Det verdensberømte forlis med Challenger i 1986 var meget tæt på at have fået en efterfølger få år efter, da Nasa-personale på Jorden ignorerede astronauterne på rumfærgen Atlantis, som kunne berette om store skader på rumfærgen efter opsendelsen.

Det løfter pensionerede rumfærgekaptajn - Robert "Hood" Gibson, der var med på Atlantis tilbage i 1988, nu sløret for efter mere end tyve års tavshed.

»Jeg vil aldrig glemme, da vi svingede rumfærgens robotarm ud over den højre vinge og zoomede direkte ind på skadestedet for at undersøge dem. Da jeg så billederne, tænkte jeg ’vi skal dø’. Der var så omfattende skader. Jeg så på det, og sagde: "Kors, det ser forfærdeligt ud",« siger den daværende rumfærgekaptajn til Spaceflight Now.

Det, han så, var de værste kakkelskader i rumfærgeprogrammets historie. Og havde Nasa mistet endnu en rumfærge - på blot den anden opsendelse efter Challenger-ulykken - ville der ikke eksistere et rumfærgeprogram i dag, mener Gibson.

Atlantis var blevet sendt ud i rummet den 2. december 1988 på den hemmelige mission "STS-27" for det amerikanske forsvar - formentlig med den militære Lacrosse-1-radarsatellit. Meget af opsendelsen og al aktivitet fra rummet blev klassificeret som "hemmelig" og alt tv sendt fra rummet til Jorden blev kodet.

Men 85 sekunder efter starten, går det galt. Et stort stykke isolering falder af rumfærgens hovedtank og rammer Atlantis’ højre vinge. Det blev dog ikke bemærket på Nasa’s tv-billeder fra opsendelsen, selv om skaderne var omfattende.

Under inspektionen med robotarmen kunne besætningen på tv-billederne tydeligt se de omfattende skader, og var med god grund meget bekymrede.

Men fordi billederne var meget grovkornede, da de kodede billeder fra videoen endelig ramte Jorden, mente Nasa’s teknikere på Jorden, at skaderne blot skyldtes dårlige lysbetingelser og pixelfejl.

Nasa konkluderede derfor fejlagtigt, at der ikke var nogen fare for besætningen til trods for, at de på deres ukodede video ombord kunne se omfattende skader på kakler, ligesom metallet under dem i en række tilfælde var blotlagt.

Alligevel accepterede astronauterne stiltiende konklusionen fra Jorden, og forsatte deres arbejde i rummet, selv om stemningen var anspændt.

Efterfølgende undersøgelser har vist, at mere end 700 kakler på undersiden var beskadiget. Derudover manglede en kakkel på undersiden tæt ved næsen, og den underliggende fastgøringsplade af metal til en antenne var blotlagt.

Den manglende kakkel kunne have betydet en katastrofe, som det skete femten år senere med Columbia i 2003.

Mange år senere, da Robert Gibson blev bedt om at fortælle sin version af historien til undersøgelseskommissionen efter Columbias forlis, tabte kommissionsmedlemmerne fuldstændigt mælet.

Da Robert Gibson den 6. december 1988 styrede Atlantis ned gennem Jordens atmosfære og tilbage til landing På Edwards-rumcenteret i Californien, kunne han ikke lade være med at tænke på de store skader, han havde observeret.

»Jeg vidste, hvad der ville ske, hvis der skete en gennembrænding i vingen. Så ville der komme en større modstand, og Atlantis ville automatisk begynde at kompensere med sine flaps. Der ville opstå en forskel mellem højre og venstre flaps, hvis der var større modstand på højre side på grund af skaderne. Hvis de havde en grads forskel, så var der noget galt. Normalt er der ikke en gang være en kvart grads forskel under turen ned gennematmosfæren,« fortæller Robert Gibson.

»Derfor vidste jeg, at det var det, jeg ville se, hvis det begyndte at gå galt. Så ville jeg have cirka 60 sekunder til at fortælle kontrolcenteret, hvad jeg i virkeligheden mente om deres analyser,« forsætter han.

Det viste sig heldigvis, at der ikke skete en gennembrænding på Atlantis og rumfærgen landede sikkert i Californien. Da astronauter, teknikere og Nasa’s ledelse efter landingen inspicerede Atlantis, blev de til gengæld chokeret over omfanget af skaderne.