Metrobyggeri får kirkeminister til at frygte for Marmorkirken
Birthe Rønn Hornbech (V) er ligesom Københavns Stift og Kulturarvsstyrelsen nervøs for konsekvenserne af at anlægge en metrostation op ad Marmorkirken.
Læs også
-
Metroselskabet om ulykken i Köln: Vi vil undersøge alle forhold
-
Besparelser på nødudgange i cityring får regnskabet til at holde
Læs mere om
Det er kirkeministerens ansvar, at kirker ikke synker i grus. Det ansvar tager Birthe Rønn Hornbech så alvorligt, at hun på et regeringsmøde for nogle dage siden indvied transportministeren i sin bekymring for Marmorkirken.
Lars Barfoed (K) skal i løbet af få uger sig ja eller nej til Metrocityringens placering. Indtil for et par uger siden tydede alt på et ja. Men i mellemtiden er Kölns byarkiv styrtet ned i metroudgravningen under den tunge arkivbygning.
Det fik Folketingets trafikudvalg til i sidste uge at bede transportministeren udsætte beslutningen om linieføringen, indtil flere undersøgelser havde godtgjort, at den valgte linieføring nu også er sikker.
Metroselskabets mange boringer og andre forundersøgelser har for længst lagt cityringens linieføring fast, og de mange indsigelser fra bekymrede borgere er hver gang blevet mødt med forsikringer om, at der er fred og ingen fare.
Men ligesom Kölns byarkiv var tungt, er Marmorkiken det også. Og ulykken, der kostede to unge mænd livet, har formentlig fået den latente uro til at blusse op.
»På et regeringsmøde så sent som for nogle dage siden nævnte jeg for ham, hvordan jeg ser på den sag«, siger Birthe Rønn Hornbech til Politiken.
»Som politiker kan jeg ikke teknisk vurdere, om der er risiko for sammenstyrtning, men jeg synes under alle omstændigheder, det er synd, at den overhovedet skal placeres lige dér«, siger hun.
Og nu advarer også Kulturarvsstyrelsen mod at grave et dybt hul klos op ad kirkens fundament og anbefaler, at den planlagte metrostation bliver placeret et andet sted.
”Den meget tunge kirke lægger et så stort tryk på det underliggende jordlag, at det udgør en betydelig risiko for Marmorkirken,” skriver styrelsen, ifølge Politiken, i et brev til Metroselskabet.
I næste uge får transportministeren trafikudvalgets indstilling, inden han endeligt beslutter cityringens linieføring.






