Ond godtroenhed
Af Astrid Colding Sivertsen,
mandag 23. mar 2009 kl. 06:55
I dokumentarfilmen Religulous undersøger komikeren Bill Maher religiøsitet. Filmen ser ikke ud til at komme ud i de danske biografer, men man kan se et (langt) klip her.
Hans udgangspunkt er at religion er ”skadelig for menneskehedens fremskridt”, og han vil finde ud af hvorfor den florerer som den gør – i den tilsyneladende rationelle moderne verden vi lever i.
Så den bibelstærke Maher tager ud og møder de religiøse på deres hjemmebane, og i nogle tilfælde er det om end morsomt, så ret forudsigeligt, f. eks. hans besøg i en Bibelpark i Florida og hos fundamentalisten Ken Ham på ”Creation Museum” i Kentucky (et helt museum der fremviser kreationisme som animatroniske dinosaurer og mennesker side om side – det ville bare være om at lægge ansigtet i de rette folder hvis man nogensinde kom på besøg der).
Der hvor det bliver interessant er når han konfronterer dem der burde vide bedre, såsom Francis Collins, lederen af det Humane Genomprojekt. Collins taler om ”de historiske beviser for Kristi eksistens”, og nærmere adspurgt af Maher viser det sig at han hentyder til det Ny Testamente som han læser som ”en øjenvidneberetning” selv om det er en kendt sag at det først blev nedskrevet generationer efter de påståede begivenheder.
Da Maher spørger om det er den slags ”bevis” man ville stille sig tilfreds med i videnskabelig sammenhæng, svarer Collins at Maher ”sætter en standard for bevis som vil være umulig at imødekomme”.
Selvfølgelig er den standard umulig at imødekomme! Det er derfor jeg aldrig har forstået hvorfor i alverden amerikanske kristne begiver sig ud i ”bevisførelse”. De kunne bare sige ”det tror jeg på”, i stedet for at komme med pseudobeviser. Skræmmende er det når en førende videnskabsmand begiver sig ud i det.
Endnu værre bliver det hos senator Mark Pryor fra Arkansas. Han er evangelisk kristen, tror at dommedag er om hjørnet, og da Maher spørger direkte om han tror på evolutionsteorien undviger han og mumler at videnskabsfolk jo ikke engang er enige på det punkt.
Da Maher spørger direkte om det monstro kunne have været ”Adam og Eva for 5000 år siden med en talende slange i en have” svarer senatoren at ”det er en mulighed”.
Mahers konklusion er at det er et stort problem at USA regeres af folk der tror på talende slanger, og det kan man jo kun være enig i. Det risler mig koldt ned ad ryggen når jeg ser nogen i den magtposition som et sæde i sentatet er, vende det blinde øje til al fornuft på denne måde.
Det er ikke ret svært at forklare de sidste 8 års galskab. Da Obama underskrev erklæringen der tilbagetrak Bush’s ordre og igen tillod offentlig finansiering af stamcelleforskning, skrev han også et memorandum der genindsætter videnskab i beslutningsprocessen. Det var et af valgløfterne at vende tilbage til den videnskabelige metode efter de 8 mørke år med tro i stedet for viden – men man kan desværre spørge sig selv hvor meget ord nytter når man har et senat der tror på talende slanger.
Det er selvfølgelig meningen at Mahers film skal være en underholdende, men han er reelt interesseret i at afdække galskaben og sætte rationalitet på dagsordenen. Han nævner forskellige klassiske lobbyer i Washington der har stor indflydelse på de politiske beslutninger: jøder og NRA (National Rifle Association) medlemmer, der hver udgør 1.5% af den amerikanske befolkning. Til sammenligning udgør ateister og agnostikere 16%, men bliver aldrig hørt i den offentlige debat.
Han opfordrer denne store minoritet til at springe ud af skabet og sætte rationaliteten på dagsordenen, og bekæmpe forestillingen om at der er nogen der har alle svarene.
Alt i alt er Mahers film meget vellykket, men det grundlæggende spørgsmål om hvorfor der er religion til får han ikke rigtig svaret på. Et godt bud på det kan man imidlertid finde i den klassiske ”The Selfish Gene” af Richard Dawkins (som denne blogger endelig har fået læst, i stedet for at nøjes med at læse om den).
Kort fortalt argumenterer Dawkins for at vi mennesker i virkeligheden bare fungerer som overlevelsesmaskiner for de udødelige, egoistiske, gener vi indeholder. Generne spreder sig når vi formerer os, og gener der er gode til at sprede sig bliver mere hyppige med tiden.
Men gener er kun et eksempel på det Dawkins kalder en replikator – et stykke information der kan formeres og sendes videre – den generaliserede replikator kalder Dawkins for et meme. Et eksempel på et meme er en popsang der klæber til alle hjerner den møder, men et andet eksempel er – rigtigt gættet – religion. Ligesom gener har memes ikke noget formål, men eksisterer simpelthen som følge af deres egenskaber der tillader dem at spredes.
Men Dawkins er ikke fatalist, og hans projekt er, udover at forklare sammenhængen, også at gøre opmærksom på at vi har en fri vilje: ”Vi er bygget som genmaskiner og opdraget som mememaskiner, men vi er i stand til at vende os mod vore skabere. Vi alene på jorden kan gøre oprør mod de egoistiske replikatorers tyranni.”
Efter de 2 helt forskellige opfordringer til at komme ud af skabet er der bare tilbage at tilføje at opfordringen ikke kun bør gælde overfor den klassiske religion, men også bør gælde alle de andre egoistiske memes der udnytter os.