"Små problemer" eksisterer ikke, når man skal konstruere et køretøj, der skal kunne køre over 1.600 km/t.

Det fortæller chefingeniøren John Piper bag raketbilen ’Bloodhound SSC’ til The Guardian.

Raketbilen skal kunne klare en kraft på mere end 210 kilonewton (21,41 ton) fra jet- og raketmotorerne, der tilsammen gør Bloodhound SSC over 160 gange mere kraftfuld end en Formel 1 racer. De fire store og tunge, massive titaniumhjul snurrer med op til 10.300 omdrejninger i minuttet, hvilket genererer 50.000 g ved kanten af hjulene, og hver centimeter på raketbilens chassis udsættes for 12 ton.

Ifølge John Piper er Bloodhound SSC mere avanceret at bygge end de fleste rumskibe og langt sværere end at bygge en Formel 1-racer.

Hele projektet er ifølge britiske BBC lanceret af videnskabsminister Paul Dryson for at få flere børn og unge til at interessere sig for videnskab og teknologi. Han er foruroliget over udsigten til, at der snart vil mangle endnu flere ingeniører, matematikere og forskere inden for naturvidenskab.

Svært at afbalancere hele systemet
Folkene bag Bloodhound SSC fik for nyligt hjælp fra konstruktionseksperterne fra Arup til at analysere chassiset på samme måde, som virksomheden normalt analyserer megastrukturer. Her fandt Arup ud af, at chassiset ikke er så stift, som ingeniørerne havde håbet, at jetmotoren hopper, samt at baghjulene – der sidder ude på bilen på to stivere – trækkes udad af de enorme kræfter, som luften påvirker dem med.

»Det er let nok at løse disse problemer individuelt. Det er at kunne afstemme og balancere hele systemet, der er det svære,« siger John Piper.

Eksempelvis vil en forstærkning af chassiset øge raketbilens masse, hvilket kan gøre den mere bøjelig. Men det er ikke i sig selv et problem, lige som den hoppende jetmotor ikke i sig selv er det. Det afgørende er, hvordan disse ting harmonerer med resten af konstruktionen.

Det bliver jægerpiloten Andy Green, der skal køre raketbilen, og for at sikrer at han netop kører den og ikke flyver den, skal ingeniørerne kontrollere luftflowet over raketbilen for at forhindre, at der opbygges højt tryk under bilen, efterhånden som de soniske chokbølger bevæger sig ned langs bilen, når farten øges. Og for at have kontrol med luftflowet er bilens vinkel i forhold til jorden også meget vigtig.

Efterhånden som bilen accelererer, vil den begynde at pege nedad, og når den decelererer, peger den opad. Begge dele skal undgås.

Skal igennem tre "miljøer"
Når Bloodhound SSC skal op på de 1.600 km/t, skal raketbilen igennem tre meget forskellige ‘miljøer’ subsonisk, transsonisk (idet man gennembryder lydmuren) samt supersonisk. Hvert miljø udgør hver sit scenario af udfordringer: træk, løft, ændring i luftflowet omkring hjulene, hastigheden på luftindtaget til jetmotoren osv..

Derudover skal ingeniørerne tænke på vægten, der ændrer sig drastisk under kørslen. I de fyrre sekunder det tager at stå stille til at nå tophastigheden, vil Bloodhound SSC’s tre motorer forbrænde 1,5 ton brændstof (high test peroxide), hvilket er en meget stor del af bilens samlede vægt på 6,5 ton.

Efterhånden som bilen bliver lettere, vil den prøve at ‘sætte sig op’. Hvis det sker i for høj grad, vil aerodynamikken generere meget store løftekræfter under bilen og forvandle den til et missil.

Derfor er bilen udstyret med fire små vinger – to ved bilens front og to bagerst. Indtil videre har ingeniørerne dog fundet ud af, at vingerne er for små.

Testcentret i Filton nær Bristol er åben for alle interesserede børn og unge, der vil være med til at løse de komplicerede problemer.