Oversvømmelse udsætter astronauters hjemtur
Rumturisten Charles Simonyi får et ekstra døgn i rummet, da forårsoversvømmelser har gjort det planlagte landingssted på de kasakhstanske stepper ubrugelige.
Rumturisten Charles Simonyi (th.) poserer sammen med astronauterne Michael Barratt (tv.) og Koichi Wakatai i Zvezda-servicemodulet på den internationale rumstation. (Foto: Nasa)
Læs også
-
Rumturist med danske forbindelser tager på anden tur i rummet
-
Gang i rumstationen: Solpaneler foldes ud og blikkenslageren knokler
-
Flagermus klamrede sig til rumfærgens hovedtank under affyring
Læs mere om
En oversvømmelse på stepperne i Kasakhstan har udsat hjemkomsten for den internationale rumstations 18. permanente besætning og rumturisten Charles Simonyi. Dermed kan milliardæren, der forlod kloden 26. marts, glæde sig over at få en ekstra dag i rummet uden beregning.
Den russiske rumfartsorganisation Roskosmos oplyser, at landingen af Soyuz TMA13-fartøjet er udsat til onsdag den 8. april omkring kl. 9:15 dansk tid og samtidig flyttet 290 kilometer længere mod sydøst i Kasakhstan, til nordøst for Dzhezkazan.
Ifølge nyhedsbureauet RIA Novosti, er det sædvanlige landingssted nordøst for Arkalyk på de kasakhstanske stepper gjort ubrugelige af forårsoversvømmelser. Det blev inspiceret af specialister midt i marts og forkastet, bl.a. fordi der var så vådt, at deres helikopter havde problemer med at lette. Den hang simpelt hen fast i mudderet.
Afgang onsdag morgen
Astronauterne Michael Fincke, Nasa, og russeren Juri Lonchakov er blevet afløst på rumstationen af dens nye 19. besætning, der består af den russiske rumstationskaptajn Gennady Padalka og Nasa-astronauten Michael Barratt. De blev opsendt og tilkoblet til rumstationen den 28. marts sammen med Charles Simonyi og skal forblive på rumstationen i seks måneder sammen med japaneren Kochi Wakata.
Hvis alt forløber efter planen skal Mike Fincke, Juri Lonchakov og Charles Simonyi sige farvel til rumstationens 19. besætning om aftenen tirsdag den 7. april. Senere på natten vil lugen til Soyuz TMA13-fartøjet blive lukket. Tidligt på morgenen den 8. april bliver Souyz-fartøjet frakoblet rumstationens Zarya-modul og begynder turen tilbage til Jorden.
Ved landingen vil Mike Fincke have tilbragt sammenlagt 366 dage i rummet under to ophold på rumstationen, mens Juri Lonchakov vil have været i rummet i 178 dage og Charles Simonyi 27 dage under sine to ophold som rumturist på rumstationen.
Måske sidste turist i rummet
Den 60-årige Charles Simonyi er den første rumturist, der har købt to ture i rummet. Billetten til denne anden tur har stået ham i over 210 millioner kroner.
Charles Simonyis besøg var oprindelig annonceret som det sidste for en turist på rumstationen, men ifølge russiske kilder kan der måske blive endnu en plads til september. Det er dog endnu ikke klart, om russerne vælger at fylde sædet med en af deres egne astronauter eller sælge det til en rumturist gennem det private firma Space Adventures.
Den eneste kendte turist som skulle være klar til en opsendelsen er Charles Simonyis backup, journalisten Esther Dyson.





