Det burde slet ikke være muligt, men alligevel skete det, at en ung stjerne med en masse på 100 gange Solens eksploderede som en supernova i 2005.

Stjernen har været over en million gange klarere end Solen og ifølge de eksisterende teorier om stjerners udvikling, burde den stjerne ikke være eksploderet så tidligt i dens udviklingsfase.

»Dette betyder, at der er noget fundamentalt galt i vores teorier om kæmpestjernes udvikling, og teorierne skal skrivers om,« siger Avishay Gal-Yam fra Weizmann Institute of Science i Israel til Nature.

Stjerne burde mangle en færdigudviklet jernkerne
Ifølge teorien stjernen endnu ikke udviklet en massiv jernkerne af ”asken” fra den nukleare fussionreaktion i dens indre. Og det er afgørende for, at en kerne kan kollapse og igangsætte supernovaeksplosionen.

Eksplosionen blev døbt supernova SN-2005gl og blev opdaget i spiralgalaksen NGC-266 den 5. oktober 2005. Billeder taget af Hubble i 1997 før eksplosionen, afslører at stjernen var en meget lysstærk punktkilde med en styrke på –10,3.

Astronomer vil holde ekstra øje med lysstærke stjerner
Stjernen var så klar, at den formodentlig tilhørte klassen kaldet Lysstærke Blå Variable stjerner (LBV).

En LBV-stjerne kaster en stor del af sin masse bort under sin udvikling via kraftige stjernevinde. Først senere udvikler den en stor jernkerne som kollapser i en supernovaeksplosion.

Kæmpestore og lysstærke stjerner på over 100 gange Solens masse, som for eksempel Eta Carinae i Mælkevejen, forventes at miste hele deres brintskal, inden de eksploderer som supernovaer.

»Disse opdagelser viser, at mange af detaljerne i LBV-stjernes udvikling og skæbne stadig er et mysterium. Vi burde holde øje med Eta Carinae. Det kan være, at den pludselige overrasker os,« siger Mario Livio der er ekspert i supernovaer fra Space Telescope Science Institute i Baltimore

Stjernens masse er opslugt af et sort hul
Avishay Gal-Yam påpeger, at observationerne afslører, at kun en lille del af stjernens masse blev kastet bort i eksplosionen.

Det meste af materialet blev trukket tilbage ind i den sammenfaldne kerne, som formodentlig er blevet til et sort hul med en masse på mellem 10 og 15 gange Solens masse.