Effektforstærkerselvbyg...overdrivelse gør godt!?
Det betaler sig at gøre noget ud af strømforsyningen, ikke sandt?
Jeg har tidligere underholdt om de forstærkere, jeg i tidens løb har valgt IKKE at leve sammen med. Se http://ing.dk/artikel/97100-memory-lane-2-dyre-laerepenge-forstaerkere der slutter med en Luxman MQ 60 rørforstærker, hvis efterfølger denne artikel handler om.
Nemlig: Historien om vejen frem til The End Millenium XP i seneste aftapning.
Her ses bæstet forfra. Kampvægten er godt 22 kg og den skulle være god for 125W i 8 ohm.
Det begyndte beskedent med den første udgave af The End. Konstruktionen blev bragt i High Fidelity - jeg byggede den og fik den aldrig til at virke. En tur omkring et værksted hjalp ikke - konstruktionen var vist ikke helt stabil. Dengang - vi skriver ca 1990-91 - var jeg på Brüel & Kjær og kunne via personaleordning anskaffe en ordentlig strømforsyning til favørpris. Så jeg havde 120.000 uF BHC (12 stk 10.000 uF) af bedste kvalitet med lav ESR, og trafoer og dele til kabinet var også på plads, så printene var sådan set den mindste side af sagen.
Bagpladen bærer præg af de mange ombygninger undervejs. På et tidspunkt var den forberedt for balanceret indgangssignal, heraf de to XLR indgange. Den opmærksomme læser kan desuden se, at forstærkeren engang har haft den halve højde - ude til højre kan man se, at den ene side er opbygget af to køleplader i halv højde. Ved siden af står en ny køleplade. Den venter på en uge, hvor Thomsen er laaang i spyttet, for den er meget besværlig at samle. Som jeg husker det, brugte jeg way back mindst en halv time på få lirket en enkelt bolt på plads.Og som den står nu, virker den. If it ain't broke, don't fix it...for problemet er: hvordan borer man (=ikke så fingernemme Thomsen) lige ca 16 huller i ny køleplade NØJAGTIG samme steder som i eksisterende montage? (Når man nu også er doven og ikke vil splitte bæstet halvt ad, lodde om og hvad ved jeg...)
Så da LC Audio relativt hurtigt udkom med en ny udgave baseret på de velrenommerede Sanken udgangstransistorer, sprang jeg på - og nu virkede bæstet. En tid lang spillede jeg på en udgave, der hed The End 3,1. Den var opbygget i fuld dual mono, med to 500W trafoer, og der var også tre separate udgange i hver kanal, i noget Clausen kaldte virtual triamping. De tre sæt udgange i hver kanal var forbundet til hver sit sæt højttalerterminaler, men var ikke koblet i parallel i normal forstand, idet hver af de to ektsra boards blev født direkte fra driverne.
Hovedprintet ses forneden, extention board foroven. Som det ses benytter jeg nu kun ét extention board per kanal
Selv om transistorerne var omhyggeligt matchede, skulle fordelen være, at man undgår lydforringelse ved at de ikke sidder i parralel.
Da LC Audio udkom med en nyere udgave (nu: The End Millenium XP) var det en mindre udskrivning at anskaffe den nye version med bedre indgang og mulighed for separat forsyning af indgangstrin og udgangstrin.
Min ene hovedtrafo var begyndt at snerre, så den røg ud og istedet fik jeg så plads til den ekstra forsyning af indgangstrinnet. Der er tale om en mindre trafo med en lidt højere spænding. Ved samme lejlighed nedskalerede jeg til kun to udgange per kanal - jeg havde haft et uheld og var ikke sikker på ordentligt match mellem transerne i mit lager.
Engang var der god plads. Men så kom lytterne i bunden til den lille forsyning til indgangstrinnet.
Som sagt fik jeg langt om længe indbygget en ekstra, separat forsyning til indgangstrinnet. Jeg havde ellers ment, at 2 x 60.000 måtte være rigeligt til at sikre stabil og støjsvag lydgengivelse, så mine forventninger til den ekstra forsyning var små. 
Her ses trafoer, DC-fælde og slow-start kredsløb. Nedenunder er de 2 x 60.000uF monteret liggende. Kobberskinnerne der forbinder dem kan lige skimtes i billedet ovenfor.
Her tog jeg fejl. Forskellen var dramatisk - lydbilledet blev større, med bedre ro og tredimensionalitet. Den gengiver detaljer med stor finesse og nuancering. Violiner, f.eks, gengives med alle nuancer fra det skarpe til den smægtende sødme, afhængig af programmaterialet. Og bas og slagtøj står med al den fasthed og punch, man kan ønske sig. Jeg har aldrig ´savnet min gamle rørspille, ligesom jeg heller aldrig har ærgret mig på en udstlling hvor jeg lyttede til noget dyrt og berømt grej. Den spiller nemlig forførende dejligt, som om den retter ind MED musikken - er det fint og delikat, ja men så gengives det sådan, er der smæk, punch og afgrundsdyb bas, så er der kontrol og smæk for skillingen.
Derfor er jeg kommet til den overbevisning, at en strømforsyning skal være pænt (læs: kæmpe) stor før den er FOR stor...og at man har glæde af den såvel når ønsket er punch i bassen som klippefast ro og de allerfineste nuancer.
Årsag: selv om hovedforsyningen ikke er decideret lille, så opstår der måske alligevel spændingsvariationer, som overlejrer signalet i de følsomme indgangstrin, hvorved den ekstra forsyning trods alt kommer til sin ret - også når der ikke sker de store energiudladninger.
Har jeg ret?
PS
Da jeg åbnede den for at tage billeder, kunne jeg glæde mig over ikke at skulle servicere den, for pladsmangelen og den valgte opbygning er ikke just servicevenlig. Det gør så heller ikke så meget, for den har foreløbig holdt uden at kny i godt og vel 15 år, alle mutationer inklusive. Undervejs var der faktisk en periode, hvor layoutet gav god mening. Og elektrisk er det OK - der er ikke skyggen af opsamlet støj eller brum.
LC audio har for nylig indstillet produktionen/leverancen af printkortene, så den kan ikke fåes mere. Det er en skam. Jeg er ikke overbevist om, at de nye klasse D forstærkere er mere musikalske. Og jeg er ikke overbevist om, at effektforstærkeren er det svageste led i min kæde.
Skulle jeg endag få mod på tre forstærkere og elektronisk delefilter, så havde jeg satset på to ekstra The End - det lader sig desværre ikke gøre.
76
