Hvornår mister lys sin styrke?
Leif Pedersen vil gerne vide, om man kan forbedre sine solceller med en reflekterende kasse:
"Hvornår mister lys sin styrke? Hvis man laver en kasse rundt om en solcelle med et tag formet som æggebakker og med gennemstråleligt lag med en antirefleks-coatning samtidig med sider og bund med samme opbygning dog uden gennemstråeligt lag, vil sollyset jo blive indenfor i lang tid. Er der ikke en gevinst med den reflekterende kasse?"
Ivan Katic, Seniorkonsulent, Energi & Klima, 2G, Teknologisk Institut, svarer:
"Reflektorer er gennem mange år blevet brugt til at øge ydelsen for solceller, men det foregår altid på den måde at lyset samles op over et større areal og koncentreres på solcellen, som derfor producerer mere strøm end uden koncentrator. Koncentrationen kan være op til 1000 gange med systemer, der følger solens bane.
Spørgerens forslag indebærer, at den samme lysmængde reflekteres rundt inde i en kasse, hvori der er anbragt en solcelle. For hver gang lyset reflekteres, vil det miste noget af sin energi, typisk 2% pr gang for de bedste reflektormaterialer, og lyset vil derfor ikke nå frem til solcellen uden tab.
Det lys, der rammer solcellen, vil absorberes og kan ikke bruges endnu en gang. Hvis man tænker sig, at man lægger et låg på kassen, vil lyset derfor hurtigt gå ud.
Hvis kassens åbningsareal er mindre end solcellen, vil der derfor ikke være nogen energimæssig gevinst i forhold til en frit monteret solcelle, tværtimod.
Hvis åbningsarealet er større end solcellen, kan der opnås en gevinst som afhænger af reflektorens geometri og materiale, men det afgørende er altså det optiske åbningsareal af det samlede system."
Spørg Scientariet er i dag redigeret af Julie M. Callesen, jmc@ing.dk.
Udbredt bekymring for forstyrrelser af GPS-signalet
Kan man isolere ydervæggene i et hus på begge sider?




