Oppe fra skrænten kan man lige skimte Nilens brusende vand - omme bag kranerne, jordvoldene og de enorme betonvægge, som vokser ud af flodsengen. Indtil september 2007 væltede de mægtige vandmasser forbi lige nedenfor, men her er tørt nu, hvor Ugandas største og dyreste byggeprojekt nogensinde, Bujagali-vandkraftværket, er ved at tage form. For Bujagali Energy Ltd., som står bag det 250 MW store vandkraftværk, har simpelthen været nødt til at lukke floden af for kunne bygge her, forklarer byggeleder Bill Groth.

»Det har helt klart været en af de største udfordringer, at vi skulle styre floden og altså bygge i floden,« siger Bill Groth, der har rullet et halvanden meter bredt luftfoto ud på bordet i byggepladsens aircondition-kølede containerby og peger på en ø - kaldet Håndvægtøen efter dens form - som ligger midt i floden og altså deler Nilen i en højre side og en venstre side.

Det betyder, at de har kunnet bygge små midlertidige dæmninger fra venstre flodbred ud til øen oven for og neden for byggeriet - og altså lede al vandet over på højre side af øen.

»Det er ret godt, at vi har øen, ellers havde vi været nødt til at grave store kanaler og lede floden helt uden om byggepladsen. Det ville jo være et kæmpe arbejde, « siger Bill Groth.

Nu har venstre side af floden altså ligget tør de sidste 19 måneder, mens kraftværket, selve dæmningen, overløbskanalen og dæmningen på øen bliver bygget. I andet kvartal af 2010 bliver de midlertidige dæmninger fjernet og nye bygget op på højre side af øen, mens vandet bliver ledt gennem overløbskanalerne i den nye dæmning på venstre side.

Hele projektet er budgetteret til 850 mio. dollar og er hovedsageligt finansieret af Verdensbanken plus ni andre organisationer for at dække det ekstreme behov for strøm, som Uganda kæmper med.

Både virksomheder og private har undertiden måttet leve uden elektricitet i to dage, simpelthen fordi der ikke var nok til alle. Nu oplever folk kun fire-fem timers strømafbrydelser blandt andet på grund af en park af dieselgeneratorer, som knokler 24 timer i døgnet for at tage spidsen af problemerne.

Derudover er et andet vandkraftværksbyggeri allerede i gang i det vestlige Uganda, og længere nede ad Nilen er endnu et på tegnebrættet.

Der er afsat 44 måneder til både design og byggeri. Den tyske rådgivende ingeniør Fichtner har tegnet projektet, mens den italienske entreprenør Salini står for selve byggeriet af kraftværket, der forventes taget i brug i 2011.

»En anden udfordring er placeringen her ved Jinja i Uganda. Vi er nødt til at sejle al cement, armeringsstål, udstyr og maskiner ind til Mombassa i Kenya og få det kørt hertil med truck. Det er ret besværligt og dermed også ret dyrt,« siger Bill Groth.

Men placeringen få hundrede kilometer fra Ækvator er også en udfordring. På byggepladsen står solen lodret ned i sikkerhedshjelmen på de hundredvis af orangeklædte betonarbejdere, som knokler med at få stålarmeringerne til turbinerne på plads.

Når de er på plads, skal betonen lægges i to meter tykke lag på arealerne, der er cirka 15 gange 20 meter, og her er den bagende sol et problem.

»Vi er nødt til at holde den samme temperatur hele vejen gennem betonen, og med de mængder, vi arbejder med, kan det godt blive et problem, når det er så varmt. Hvis varmeforskellen i betonen bliver for stor, giver det sprækker i betonen - og sprækker er det sidste, man ønsker i en dæmning,« siger projektleder Glen Gaydar fra Sithe Global, som bygger kraftværker over hele verden.

Hærdningsprocessen udvikler jo varme i sig selv, og temperaturen i betonen skal gerne holdes på cirka 55-60 grader. Derfor må betonen ikke være for varm i forvejen.

»Vi har et stort køleanlæg til at producere tonsvis af isflager, som vi blander i betonen i stedet for noget af vandet, så vi kan holde temperaturen nede,« forklarer han.

Grus og sand til betonen produceres på stedet, få hundrede meter fra byggepladsen, hvor kæmpemæssige kværne forvandler klippeblokke, som er sprængt ud af Nilens flodseng, til skærver.

»Lige nu bruger vi cirka en tredjedel af kapaciteten. Men om fire-fem måneder, når vi både bygger selve kraftværket, hoveddæmningen, og dæmningen på øen, så vil betonproduktionen køre på fuld tryk - og så laver vi vel 100 kubikmeter i timen,« anslår projektleder Glen Gaydar.

Der forventes at blive brugt i alt 250.000 kubikmeter beton i byggeriet, svarende til en kvart storebæltsforbindelse. Betonen bliver lavet i fem varianter alt efter, hvor den skal bruges, med mere eller mindre cement i, f.eks. en skrabet version til de midlertidige bygninger på byggepladsen, mens betonen omkring turbinerne og i overløbskanalen skal klare store belastninger og høj vandhastighed gennem de mere end 100 år, som kraftværket er beregnet til at kunne holde. Salini har fået frie hænder til at vælge, om de vil arbejde med europæiske, amerikanske eller japanske betonstandarder, bare det er en international standard.

En af de fornemste egenskaber ved en dæmning er, at den er vandtæt - især, når den står midt i en af verdens mægtigste floder, og 1.400 m3 vand kommer væltende mod den hvert eneste sekund. Med det tryk vil vandet forsøge at arbejde sig under byggeriet, og derfor foregår en stor del af arbejdet i undergrunden. På flodbredderne, hvor underlaget er jord, udføres såkaldt jet grouting, hvor borehoveder spuler en meter brede huller ned i 20 meters dybde og efterfølgende fylder dem med beton. De bliver sat helt tæt sammen, så der i realiteten er blevet støbt en 20 meter høj/dyb underjordisk betonvæg.

»Det er ikke, fordi det er så frygtelig kompliceret, men det kræver rigtig mange beregninger og rigtig meget analyse af jordforholdene,« siger byggeleder Bill Groth.

På Håndvægtøen, som er ren klippe, bruges teknikken 'curtain grouting', hvor der med seks meters mellemrum bores 20 meter ned i klippen og sprøjtes beton ud i klippen, så alle store og små sprækker bliver fyldt med beton.