Forskernes Plan B: Vi manipulerer bare med klimaet

Klimakongressen i København i sidste uge gjorde det klart, at målet om en global temperaturstigning på maksimalt to grader er yderst optimistisk. Ude på gangene og i de små kontorer diskuterede man derfor også mere radikale løsninger.

Af Robin Engelhardt,  søndag 22. mar 2009 kl. 12:00

Listen over ideer til menneskelig styring af klimaet er lang. På grafikken vises nogle af dem. (Grafik: Lasse G. Jensen - Kilde: Lenton and Vaughan, 2009)

Der var ikke mange opløftende nyheder at hente på Københavns Universitets klimakongres i Bella Center i sidste uge.

De over 2.500 eksperter fra 80 lande var enige om, at de seneste fem års data ligger tæt op ad IPCC's worst case-scenarier: På mange centrale punkter er klimaet allerede på vej forbi det, man betragter som holdbarhedens grænse.

Desuden viser den nyeste forskning, at der findes mange hidtil ukendte positive feedback-effekter, der kan føre til "irreversible tipping points" med ukendte konsekvenser for havvandstandsstigningen, for ocean- og iskappedynamikken, for ilt- og surhedsgraden i oceanerne og utallige ekstreme vejrbetingelser på landjorden.

»Hvis vi globalt reducerer drivhusgasserne med 50 pct. i 2050 i forhold til 1990-niveauet, er der omkring 50 pct. chance for at blive under det politiske mål om en temperaturstigning på to grader C,« sagde Stefan Rahmstorf fra Potsdam Instituttet til Anders Fogh Rasmussen i plenum og anbefalede derfor en sænkning på 80 pct. Men bare for at den mindre ambitiøse plan skal lykkes, må udledningen af drivhusgasser toppe i 2015, "altså om senest seks år", som IPCC's formand Rajendra Pachauri har sagt det gang på gang.

Men virkeligheden er en anden. Udledningen af drivhusgasser er ifølge det internationale energiagentur, IEA, steget i de sidste mange år, og selve stigningen er steget, endda med stigende tendens. Og den aktuelle krise har kun ændret meget lidt på det.

Et øget antal forskere mener derfor, at der også skal skrues på andre knapper. De mener, at vi lige så godt kan begynde at manipulere klimasystemet direkte ved hjælp af geoengineering. Det kunne være ved kemisk manipulation af havene eller ved at fylde stratosfæren med reflekterende svovlpartikler. Der er også forslag fremme om at skyde solskjolde ud i rummet og lave kunstige skyer.

I mange år har geoengineering været betragtet som den ultimative menneskelige hybris, der kun støttes af typer som Edward Teller og andre galninge. Men i 2006 skrev hollænderen Paul Crutzens en artikel om, hvordan man ved at skyde svovlpartikler ud i stratosfæren ville kunne simulere et vulkanudbrud og dermed skrue ned for varmen. Hans status som Nobelpristager og seriøs atmosfærekemiker gjorde, at et førhen tabuiseret tema pludselig blev salonfähigt.

Siden er der kommet et utal af forslag til, hvordan vi kan styre klimaet. Kongressens arbejdsgrupper om tipping points og geoengineering var inspireret af Tim Lentons undersøgelser af, hvor gode de forskellige forslag er til at reducere den samlede varmestråling på Jorden. Lentons analyse opdeler ideerne i to kategorier – de kort- og de langbølgede.

Til den første kategori hører tiltag, som reflekterer eller blokerer for Solens (kortbølgede) stråler. Her finder man Dan Lunts (Bristol University) science fiction-agtige idé om rumskjolde og spejle i omløb om Jorden, men også mere simple ideer som en forøgelse af mængden af skyer på himlen, og mere lokalt orienterede tiltag som hvide tage, og reflekterende beplantning.

Den anden kategori indeholder forslag, der vil trække CO2 ud af atmosfæren og oceanerne og dermed øge Jordens udgående langbølgede strålingsenergi. Ideer inden for denne kategori er for eksempel massiv skovrejsning, biobrændsel, oplagring af CO2 i undergrunden (såkaldte CCS-teknologier), kemisk gødskning af oceanerne med jern og fosfor, osv.

