

Da jeg startede som ingeniør (hos Rovsing) var min umiddelbare chef i stand til at yde et kvalificeret modspil til - og påskønne - mine ideer. Med en mere eller mindre generisk mellemlederstand kommer det hurtigt til at halte. (At der så var alt for mange udviklingsfolk - og alt for få produktionsfolk- i Rovsings ledelse er en anden historie. De innovative produkter blev ofte ikke designet og produceret korrekt mht pålidelighed og økonomi).

Venlig hilsen

Claus


08. apr 2009 kl 09:48

Claus Vind

Marketing Woodoo

Michaels indlæg krydsede mit, men han påpeger en ting, som er vigtig: Rigtig mange successfulde produkter starter ud fra designerens eget behov - ikke en eller anden markedsundersøgelse.

Ofte mener en 'rationel' ledelse at den skal 'begrunde' sin produkt-udvikling ifht. hvad markedet kender. Meget marketing (ikke alt!) er woodoo - B&Os marketing afdeling afviste, efter sigende, tangential-arms pladespilleren som usælgelig.

Jeg er selv bekendt med en større dansk virksomhed (ingen grund til at nævne navne) som gik ud og spurgte den lokale danske Specialist inden for området og kom hjem med en alenlang 'must have' featureliste. Efter et par års hårdt arbejde havde man nu Produktet-Som-Kan-Alt, som ingen - heller ikke Specialisten - købte. Han købte nemlig et produkt med langt færre features. Da man, efter at have sundet sig, spurgte ind til det, var svaret: "Åh, men det andet er så meget simplere at betjene".

Jeg tror det er vigtigt at ALLE produktudviklere, HW/SW/Mekanik osv, har et mindstemål af 'domæne-kendskab', så en eller anden form for proportionssans bevares. Desværre kan det godt knibe!

Desuden vil folk, når de bliver spurgt, svare med udgangspunkt i de produkter de kender - så forvent ikke innovation fra markedet. Det skal man selv turde gøre.

Venlig hilsen

Claus


12. apr 2009 kl 12:25

avatar

Niels P Sønderskov

Tiderne skifter

Man kan ikke se bort fra at det også er blevet lidt sværere. Hvis vi tager bilen som eksempel og Citroëns Traction Avant, så er der jo snart ikke så mange flere muligheder på den firehjulede; baghjul, forhjul, fire-hjul... diagonaltræk går vist ikke.

Opfindsomheden er jo knyttet til en speciel periode med industrisamfundet og en fantastisk eksplosion i forhold til det gamle samfund, hvor teknologien stort set var hvad den altid havde været. På alle felter er det blevet 100 gange sværere at finde på noget nyttigt. Bare tænk på den med udgangspunkt i dit eget behov. Hvad kunne du lige tænke dig, som du ikke kan finde på markedet i dag?

Det er formentlig også forklaringen på at der skal holdindsats til og at der går længere og længere imellem de lysende indfald fra eneren.

Desværre for ingeniørerne er innovationen også i høj grad flyttet til samfundsforskning og humanister i takt med overgangen til den næste æra.


12. apr 2009 kl 16:10

axel schmidt

Glem ikke!!!

Glem ikke, at man godt kan få en god ide, selv om man ikke er ingeniør!


14. apr 2009 kl 20:23

Rasmus Jensen

Ja jeg kan godt finde nogle behov der ikke er opfyldt

Jeg tror faktisk ikke at man skal være så bange for at innovation på bilen er død, jeg ser faktisk at vi stå for et snarligt skifte i bilteknologi.
Der er så meget der skummer for tiden. Hybrid bilen kom for et par år siden, og var bestemt et brud med den gængse opfattelse af hvad der kræves af en bil. Og diesel bilen kom også, og gav helt nye krav til hvad en langturs bil tilbyder.
Dette er måske ikke så pludselige ændringer, end dem vi har set tidligere, men de er markante af ligevel. Det næste er sikkert batteri biler med en sekundær forbrændingsmotor og senere rene batteribiler og biller der køre på biobrændsler. Det er da en ret markant omvældtning fra at de eneste brændsel var benzin.
Men hvorfor kommer omvældtningerne så ikke så pludselige mere, det har meget at gøre med at biler er langt mere blevet stor forretninger. Og her er en fejlslagen teknologi lig med millarder ud af vinduet, til ersatninger eller opdateringer. Toyota har da helt klart teknologien for plugin bilen, som sikkert virker perfekt i langt de fleste tilfælde, men vil også sikre sig at den også holder i alle de forskellige tilfælde der kunne tinges at opstå, og så i bilens efterår.
Man ville jo nødig have in bil med et lupo 3L rygte. for bare nogle problem biler, giver et meget dårligt rygte.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Debatterede
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.