Chefrigger var skyld i fatalt krankollaps på Manhatten
Der blev sløset alvorligt med sikringen af en tårnkran på Manhattan, viser en ny rapport fra Arup. Chefrigger William Rapetti fulgte ikke kranproducentens anbefalinger og risikerer nu en dom.
Læs også
Læs mere om
Syv dødsfald kunne have været undgået, hvis William Rapetti, chefriggeren på tårnkranen på Manhattan, 15. marts i fjor havde fulgt producentens anvisninger.
En netop offentliggjort rapport fra rådgivergiganten Arup, der har undersøgt ulykken for New Yorks byggeadministration, viser, ifølge Engineering News, hvilke beslutninger der førte til ulykken.
Arbejderne anvendte fire færre fastgøringspunkter end de otte, som producenten havde krævet. En af nylonslyngerne duede ikke, og de var alle mangelfuldt fastgjort.
Konsekvensen var en reduceret evne til at fastholde støttekraven, og at slyngerne blev udsat for skarpe kanter, fremgår det af rapporten.
William Rapetti kan imødese alvorlige anklager, men nægter sig skyldig.
Stålkrave rev alt med sig i faldet
For lige godt et år siden styrtede bygningskranen sammen, fordi en massiv ring af stål rev sig løs. Kranen arbejdede på 18. etage af et byggeri, der skal ende med at have 43 etager. Den 5,5 tons tunge støttekrave skulle, sammen med to andre på 9. og 3. etage sørge for, at bygningskranen stod stabilt.
Forud for ulykken havde kranfører og montører netop forhøjet byggekranen med flere meterstore sektioner for at kunne fortsætte arbejdet højere oppe.
Derefter ville arbejderne stramme den øverste støttekrave, og mens arbejdet skred frem, blev støttekraven midlertidigt sat fast med kædeblokke, forbundet med en højere sektion med slynger af tykt nylon.
Men da støttekraven blev manøvreret på plads, rev den sig løs og styrtede ned ad kranen, som en ring omkring et stålrør. Kraven styrtede ned i de to andre kraver og rev dem løs fra deres slynger forbundet til bygningen.
Uden nogen fortøjning og ude af balance var det derefter kun et spørgsmål om tid, inden bygningskranen vaklede. Det tunge førerhus fik kranen til at falde bagover i bygningen på den anden side af vejen.
Høje smæld fra de bristende slynger efterfulgtes af braget, da støttekraven styrtede ned og rev de to støttekraver nedenunder med.





