Jeg har altid været B-menneske. Hen ad eftermiddag og aften begynder hjernen ligesom at klare op, og jeg kan læse hele natten hvis det skal være. Jeg kan sagtens spise aftensmad kl. 23. Om morgenen er der intet mindre fristende end at svinge benene ud over sengekanten. Vi B-mennesker bliver tit bare set som dovne af A-menneskerne, der er lysvågne kl. 8 om morgenen (eller endnu tidligere, oh skræk). Selv bliver jeg jævnligt gjort grin med.

Men faktisk er døgnrytme genetisk bestemt, og styres af et indviklet netværk af gener der op- og nedregulerer hinanden.

For nogle år siden gav det en del mediedækning, da blev det vist at en kort version af genet Per3 findes hyppigst hos typiske B-mennesker, mens en lang version af genet findes hyppigst hos A-mennesker (Archer et al. Sleep 26, 413-5, 2003), men det er blot et af de gener der regulerer døgnrytmen. Man kender mange andre gener der er involveret i regulering af døgnrytmen (med logiske og mindre logiske navne som Clock, Bmal1, Period, Cryptochrome, Rev-erb-alfa, Timeless), og mens effekten af nogle mutationer er kendt, er det rimelig klart på nuværende tidspunkt at flere gener vil dukke op, og at mange af dem vil have en kvantitativ effekt og ikke en simpel tænd-sluk effekt.

Selv om det altså endnu ikke står klart hvad effekten af alle involverede gener er, så kan man måle hvor langt det biologiske døgn er for forskellige individers vedkommende. Et af de centrale gener i reguleringen af døgnrytmen er det mundrette Bmal1, hvis transkriptionsrate (altså hvor mange mRNA-kopier der laves ud fra dette gen) oscillerer i løbet af det biologiske døgn. I et studie sidste år (Brown et al. Proc. Nat. Acad. Sci. 105, 1602-7, 2008) tog man hudceller fra frivillige og målte oscillationsfrekvensen af Bmal1, og fandt at forsøgspersonernes biologiske døgn var mellem 23,5 og 25,5 timer lange. Interessant nok var der en klar korrelation mellem det biologiske døgns længde, og om en given forsøgsperson var A- eller B-menneske (efter eget udsagn og undersøgt i spørgeskemaer). A-mennesker har kortere biologiske døgn end B-menneskerne, og det betyder at de har nemmere ved at stå op på samme tid og blive trætte på samme tid af døgnet dag efter dag.

På nuværende tidspunkt har jeg forhåbentligt overbevist jer om at det er noget uretfærdigt at bede B-menneskerne om at stramme ballerne. Men det sidste nye er en forklaring på hvorfor det faktisk også er sundhedsskadeligt. Man har vidst i lang tid at folk med natarbejde har højere risiko for f. eks. at udvikle diabetes. I et studie der blev offentliggjort i sidste uge (Scheer et al. Proc. Nat. Acad. Sci. 106, 4453-8, 2009) blev det vist at et mismatch mellem forsøgspersoners biologiske døgn og tidspunktet de blev tvunget til at være vågne på, havde en signifikant effekt på deres blodsukker, insulinniveau samt koncentrationen af hormonet leptin.

Leptin er en vigtig appetitregulator, og koncentrationen af dette hormon var nedsat når det biologiske døgn og det påtvungne døgn var ude af fase. Samtidig steg både blodsukkeret og insulinkoncentrationen – tilsammen indikerer det at kroppens celler ikke reagerer særlig godt på insulinet (netop det der forårsager type 2 diabetes). Alle forsøgspersoner var raske før start, men flere af dem udviklede diabetes-lignende tilstande under forsøget.

Konklusionen må være noget i stil med: sov når du er træt. Ikke særlig let at følge i et samfund med faste arbejdstider, åbningstider, spisetider...