Opinion: Skatteaftale sparker ikke energirenoveringer i gang

Af Anders S. Andersen, Bygningskonstruktør, Alectia A/S, fredag 20. mar 2009 kl. 00:45

Regeringen, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance har efter længere tids tovtrækkeri endelig indgået en skatteaftale om en renoveringspulje på 1,5 mia. kr. til finansiering af tilskud til renovering i 2009.

Ordningen betyder, at private kan søge tilskud på 40 pct. af arbejdslønnen til renoveringsarbejde, dog højst 15.000 kr. og vælges der samtidig energirenovering, kan private få yderligere tilskud til materialer på højst 10.000 kr.

Det er alt sammen et lille skridt i den rigtige energiretning, da initiativet til en vis grad øger beskæftigelsen, indeklimaet forbedres i bygningerne og CO2-forbruget nedsættes. Men vi er mange, der gerne havde set, at politikerne i højere grad var deres opgave voksen og havde øremærket hele puljen til energirenoveringer. For næste spørgsmål er, hvor meget ordningen egentlig rykker på den front?

Bygninger tegner sig for 40 pct. af det samlede energiforbrug, og da nybyggeri kun står for en procent af den samlede bygningsmasse, skal der fokuseres på energirenovering, hvis vi skal leve op til forpligtelserne om at nedsætte vores CO2-udslip.

Debatten om klimavenlig renovering har kørt i årevis, og det skorter ikke på gode hensigter og undersøgelser, der peger på energisparepotentialet.

Problemet er, at uden ordentlige tilskudsordninger er fremdriften begrænset, da der åbenbart er mere status i samtalekøkkener end at hulmursisolere huse. Den nye renoveringspulje sikrer kun, at 40 pct. af puljen øremærkes energirenovering. Det betyder, at det igen bliver lagt i de privates hænder at vælge energirigtige løsninger.

I Alectia rådgiver vi byggeriets parter om energibesparelser i bygninger, og vi oplever heldigvis en stigende fokus på at nedsætte energiforbruget. Men mange er stadig tilbageholdende. Årsagen er tilbagebetalingstiderne, og at energioptimering i mange tilfælde kun er rentable i forbindelse med traditionelle renoveringstiltag, som når taget eller vinduer alligevel skal udskiftes.

Det er efterhånden soleklart, at energirenoveringer ikke kommer i gang af sig selv. Og spørgsmålet er, om regeringen sparker hårdt nok med de planlagte 1,5 mia. kr.?

Det er trods alt et beskedent beløb i forhold til det samlede energisparepotentiale og behov. Vi håber derfor på mere politisk handling med flere tilskudsordninger fremover.

Muligheden for at sparke mere gang i energirenoveringer er her nu: Byggebranchens aktivitetsniveau er lavt, regeringen vil gerne være 'grøn' og vi skal være foregangsland som værter for FN's klimakonference. Desuden har regeringen netop startet det nye Videncenter for energibesparelser i bygninge. Vi må krydse fingre for, at renoveringspuljen gør, at flere folk i byggebranchen benytter sig af centerets viden.

Regeringen og Connie Hedegaard er ved at lægge sidste hånd på Danmarks plan for energirenovering 2009.

Ifølge en regeringsaftale fra 2008 om den danske energipolitik 2008-2011 skulle regeringen inden marts 2009 forelægge en strategi for lavere energiforbrug i bygninger, og vi ser frem til, at den 'grønne' regering er sin opgave værdig og sætter handling bag ordene, så energirenoveringer for alvor kan sparkes i gang herhjemme.