Placeboeffekten kan ikke måles objektivt og har måske kun en virkning i smertebehandlingen. Sådan er status inden for placeboforskningen i dag.

Det ligger milevidt fra situationen for blot ti år siden, hvor der stod i enhver lærebog, at der var massive placeboeffekter i en bred vifte af kliniske tilstande. Det siger seniorforsker ved Det Nordiske Cochrane Center på Rigshospitalet Asbjørn Hróbjartsson, der om nogen har været med til at punktere den herskende opfattelse af placebofænomenet.

I en ph.d.-afhandling fra 2001 opstillede han sammen med sin kollega Peter Gøtzsche en række metodiske parametre for placeboforsøgene. De skulle blandt andet være randomiserede, ikke have tilbudt deltagere kompensation og mere end halvdelen af deltagerne skulle have fuldført undersøgelserne.

På det grundlag frasorterede han og Gøtzsche 613 ud af 727 publicerede placeboforsøg. I de resterende 114 forsøg fandt de ingen dokumentation for en objektiv målbar placeboeffekt, kun patientrapporterede effekter inden for smertebehandling.

I dag, otte år senere, er der stadig gennemført meget få metodisk og statistisk holdbare undersøgelser, der dokumenterer placeboeffekten. At det budskab ikke er nået ud til menigmand endnu skyldes ifølge Asbjørn Hróbjartsson, at placebofænomenet i medierne er blevet beskrevet som meget kraftfuldt.

Samtidig er der sket et skred fra den oprindelige definition af placebo, som effekten af en fysisk behandling. I dag har begrebet bredt sig ud til også at dække over krop-sjæl interaktioner. Også mange læger opfatter bevidst eller ubevidst placebo som sindets indvirkning på kroppen. Ifølge Asbjørn Hróbjartsson forholder de sig til det, de oplever i klinikken.

»Det kan være svært ikke at blive slået af, hvor mange, der får det bedre, og det er svært at adskille, hvad der er spontan reaktion, det vil sige patientens egen selvhelende kraft, hvad der er placebo, og hvad der er aktiv behandling.«

Mange af misforståelserne omkring placebo stammer fra undersøgelser fra halvtredserne og tresserne, som var blevet gennemført uden en kontrolgruppe.

I standarddesignet for kliniske forsøg inddeler man forsøgspersoner i to grupper. En får den eksperimentelle behandling, som man ønsker at vurdere - den anden får kontrolbehandling, som på alle ydre måder ligner den eksperimentelle behandling.

Traditionelt er det denne kontrolbehandling, der er placebobehandling. Det kan være en kalktablet, en akupunkturnål, som bliver stukket ned et sted, der ikke er et akupunkturpunkt eller et ultralydsapparat, som blinker på den rigtige måde, men er slukket.

Lige så velegnet dette design er til at vurdere effekten af ny medicin, lige så uegnet er det til at vurdere placeboeffekten. Et af problemerne er, at der er tale om patientrapporterede effekter. Spørgsmålet er, om man skal fortolke disse effekter som reel effekt eller høflighedsfejl.

»Det er lidt ligesom at være til middag hos svigermor første gang og blive spurgt, om det smager godt. Lægen har en vis autoritet, og man kan fornemme, at der er et vist håb knyttet til behandlingen, og hvordan man har det. Det kan give et mudret resultat, typisk med en lille til moderat effektstørrelse. Det kan være svært at afgøre, om det, vi ser, er en reel effekt eller farvet af rapporteringsfejl. Det er formentlig en rigtig effekt, men den er mindre end den vi finder,« forklarer Asbjørn Hróbjartsson.

For at komme ud over sådanne rapporteringsfejl skal placeboforsøg udformes ligesom traditionelle kliniske forsøg. Normalt er placebogruppen lig kontrolgruppen, men hvis man skal undersøge effekten af placebo, må det være noget andet, der er kontrolbehandlingen, nemlig den ubehandlede tilstand.

»Placeboeffekten skal sammenlignes med noget. Det lyder banalt i dag, men det var der ikke ret mange, der havde tænkt over systematisk,« forklarer Asbjørn Hróbjartsson.

I de placeboundersøgelser, der findes, kan der være så små forskelle på, hvor mange i hver gruppe, der oplever en effekt, at der kan være tale om tilfældige fund. I andre tilfælde er forskellen stor nok til at være statistisk signifikant. Et eksempel på et sådant forsøg er en amerikansk undersøgelse, der for nylig blev offentliggjort i British Medical Journal.

262 patienter med irritabel tarmsyndrom (IBS) blev opdelt i tre grupper. En var blot under observation, en anden fik placeboakupunktur, hvor lægen kun præsenterede sig selv og forsøget. Den tredje gruppe fik både placeboakupunktur og særligt empatiske samtaler med lægen.

Det viste sig, at 61 procent af deltagerne i den sidste gruppe oplevede en tilstrækkelig lindring af deres symptomer. Det er samme procentdel, som i forsøg med den nyeste medicin for IBS-patienter.

Forfatterne til artiklen understreger dog, at de ikke ved, om der er sket en fysisk ændring af patienternes tilstand eller om behandlingen blot har afledt patienternes opmærksomhed fra symptomerne.

Da Asbjørn Hróbjartsson og Peter Gøtzsches afhandling blev offentliggjort, trak det overskrifter langt uden for medicinske kredse. I dag bruges begrebet måske stadig i flæng i offentligheden, men inden for lægeverdenen har synet på den sagnomspundne effekt ændret sig.

»Der bliver ikke lavet seriøs forskning inden for dette felt uden at man bruger randomisering af placebo- og kontrolgruppe. Og forestillingen om en massiv effekt – den er død. Der er formentlig en subjektiv effekt. Det man diskuterer er, hvor stor den er, og hvilke faktorer skal der til, for at frembringe den. Og det må med tiden også slå igennem i den offentlige debat om placebo,« mener Asbjørn Hróbjartsson.