/rumfart

Oplev Saturnmånen Titan i 3D

Et nyt 3D-toppografikort fra Nasa sammensat af de mange billeder af overfladen på Titan giver nu omverden mulighed for at få en virtuel flyvetur over Titan. Tag turen her.

Af Thomas A. E. Andersen, onsdag 25. mar 2009 kl. 16:42

Nasa har sammensat 3D-toppografikort over dele af Saturnmånen Titan ud fra radarbilleder. Via video giver det omverden mulighed for at se de mange forskellige strukturer i landskabet på den fjerne Måne.

Den nye video og det tilhørende kort dækker forskellige dele af overfladen på Titan, og er sammensat ud fra stereo-radarbilleder. Kortene viser den tredimensionelle struktur i landskabet med bjergtoppe op i 1.200 meters højde, dele af det nordlige polarområde med søer, store klitter på 100 meters højde og de bræmmer, som formodentlig stammer fra mulige isvulkaner.

Det er radarholdet fra Cassini-rumsondens forskningshold med Randy Kirk fra de Amerikanske Geologiske Undersøgelser i spidsen, som har skabt 3D-kortene. De har brugt områder, hvor to eller flere radarobservationer overlappede. Radarobservationerne er blevet foretaget under de 19 forbiflyvninger af Titan, som rumsonden Cassini har gennemført til dato.

Disse overlap dækker omkring to procent af Titans overflade. Processen med at lave topografiske kort ud fra radarobservationerne er kun lige begyndt, men de første resultater giver allerede et fascinerende indblik i mangfoldigheden i Titans geologiske formationer.

Bedste alternativ i forhold til at være der selv

De nye kort blev præsenteret på den årlige Lunar and Planetary Science-konference i Woodlands, Texas.

»Disse simulerede overflyvninger giver et fugleperspektiv af Titan, og er det bedste alternativ i forhold til at være der selv. Vi har kortlagt mange forskellige former, og flere af dem minder meget om Jorden: Store have, små søer, floder, udtørrede flodlejer, bjerge, sandklitter med klipperformationer, der stikker op, samt lavabræmmer,« siger Randy Kirk.

Søer op til hundrede meter dybe

Stereoradarbillederne dækker en stor del af Titans nordlige polarsøer med flydende metan. Ud fra de nye topografiske kort kan forskerne bedre bestemme dybden af søerne.

Det højeste punkt rundt om søerne er på 1.200 meter over kystlinje. Via sammenligninger med tilsvarende terræn på Jorden, anslå forskerne at søerne er op til 100 meter dybe.

Flere 3D-observationer af søerne vil gøre det muligt at bestemme deres dybde mere præcist - og dermed anslå deres volumen. Denne information er vigtigt for forskerne, da metanen fordamper og skaber Titans atmosfære. Ved at forstå denne metancyklus får forskerne et bedre indblik i Titans vejr og klima.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.