Eksperter: Magnetiske pulsvåben er en terrortrussel mod luftfarten
Den teknologiske udvikling medfører, at flyindustrien skal belave sig på at skærme nye fly mod farlige, magnetiske våben, der ødelægger flyelektronik.
Fremtidens terrorister vil måske selv bygge mikrobølgevåben eller magnetisk puls våben til angreb på fly. Det kan gøres billigt med reservedele fra digitalkameraer og mikrobølgeovne, men det er dog stadig svært at gøre sådanne våben så små, at de ikke opdages. (Foto: Wikipedia/ Et nucleart træningssæt fra 2001, model B61-4 Type 3E, beregnet på øvelser i at håndtere atomvåben på Nato-baser i seks europæiske lande)
Læs også
Læs mere om
Israelske forskere advarer nu mod muligheden for, at terrorister finder på at bygge magnetiske pulsvåben, som kan ødelægge flyelektronik.
Der er to teknologiske udviklingstendenser, som fører til den nye risikomulighed. Den ene er flyindustrien, som i stadig højere grad anvender kompositmaterialer i flyets struktur, der ikke beskytter elektronikken så godt som en flykrop af metal.
Den anden tendens er, at elektronikkomponenter bliver stadig mindre og billigere, og dermed bliver det konstant lettere at skaffe sig de dele, der skal til for at bygge apparater, der kan ødelægge elektronik med kraftige, magnetiske pulser, skriver New Scientist.
Lederen af det israelske institut for counter-terrorisme i Herzliya, Yael Shahar, siger til bladet:
»Krigsvåben, som afgiver ødelæggende elektromagnetiske pulser, findes både i USA og Rusland. Men det er ikke så svært at bygge mindre udgaver ved hjælp af komponenter, der kan købes.«
Hun gør opmærksom på, at regeringslaboratorier benytter testudstyr, som kan udsende kraftige, magnetiske pulser. Et terroristapparat kan for eksempel bygges af en såkaldt Marx Generator, som hurtigt kan aflade en stor elektrisk ladning i en antenne. Antennen udsender derpå en energirig radiobølge.
Lignende udstyr bruges også til at teste højspændingsledninger for at se, om de er følsomme for lynnedslag.
Yael Shahar har på en konference i London for en måned siden forklaret, at et terroristvåben kan bygges med dele fra et digitalkamera, og byggevejledningen kan findes på internettet.
»Den slags apparater er nemme at bygge, og den nødvendige information er tilgængelig,« siger hun.
New Scientist har spurgt lederen af Los Alamos National Laboratory i New Mexico, Douglas Beason.
Han siger, at det er måske er let nok at bygge et gør-det-selv EMP-våben. Men det vil være vanskeligt at gøre det så småt, at det kan gemmes i et fly. Både strømforsyning og antenne vil kræve en del plads, siger han.
En talsmand for den engelske regering siger til bladet, at sikkerhedsspørgsmålet følges nøje af englænderne.
Ingeniøren har tidligere skrevet artikler om muligheden for at hjemmebygge et mikrobølgevåben med reservedele fra en mikrobølgeovn.
Sådan et våben vil kunne beskadige biler eller fly på et par hundrede meters afstand - dog med en betydelig helbredsrisiko for den person, der bruger våbnet.





