/rumfart

Gang i rumstationen: Solpaneler foldes ud og blikkenslageren knokler

Alle 16 solpaneler på rumstationen er nu foldet ud og leverer 120 kilowatt. Ombord er der hektisk aktivitet, blandet andet med at fikse et ødelagt toilet.

Af Thomas A. E. Andersen, mandag 23. mar 2009 kl. 10:18

Ti år efter bygningen af rumstationen begyndte, har den foldet sine vinger helt ud og genererer nu den maksimale effekt fra sine 16 solpaneler.

I slutningen sidste uge fik astronauterne fra rumfærgen Discovery monteret den sidste del af rumstationens store 106 meter lange hovedbom.

S6-bomdelen indeholdt de sidste fire af de tilsammen 16 solpaneler som leverer den primære energi til rumstationens drift og de videnskabelige eksperimenter om bord.

Solpanelerne bliver suppleret en smule fra et par sæt mindre russiske solpaneler. Tilsammen leverer de 16 primære solpaneler 120 kilowatt og har hver en længde på 35 meter.

Rumstation vejer nu over 300 ton
Efter monteringen af S6-bomdelen torsdag, forløb udfoldningen af solpaneler fredage uden problemer. S-6 med solpanelerne var den sidste større amerikanske del, som bliver tilkoblet stationen, som nu er over 80 procent færdig og har en samlet masse på over 300 ton.

Blandet de resterende manglende dele af det europæiske byggede knudepunkt-3, den europæiske robotarm ERA og en europæisk udsigtskuppel.

Masser af arbejde for astronauterne
Under en rumvandring lørdag gennemførte astronauterne Steven Swanson Joseph Acaba en række opgaver som forberedelse til den næste rumfærges ankomst.

De har installeret en GPS-antenne, løsnet nogle batterier som skal udskiftes senere og fotograferet en række solpaneler for skader.
Undervejs løb de dog ind i problemer, da de kom til at installere et beslag omvendt, hvilket betød af en opbevaringsboks ikke kunne åbnes helt og låses på plads.

Astronauterne havde også problemer med at omlægge nogle ledninger til rumstationens gyroskoper, da et stik ikke kunne kobles fra trods talrige forsøg.

En tredje og sidste rumvandring er planlagt i dag mandag.

Rumstationens toilet fungerer ikke ordentligt
I løbet af weekenden har astronauterne inde i rumstationen installeret en ny destillationsenhed i urinrensningssystemet.

Men de første afprøvninger gav problemer og det videre arbejde med at få urinrensningssystemet til at fungere blev udsat til mandag.

Nasa har ændret i planerne for de sidste dage Discovery er tilkoblet rumstationen for at sikre, at en række frosne videnskabelige prøver ikke tør op, inden Discovery vender hjem.

Man har derfor besluttet at udsætte lukningen af lugerne til lige inden Discoverys frakobling, så prøverne kan flyttes over i Discovery i sidste øjeblik.

Det er ellers normalt at lugen mellem fartøjerne lukkes aftenen inden frakoblingen.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.