Prisrekord: Indisk bil til 11.000 kroner på markedet i dag
Glem elbiler og miljøkærlige biler. I dag sender indiske Tata Motors deres bud på en tidstypisk bil på markedet. Tata Nano er skræddersyet til finanskrisen med en pris på sensationelle 11.000 kroner.
Her er indernes svar på en bil, der er skræddersyet til finanskrisen. Med et prisskilt på 11.000 kroner skal den lokke mange indere fra middelklassen ud af den offentlige transport og ind i sin egen, lille bil. (Foto: Tata Motors)
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Det er ikke bare størrelsen, der betyder noget.
»Hvis du er på udkig efter en limousine, så er det her ikke bilen for dig,« fortæller Tata Motors direktør, Ratan Tata, der i dag sender en ny og længe ventet bil på markedet.
For mens de vestlige bilfabrikanter overgår hinanden i at producere biler, der er meget miljøvenlige - og gerne må være eldreven - går den nye bil, Tata Nano i en mere finanskrise-venlig retning.
Bilen er nemlig verdens billigste med den overkommelige pris af 11.000 kroner - omregnet fra dagens kurs på indiske rupee.
»Vi vil ikke påstå, at bilen er den mest økovenlige i verden. Vi overholder de retningslinjer, der er i Indien (BS3), og er klar til at skalere op til Euro4, hvis det er. Men der er en pris forbundet med at være en totalt grøn bil - og den slags finder du ikke i vores bil, for vi har et særligt fokus på prisen,« fortsætter Ratan Tata på firmaets hjemmeside.
Fra 0 til 70 km/t på 14 sekunder
Bilen kører dog stadigt hæderlige 20 kilometer på literen i den 15 liter store brændstoftank. Men man skal ikke forvente at befinde sig særligt længe af gangen i ydersporet. Tophastigheden er 110 kilometer i timen, og det tager 14 sekunder at snøvle sig op fra 0 til 70 kilometer i timen med de 33 hestekræfter i den to-cylindrede motor, der har en slagvolumen på 624 kubikcentimeter.
Et af de steder, hvor firmaet havde håbet, at der var råd til lidt lir var ved at inkludere et trinløst automatgear - CVT som eksempelvis Prius' hybridbil har - men den del arbejder Tata Motors stadig på. I stedet har den lille bil fire solide, manuelle gear.
Det varer dog lidt endnu, før vestlige bilister kommer til at flå i den billige gearstang. For endnu er bilproduktionen kun klar til det indiske marked. Men siden skal den sælge til det øvrige Asien og Afrika og Sydamerika.
Når bilen senere kommer i en europæisk version med højere standard, bliver prisen på cirka 60.000 kroner inklusiv danske afgifter, skriver avisen.dk.
Men inden den billige bil når så langt, kan den måske allerede være overhælet af andre prisbillige konkurrenter.
Både det internationale nyhedsmagasin Newsweek og amerikanske Wall Street Journal mener, at Tata Nano formentlig kun er første ryk af en større bevægelse indenfor transportindustrien, hvor den globale trend går mod mindre og lettere - og ikke mindst billigere - biler.
Indtil videre virker verdensbevægelsen om Tata Nano dog forholdsvis beskeden. I skrivende stund har bilen knap 4200 fans på sit helt eget Facebook-fansite, der har været i luften siden juni sidste år.






