Kontinentaldriften trak jorden væk under danske forskere
Den moderne geologi blev født med Alfred Wegeners kontinentaldriftsteori. Det nye geologiske paradigme slog dog sent igennem i Danmark, hvor førende geologer holdt fast i, at kontinenterne ligger fast.
San Andreas-forkastningen i Californien er en af de brudflader mellem Jordens kontinentalplader, hvor man med egne øjne kan se resultaterne af pladernes bevægelser. (Foto: Foci) (Foto: BERNHARD EDMAIER/SCIE)
Læs også
Læs mere om
Alfred Wegeners teori om kontinenter, der glider af sted på Jordens overflade, havde trange vilkår i Danmark langt op i det 20. århundrede. Først i 1970'erne voksede en bred accept frem blandt danske geologer – seks årtier efter, at den tyske meteorolog Alfred Wegener fra Marburg Universitet havde fremsat den banebrydende teori om den dynamiske Jord. Og adskillige år efter, at geologer i de fleste andre lande havde taget teorien til sig, omend i en modificeret form.
Interview med en lang række af dansk geologis grand old men og studier af arkiverne over den geologiske diskussion i Danmark viser, at træghed hos førende danske geologiforskere og -undervisere – og overvældende respekt for en schweizisk anti-wegenerianer – var stærkt medvirkende til den forsinkede danske accept af den moderne geologi.
Historien viser dog, at der er mange andre eksempler på, at nye naturvidenskabelige teorier har haft vanskeligt ved at finde anerkendelse hos det videnskabelige establishment – både i Danmark og andre steder.
Alfred Wegener udgav i 1915 bogen "Kontinenternes og oceanernes opståen". Her fremlagde han sin teori om superkontinentet Pangæa, som for 200-300 millioner år siden samlede nutidens selvstændige kontinenter i én stor landmasse. Og han fremsatte den dristige idé, at kontinenterne siden da er drevet langsomt fra hinanden.
Wegener forestillede sig, at kontinenterne så at sige pløjede sig vej gennem oceanbundens basaltiske bjergarter – en helt uacceptabel fysisk forklaring, som var alt for let at skyde ned for skeptikerne. At Wegener var meteorolog – og ikke geolog – gjorde ham heller ikke mere troværdig i datidens geologiske øjne.
Den gængse teori på det geologiske parnas var, at kontinenterne lå bomstille. Til gengæld voksede de ved bjergkædedannelse langs randen. I den første halvdel af det 20. århundrede var de fleste geologer nemlig af den opfattelse, at der langs randen af flere kontinenter er sket en nedbuling af jordskorpen i en såkaldt geosynklinal, og at tykke sedimentlag aflejret i geosynklinalen efterfølgende er blevet presset sammen til en bjergkæde.
Hvorfor denne nedbuling foregik, og hvorfor sedimenterne skulle blive presset sammen til en bjergkæde, havde geologerne ikke nogen overbevisende forklaring på. Disse forklaringsproblemer var dog nemmere at sluge for flertallet af geologer – også de danske – end Wegeners utrolige teori om de drivende kontinenter.
I 1960'erne vender vinden dog på den internationale geolog-arena. En række højprofilerede forskningsresultater dokumenterer, at Jordens ydre skal er opbygget af lithosfæreplader, som langsomt glider af sted oven på delvist opsmeltede bjergarter i Jordens kappe.
Den nye teori døbes pladetektonik, og den forklarer med stor overbevisning, hvordan kontinenterne rider på ryggen af pladerne og danner nye landmasser og ikke pløjer sig gennem oceanbunden, som Wegener foreslog. Den forklarer også, hvordan bjergkæder bliver til, når pladerne støder sammen med voldsom kraft.
På trods af det nye geologiske verdensbillede fastholder førende danske specialister i jordskorpens processer i årevis, at driftsteorien er ude af kurs. Toneangivende danske geologer har baseret deres forskning på ideer om fastlåste kontinenter – forskning som mister fodfæstet, hvis kontinentaldrift og pladetektonik slår an. Og så stiller specialister generelt større krav til beviserne for en ny teori inden for deres eget specialefelt.
Samtidig er danske Grønlandsgeologer præget af den karismatiske, schweiziske geolog John Haller. Og langt op i 1970'erne afviser Haller kontinentaldrift og pladetektonik som forklaringer på den kaledoniske bjergkæde i Østgrønland, som nu regnes for et klassisk pladetektonisk fænomen.
Men presset fra de mange nye undersøgelser bliver efterhånden for stort, og i 1970'erne bliver også Grønlandsgeologerne og de skeptiske danske eksperter tøvende omvendt – på et tidspunkt hvor pladetektonikken for længst har gået sin sejrsgang i størstedelen af verden.
Der bliver dog aldrig slået på stortromme for kontinentaldrift og pladetektonik i universitetets geologiske undervisningslokaler. Den moderne geologi bliver ganske udramatisk lempet ind i 1970'ernes geologiundervisning – side om side med de uforklarlige geosynklinaler, som kun langsomt fortrænges fra pensum.
Henrik Olsen er ph.d. i geologi og arbejder som freelancejournalist. Han har tidligere arbejdet som geologiforsker og underviser på Københavns Universitet, Grønlands Geologiske Undersøgelse og Danmarks Tekniske Universitet. Ud over freelancejournalistikken arbejder han som geologisk rådgiver i Cowi.
