Kwame Anthony Appiah’s nye bog, Experiments in Ethics, slutter med følgende strofe:

"Præcis fordi det at skabe et liv er en aktivitet må vi forvente at lære mere fra de eksperimenter, der viser sig i livet som sådan end fra filosofiens eksperimenter. "

Omvendt beskriver Appiah indledningsvist formålet med bogen som et forsøg på at relatere

(1) den filosofiske etik til en række indsigter og resultater hentet fra psykologi, økonomi, antropologi og sociologi, og
(2) at relatere den filosofiske etik til det almindelige, eftertænksomme menneske, der søger at leve et ordentligt liv.

Dette dobbeltformål indfries forbilledligt i bogen igennem originale analyser af forskellige videnskabelige eksperimenter, der samtidig tjener til at give den almindelige lænestolsfilosofi en mellemsvær lussing.

Kwame Anthony Appiah er næppe kendt af så mange herhjemme. Han er dog en interessant og meget indflydelsesrig figur i såvel det amerikanske, som internationale, intellektuelle miljø. Født i London af en ghanesisk far som var politiker og formand for den ghanesiske advokatstand og en mor, der var novelleforfatter, flyttede han som barn med forældrene til Ghana. Appiah vender i ungdomsårene tilbage til England for at studere og opnår inden længe en phd-grad i filosofi på en afhandling om logik, semantik og sprogfilosofi fra det prestigefyldte Cambridge University. Han har siden beklædt fornemme embeder på en håndfuld af USAs IVY-league universiteter herunder Yale, Cornell og Harvard og er i dag Laurance S. Rockefeller University Professor of Philosophy på Princeton University. Med et væld af fornemme videnskabelige udmærkelser og en imponerende portefølje som samfundsdebattør blev han i juli 2008 optaget på listen over verdens top-100 intellektuelle af Prospect / Foreign Policy Ballot for hans arbejder med etik, politisk filosofi, afro-amerikanske forhold og samfundsforhold i øvrigt.

Netop denne alsidige baggrund giver Appiah et velinformeret grundlag for en bog om en etik. I det første kapitel ”Den vandløse voldgrav” vover Appiah den kritik, at de sidste 50 års naturaliseringsforsøg (idéen om, at filosofiens kernediscipliner kan reduceres til naturvidenskabens discipliner) har placeret filosofien i den paradoksale position, at den på den ene side har forskanset sig med naturvidenskaben som voldgrav hvorefter filosofien har tømt fæstningsværket for vand. Vandet er blevet rømmet fra voldgraven fordi filosoffer som metode udelukkende har brugt a priori begrebsanalyse. Centrale videnskabelige begreber som eksistens sandhed, mening, viden, tid samt normative begreber som det gode, det rigtige og forkerte, frihed og retfærdighed er fra filosoffernes side kun blevet mødt med analyser af deres lingvistiske rækkevidde og hvordan de anvendes af (in-)kompetente sprogbrugere, nærmere end med kontrollerede forsøg og eksperimenter. Teorier om såvel videnskabelige som normative begreber skal efterprøves ved forsøg og eksperimenter i den virkelighed i hvilken de figurerer, ikke ved hvad vore intuitioner eventuelt måtte sige om sproglig kompetence – etik og moral vedrører i sidste instans verden, ikke sproget.

Denne kritik og diskussion fortsættes i kapitel 2 og 3. I kapitel 2 lægges det dydsetiske fundament som Appiah tilslutter sig og som har et klassisk aristotelisk udspring. Udgangspunktet for dydsetikken er det dydige menneske, og den dydige handling er den handling et dydigt menneske, motiveret af bestemte grunde, ville foretage. Dyder kommer i grader, men de bidrager i sidste instans til hvad Aristoteles benævnte eudaimonia, eller (menneskelig) blomstring, hvorigemmen det at være dydig er en del af det, der gør livet værd at leve. Dyder er bare værd at have i og for sig og uafhængig af hvilke konsekvenser de eventuelt måtte have eller hvilke lykkemæssige fordele de måtte bibringe individet. Derfor sondrer Appiah på linie med Aristoteles mellem ”etik” som hidrører blomstring og hvad det vil sige, at leve et godt liv, og ”moral” som vedrører studiet af måden hvorpå vi bør og ikke bør behandle andre. Det gode liv er et dydigt liv, men Appiah påpeger nu, at der er signifikant forskel mellem at have en dyd og så være disponeret til at udføre den dydige handling under en lang række forskellige omstændigheder. Det er sidstnævnte, der er interessant i Appiahs optik, for her kan opstilles empiriske eksperimenter og kontrollerede forsøg griber således fat og tester den grundlæggende dydsetiske position som Appiah tilslutter sig.

