Mikrokraftvarmeværk skal erstatte dit naturgasfyr om fem år
En ny type højtemperatur-brændselsceller udviklet specielt til husstandsbehov skal bane vejen for flere mikrokraftvarmeværker i private hjem. De skal erstatte de CO2-fjendske naturgasfyr.
Erstat dit naturgasanlæg med et særligt mikrokrafvarmeværk. Højtemperatur-brændselsceller udviklet specielt til husstandsbehov skal bane vejen for mikrokraft-varmeværkerne i private hjem.
Læs også
Om fem år skal det være slut med forældede naturgasfyr i danske hjem. I stedet skal hver husstand udstyres med sit eget private mikrokraftværk, der skal levere både el og varme til husstanden via brændselsceller.
Det er de forhåbninger, der knytter sig til et 33 millioner kroner dyrt forskningsprojekt, som skydes i gang i dag. Bag projektet står Energinet.dk og et konsortium bestående af blandt andre IRD Fuel Cells og DTU Kemi, og de skal i løbet af de næste fire år udvikle en ny type højtemperatur PEM-brændselsceller.
Brændslet skal stadig være naturgas, men ifølge forskningschef Kim Behnke fra Energinet.dk er mikrokraftvarmeværkerne en langt bedre løsning for såvel forbruger som miljø:
»I stedet for kun at bruge naturgas til at producere varme ved lav virkningsgrad, får vi både el og varme ved høj virkningsgrad,« siger Kim Behnke om den umiddelbare gevinst ved de private kraftværk, som omtrent vil være på størrelse med et gennemsnitligt køleskab.
Samtidig giver kraftværkerne også mulighed for at lagre vindmøllestrøm som brint. Brinten kan så igen bruges ved senere lejlighed i mikrokraftvarmeanlægget til at producere varme og strøm til boligen, når det ikke blæser.
Dermed slipper husstanden, ifølge Kim Behnke, for at være afhængig af back-up strøm fra kulkraftværker.
Skal arbejde ved 120-200 grader
Brændselscellerne skal arbejde ved omkring 120-200 grader, hvilket ifølge Kim Behnke er den optimale temperatur til ”husbehov”. Traditionelle SOFC-brændselsceller (Solid Oxide Fuel Cells) arbejder nemlig ved 700-800 grader, hvilket man ikke får meget glæde af hjemme i bryggerset.
Omvendt duer lavtemperatur brændselsceller heller ikke – dels kan brændslet så kun være brint, dels har de en begrænset levetid på kun 4000 timer.
Hvor lang en levetid de nye PEM-brændselsceller får, tør Kim Behnke endnu ikke spå om. Kun at levetiden bliver ’markant længere’, fordi cellernes membran vil slides langsommere op.
Kan ikke konkurrere med varmepumper
Ideen om individuelle kraftværk rundt omkring i de danske hjem modtages dog langt fra med kyshånd af adjunkt i energiplanlægning ved Aalborg Universitet, Brian Vad Mathiesen.
Han mener ganske enkelt ikke, at energieffektiviteten er god nok til at kunne konkurrere med eksempelvis jordvarme og varmepumper:
»Et mikrokraftvarmeværk vil være mere effektivt end et naturgasfyr. Men det vil aldrig kunne konkurrere med jordvarme eller varmepumper, hvad angår energieffektivitet. Heller ikke i forhold til pris,« siger Brian Vad Mathiesen.
»Det er ikke enten-eller«
Ifølge Kim Behnke er projektet dog ikke et forsøg på at vælge én teknologi frem for en anden. Derimod gælder det om at spille på alle tangenter:
»Det her er ikke enten-eller. Vi kommer til at bruge det hele; både mikrokraftvarmeværk og varmepumper, hvis vi skal nå vores mål om at reducere CO2-udledningen fra private husstande,« siger Kim Behnke.
Han oplyser dog, at der ikke er foretaget nogen beregninger på præcist, hvor store CO2-besparelser der i givet fald er tale om.






