En trist besked lander for tiden i medarbejdernes inbox i mange danske virksomheder: Der skal spares X antal millioner, og derfor skal så og så mange fyres. Mange steder starter en forhandlingsrunde med samarbejdsudvalg, tillidsmænd eller klubformænd. Men der er ingen vej udenom. Der er nogle, der vil stå som taberne. Den eller dem, der står med den lede fyreseddel i hånden og ikke fortsætter på arbejdspladsen efter eksekveringen.

Og hvordan er det så lige, at man skal forberede sig på den kedelige besked? Selv om flere siger, at der er jo ingen grund til at tage sorgerne på forskud, så sidder de fleste nok alligevel med følelsen af, at alt er i spil – og pilen kan pege på dem.

Og der er en uhyggelig ubekendt, nemlig ledelsens tanker: Går de efter de selvpromoverende, de selvudslettende, de flittige, de dovne, de tykke eller de sjove? I forvejen er der nok ikke mange virksomheder, der har ‘overflødige’ mennesker ansat, så vi udfylder jo alle en vigtig rolle på arbejdspladsen. Men er den vigtigere end de andres? Ser ledelsen på medarbejderes evne til at forandre sig, deres dybe faglighed, deres sociale status på arbejdspladsen, deres humor eller deres evne til at markedsføre sig selv over for cheferne?

Det gør det jo i hvert fald ret umuligt at lægge en taktik i kølvandet på beskeder a la: ‘Der er nogen, der vil få den triste besked overbragt, at vore veje må skilles’. Og der er nok ikke mange, der ikke føler, at de leverer varen hver dag, hver uge, hver måned. Så alle sidder og bruger logikmetoden: ‘Det er ikke retfærdigt, hvis det bliver mig, for jeg har gjort en stor indsats.’

Men ledelsen skal jo vælge, og igen kommer den ubekendte ind. Den med ledelsens tanker. For medarbejderne ved ikke engang, hvad ledelsen vil med organisationen i fremtiden. Så hvordan skulle man kunne forestille sig, om man er berettiget til en af rollerne? Går de efter de fleksible, de nytænkende, de sikre, de overraskende eller ser de på kønnet?

Imens skal mange tage stilling til, hvordan de vil fyres. Skal eksekveringen ske derhjemme på mail eller pr. telefon eller på arbejdspladsen eller måske ude i byen eller noget helt fjerde? Hvad med: ‘Jeg har ikke tid til at blive fyret, så kan du ikke bare tage den næste på listen?’ Hvordan forbereder du dig på at blive fyret?