Forsvarets livsvigtige radar i Afghanistan tåler ikke sand - nu skal den ombygges
Ørkenstøvet er hårdt ved den livsvigtige artilleripejleradar i Camp Bastian i Afghanistan, der slet ikke er bygget til ophold i ørken eller varme. Nu skal hele kølesystemet laves om i Danmark.
Arthur - Artilleripejleradar på opgave i Afghanistan. Selve radaren er den firkantede plade, der er skudt op fra laddet på lastbilen. (Foto: Hæren Operative Kommando)
Læs også
Læs mere om
Den danske artilleripejleradar, Arthur (Artillery Hunting Radar), der løbende overvåger ørkenen udenfor den danske militærlejr i Afghanistan, er løbet ind i store problemer.
For Arthur er slet ikke bygget til ophold i hverken ørken eller varme, hvilket betyder, at ørkenens fine støv trænger ind over alt, og sommervarmen er også hård ved elektronikken.
Når granater affyres mod den danske militærlejr i Afghanistan, er det ellers dens opgave at opdage dem i god tid inden, de rammer ned.
Når signalet fra et indkomment missil eller en granat er opfanget, kan elektronikken normalt lynhurtigt udregne både affyringssted og nedslagssted, og dermed alarmere lejrens indbyggere. I bedste fald kan Arthurs øjne give soldaterne en varslingstid på op til tyve sekunder, der kan bruges til at få soldaterne væk fra det forventede nedslagssted.
Forsvaret henter Arthur hjem
På grund af problemerne har Forsvaret besluttet at hente de tre udstationerede udgaver af Arthur hjem fra Afghanistan til en grundig rengøring og opdatering af anlæggets køleenhed. Radarerne skal hentes hjem en af gangen, og arbejdet skal foretages på Hærens Materieltjeneste i Hjørring, hvor blandt andet tekniker Preben Toft Hansen og hans kollega Martin Nygaard sørger for, at elektronikken er i orden.
»Arthur er slet ikke bygget til ophold ørken, som der er i Afghanistan. Den bruger den omgivende luft til køling, og det betyder, at selv om der er filter på, så kommer der alligevel støv ind over alt, og det gør også, at det er svært at opnå køling. Og når støvet sætter sig fast, så gør det kun problemet endnu værre,« siger Preben Toft Hansen til Ing.dk/elektronik.
Hjemme i Danmark bliver hele radaren skilt ad og samtlige komponenter rengøres og testes, når de samles. Ud over rengøringen bliver køleanlægget også modificeret, så der kommer en form for air condition, ligesom kølingen bliver også lagt om, så der sker en recirkulation af luften. Dermed bliver det ikke længere nødvendigt at trække den støvrige ørkenluft ind i systemet.
Danske underleverandører skal hjælpe med
Ifølge Preben Toft Larsen tager det omkring otte uger at få renset og opdateret systemet, der blandt andet kommer til at ske med hjælp fra danske underleverandører.
»Vi har haft en aftale med Saab Microwave, men den har Forsvaret ikke forlænget, så nu skal vi ud og finde andre formentlig danske virksomheder, der kan hjælpe os med blandt renseprocessen. På den måde kan vi fokusere på det, som vi er bedst til - nemlig at teste elektronikken og sørge for, at det hele fungerer.«
Camp Bastian efterlades dog ikke uden radarværn i forbindelse med opdateringen, idet lejren først modtager en afløsningsradar, inden radaren pilles ned og med russisk fragtfly sendes til Danmark.
Preben Toft Larsen oplyser endvidere, at der løbende foregår en opdatering af selve systemet. Blandt andet vil der snart komme en fiberoptisk tilslutning, så signalet kan overføres fra overvågningsenheden til det centrale kommandocenter i lejren.
Derudover ligger der også planer om at sende signalet via satellit, så det kan gøres tilgængeligt for andre hærenheder i regionen. Hvis signalet deles, kan de styrker, der er tættest på affyringsstedet, sættes ind og nedkæmpe fjenden.
Det danske forsvar råder over seks styks Arthur, hvoraf de tre er udstationeret i Afghanistan, og de tre øvrige befinder sig i Danmark.