Eksperimenter er bedre end de tidligere omtalte filosofiske intuitioner om den sproglige mestren af normative begreber. Det kommer sig ikke mindst af, som Appiah meget kyndigt behandler i kapitel 3, at vore filosofiske intuitioner er meget følsomme overfor måden hvorpå en given sag præsenteres. Her er et tankevækkende eksempel Appiah også citerer: Nobelpristager i økonomi Thomas Schelling foretog følgende eksperiment med sine studerende for at afdække deres intuitioner om retfærdighed. Schelling spurgte dem hvad de ville mene om en bestemt skatteregel, der gav en større skattelettelse til rige forældre end til deres fattige ditto. Ikke overraskende synes samtlige studerende ikke, at en sådan skatteregel var retfærdig. Schelling omformulerede nu scenariet: Antag, at en bestemt skatteregel, som udgangspunkt, har et par med børn og samtidig straffer de barnløse par med en ekstraskat. Skal denne ekstraskat så være større for de rige barnløse par sammenholdt med de fattige modstykker? Samtlige studerende var nu af den opfattelse, at ekstraskatten for de rige barnløse par skulle være højere end for deres mindrebemidlede lige. Dette udfald er interessant eftersom de 2 scenarier faktisk beskriver nøjagtig samme distribution!

Der gives i bogen en lang række andre empiriske forsøg og overraskende eksempler på denne ”framing effect”, altså, at menneskers (moralske) præferencer og valg ofte afhænger af måden hvorpå de forskellige muligheder præsenteres. Således er intuitioner en upålidelig rettesnor for både etik og moral, men dette ville have været svært at se uden de pågældende eksperimenter, for intuitioner har for vane at bekræfte sig selv for så vidt de blotte ”frames” på den rigtige måde.

I bogens kapitel 4 beskrives hvorledes moralen er opbygget modulært – en idé som Appiah har hentet fra den moderne neurovidenskab og bevidsthedsfilosofi. Moduler er specialiserede (i det de kun reagerer på et bestemt domæne af stimuli), hurtige, automatiske og informationsmæssigt indkapslede (forstået på den måde, at de ikke påvirkes synderligt af informationer fra andre domæner) og sådanne moduler genfindes på det moralsk-opfattende niveau: Empati, gensidighed, hierarki og en række andre moduler opregnes og diskuteres ud fra hvorledes de manifesterer sig præcis i empiriske eksperimenter og kontrollerede forsøg.

Kapitel 5, bogens sidste kapitel, forsvarer på ny og eksperimenterende vis naturaliseringen af etikken; etikken er ikke en autonom disciplin uafhængig af videnskaben og de fænomener den studerer hvad enten disse fænomener traditionelt set hører under psykologi, økonomi, antropologi eller sociologi. I Appiahs form for naturalisering kan man så sandelige tale om moralvidenskab, hvor voldgraven mellem filosofi og videnskab ikke er tømt for vand, men fyldt med frugtbare eksempler taget fra virkeligheden. Alt dette uafhængigt af om man i sidste ende tilslutter sig hans dydsetiske grundposition – det er den eksperimenterende etik, og filosofi, for den sags skyld, der er interessant.

Denne bog er en udsøgt fornøjelse: Skrevet i et let, underholdende og levende sprog videregiver den på en gang Appiah’s dydsetiske position om det gode liv og samtidig lægger man bogen fra sig med et klart og solidt indblik i moderne filosofisk etik, politisk filosofi og deres naboer i teoretisk økonomi herunder spil- og beslutningsteori. For den mere specifikt filosofiinteresserede læser tager Experiments in Ethics ikke kun dagstemperaturen på den filosofiske etik og politiske filosofi, men er ydermere et væsentlige bidrag i diskussionen af videnskabelige metoder og eksperimenters rolle i filosofien generelt. Og filosofi bedrevet udelukkende på intuitioner er som bekendt et misfoster som en tyr en med yver.

Vincent F. Hendricks er fast skribent på Meta Science klummen i Ingeniøren. Han er dr. phil., phd og professor i formel filosofi ved Roskilde Universitetscenter.

Kwame Anthony Appiah
Experiments in Ethics
288 sider, Harvard University Press, 2008


Anmeldelser:
New York Times (af Paul Bloom)
New York Sun (af Peter Singer)
Metapsychology Online Reviews
El Pais (af Fernando Savater)