Lenton og kolleger beregnede så, hvor meget de enkelte ideer bidrager til en samlet reduktion i strålingsenergien. Beregningerne viser, at ingen af de eksisterende ideer er nok i sig selv. Uden en sideløbende aggressiv reduktion i selve udledningen af drivhusgasser vil vi ikke kunne holde os under de to grader. Men modsat viser beregningerne også, at reduktionen i udledning af drivhusgasser alene, sådan som IPCC kræver, heller ikke er nok. Vi behøver begge dele.

Mest effektive er kortbølgeblokaderne, altså rumskjolde, reflekterende partikler i stratosfæren og podning af skyer ved hjælp af havvand (se grafik). Mens det første forslag er meget dyrt og mangler de teknologiske forudsætninger, er de to andre relativt lowtech og billige. Dernæst ville en forøgelse af ørken-refleksionen virke godt.

Nogle forskere forestiller sig, at der opstilles hvid plastic i ørkenerne, eller at mørke områder dækkes af lysere beplantning, de steder hvor det kan lade sig gøre. Også direkte CO2-lagring (især af biobrændsel) ville bremse den globale opvarmning, dog uden at stoppe den. Ind på en tredjeplads kommer forskellige forgasningsteknologier, skovrejsning samt en øget refleksion på ager- og græsjorder. Alle de resterende ideer ville være langt mindre effektive.

Ulemperne kan være store. Sulfaterne i stratosfæren ville kun holde i få år og derfor kræve nye forsyninger hele tiden. Partiklerne ville ændre nedbørsmønstre og således medføre store omvæltninger i de berørte områder. Og for både stratosfæremanipulation og skypodning gælder det, at hvis vi fortsætter med at pumpe mere CO2 ud i atmosfæren, vil det i det lange løb kræve flere og flere partikler, og i praksis gøre det umuligt at stoppe kapløbet.

Tusinder af kvadratkilometer hvid plastic i ørkenen ville være et økologisk mareridt, og forsøg på at gøre ørkenen grøn ville kræve en ukendt mængde af ressourcer og tid, uden at man kan vide sig helt sikker på, at det virker tids nok. Det samme gælder ifølge forskerne for oceangødskning, der kun ville batte over flere tusinde år.

Massive satsninger på biobrændsel og på omstruktureringer af ager- og græsjorder vil skabe uacceptable sociale konflikter. CO2-lagring i undergrunden har ifølge forskerne de færreste ulemper, men prisen er uklar og en ensidig satsning vil kun forhale processen, ikke stoppe den.

Mens et stigende antal forskere altså ser geoengineering som en delløsning sammen med massive nedskæringer i brugen af fossile brændstoffer, ser andre, som for eksempel Greenpeace, geoengineering som den ultimative forbandelse – og som en sovepude. I stedet for at fjerne problemets årsag, altså udledningen af CO2 i biosfæren, laver man symptombehandling, som til at starte med måske hjælper lidt, men som i det lange løb blot gør problemet værre.

Geoengineering er ifølge kritikerne et moralsk hazardspil, fordi det effektivt er endnu et skridt væk fra bæredygtigheden. I stedet for at minimere de menneskelige påvirkninger og stole på, at naturen kan holde ligevægten selv, gør vi os til kaptajner for Rumskibet Jorden, dog uden at vide, hvordan cockpittet fungerer. Risikoen er, at man bare gør tingene værre, og at alle de febrilske tryk på ukendte knapper blot åbner for en Pandoras æske af nye problemer.

Desuden indeholder geoengineering ifølge en række forskere opskriften på store internationale konflikter. Hvis et enkelt land beslutter at skyde sulfater ud i stratosfæren, vil det påvirke hele kloden. Jordkloden er et komplekst system, hvor man ikke kan lave kontrollerede forsøg af den slags. Nogle lande vil være vindere, men andre vil være tabere. Og hvem er det lige, der uddeler rollerne?

Både kritikere og fortalere er dog enige om, at det største problem med geoengineering stadig er, at det kan være en illusion. Ingen seriøs forskning har endnu kunnet vise, at det virker. Hvis politikerne og medierne derfor begynder at tænke, at denne "Plan B" er en reel mulighed, kan det føre til det værste af alle scenarier: handlingslammelse mens vi venter på Godot. Jo hurtige vi afdækker illusionerne, jo bedre. Det gøres bedst ved at indsamle data. Og i mellemtiden må udledningen af drivhusgasser ned på et minimum.