Det klassiske billede på, hvordan en filosof arbejder, er sådan her: Han (ja, det er en han) sidder i en øreklapstol og ryger pibe. Af og til skribler han et par dybe tanker ned i sin notesbog, resten af tiden sover han.

Det hænder, at han pludselig vågner og udbryder: »Jeg paffer på min pibe, altså er jeg!« (eller noget lignende), hvorefter han vender sig træt i sin tyndslidte siddefold og lukker øjnene igen.

Karikaturen er uretfærdig, men indeholder et gran af sandhed. De etablerede filosofiske skoler på universiteterne har en forkærlighed for abstraktionen, for konceptet. Logik og rationalitet er konge. Og når man vil sige noget om verden, så er dens repræsentation i centrum, dens sprog, og ikke verden selv, hvilket ikke sjældent har ført til, at data fra det virkelige liv er blevet betragtet som output, ikke som input.

Sådan skal det ikke være mere, mener en ny skole. Filosoffer fra før år 1800 som John Locke, René Descartes og David Hume, selv de gamle grækere, anså filosofi som en kombination af idé og eksperiment. Og sådan burde det være igen, mener det nye kuld af filosoffer, der kalder deres arbejde for eksperimentel filosofi, "X-Phi". Og de har en brændende lænestol som deres provokerende emblem.

Nu skal man altid være på vagt over for avisartikler, der oversælger en ny trend som revolution. X-Phi gør ikke almindeligt filosofisk arbejde overflødigt. Det eneste det gør, er at hjælpe til med at finde ud af, hvad mennesker tror på, og hvordan de reagerer i bestemte situationer. X-Phi ligger tæt op ad nye forskningsfelter som hjerneforskning, adfærdspsykologi og neuroøkonomi, og kan derfor fungere som et vigtigt realitetstjek for mange langhårede filosofiske koncepter.

For eksempel har forholdet mellem en ydre virkelighed og hjernens konstruktion af denne virkelighed altid været et vigtigt filosofisk tema. Men det kan nu suppleres med meget mere specifikke eksperimenter. I den nye udgave af Annals of Neurology fortæller Asaid Khateb fra Universitetshospitalet i Genève for eksempel om patienter med fantomsmerter, der med deres ikke-eksisterende arme kan kradse sig i hovedet – og få det til at holde op med at klø.

Se, det er den slags opdagelser, som er interessante for en eksperimentel filosof.

X-Phi tilbyder et timeligt metodeskift: Redskaberne er ikke pibe og øreklapstol men MR-scannere, google stats og spørgeskemaer. Kollegerne er hjerneforskere, læger og programmører.

Nogle af de første resultater viser nemlig, at der kan være uhyre stor forskel mellem menneskers kulturelle forudsætninger – og dermed deres moralske habitus. Hvad en Oxford-professor opfatter som rigtigt, kan være lodret forkert for en professor fra Tokyo. Introspektion skal derfor beriges af observation. Og intuition kan lære af sammenligning.

Tag det klassiske problem omkring den frie vilje. I stedet for at tænke sig til endnu en filosofisk position som kan navigere mellem kausalitet, determinisme og det frie moralske valg, har Joshua Knobe fra Princeton sammen med filosoffen Shaun Nichols udformet et simpelt spørgeskema.

Ikke overraskende viser det sig, at vi i overvejende grad er "kompatibilister", dvs. at vi mener at være frie til at vælge, på trods af at vores handlinger måtte være kausalt determinerede.

Mere specifikt viser det sig, at der eksisterer en direkte afhængighed mellem følelsen af moralsk ansvar for en handling og handlingens afstand til egne emotioner.

Spurgt ad, om man er moralsk ansvarlig for egne handlinger i et fuldkomment deterministisk univers vil de fleste svare nej. Men spurgt ad, om Jørgens sidespring med sekretæren er moralsk forkasteligt, er svaret ja. Knobe og Nichols forklarer fænomenet som en "affektiv påvirkning", der gør, at vores evne til logisk ræssonement forstyrres af emotionelle impulser og sociale normer.

I et andet eksperiment har Neil Levy fra Oxford undersøgt det underlige paradoks i, at det for mange er moralsk forkasteligt at manipulere vores hjerne, for eksempel med psykedeliske svampe eller andre stoffer, mens det er o.k. at ændre kroppen – for eksempel med nye bryster eller tatoveringer.

Ifølge Levy skyldes paradokset, at de fleste af os er naive dualister – at vi adskiller krop og ånd, hvor kroppen får en underordnet (og uren) rolle i forhold til den ophøjede (rene) ånd.

Der er mange unge forskere som strømmer til feltet. De har deres egen blog og har lagt en video af en brændende øreklapstol på Youtube. Det engelske magasin Prospect skrev for nylig en meget positiv artikel om bevægelsen, mens andre er mere kritiske. I en stor artikel i online-magasinet Slate skrev filosoffen David Velleman fra New York University for eksempel, at X-Phi blot var et nyt filosofisk lune, brovtende og uden nye indsigter.

Det bestrider X-Philerne. Som eksempler på vigtige nye filosofiske erkendelser tæller de Jonathan Haidts opdagelse i 1993 af, at lavindkomstgrupper dømmer harmløse men ulækre handlinger som moralsk anstødelige, mens grupper med høj indkomst ikke gør det.

De krediterer også Edouard Machery fra Sorbonne for at vise, at semantisk intuition a la Frege ikke er universel, men primært kulturelt bestemt, hvilket har skabt en del røre blandt de analytiske filosoffer på institutterne.

Et tredje meget diskuteret eksempel på nye opdagelser fra X-Phi er asymmetrien af intentionalitet: Bestyrelsesformand Andersen får at vide, at et nyt projekt vil give overskud, men skade miljøet, og han siger: »Jeg er ligeglad med miljøet. Lad os komme i gang!«

Et andet sted får bestyrelsesformand Bertelsen at vide, at et nyt projekt vil give overskud og hjælpe miljøet, og han siger: »Jeg er ligeglad med at hjælpe miljøet. Lad os øge vores profit!«

Mens Andersen normalt vil blive betragtet som en, der med vilje skader miljøet (82 pct.), vil Bertelsen ikke blive betragtet som en, der med vilje hjælper miljøet (23 pct.). Det er underligt. Ifølge Joshua Knobe er filosoffernes koncept om intentionalitet altså ikke uafhængigt af præformede moralske domme.

Kritikerne har selvfølgelig ret i, at en undersøgelse af, hvad folk synes er rigtigt og forkert, eller en afstemning om, hvorvidt universet er deterministisk eller ej, ikke indeholder megen filosofi a priori. Men på den anden side kan det ikke være skidt at vide noget om, hvordan mennesker forstår deres verden og hinanden, hvordan deres hjerne er skruet sammen, og hvordan forskellige sociale normer farver deres filosofi.