Flagermus klamrede sig til rumfærgens hovedtank under affyring
En flagermus på kun 12,5 gram forsøgte at være blind passager under Discoverys opsendelse. Nu er rumfærgen smertefrit koblet til rumstationen, og ingen skader er fundet indtil videre.
Læs også
-
Nasa har travlt: Militærsatellit og Discovery-rumfærge skal op fra samme sted
-
Brint lækkede fra hovedtank under nedtælling til rumfærge-opsendelse
Læs mere om
Dokumentation
Billeder fra Nasa viser nu, at et lille dyr på kun ni centimeter og med en vægt på 12,5 gram ihærdigt forsøgte at klamre sig til rumfærgen Discoverys hovedtank under lift-off. Ifølge Nasa lykkedes det flagermusen, der går under navnet Tadarida brasiliensis eller ”Free tail bat”, at holde fast indtil Discovery var kommet op over tårnet på affyringsrampen.
Flagermusen havde formodentlig brækket venstre vinge og havde problemer med den venstre skulder. Analyserne viser også, at flagermusen holdt ved og skiftede position et par gange inden opsendelsen.
Uden flagermus er astronauterne nu alene i rummet og gennemførste i går, tirsdag, en smertefri sammenkobling med rumstationen.
Rumfærgekaptajn Lee Archambault styrede sikkert rumfærgen Discovery ind til sammenkoblingen med rumstationen tirsdag aften kl. 22.20 over det vestlige Australien.
Efter at sammenkoblingsmekanismen mellem de to fartøjer var aktiveret blev lugerne åbnet lige efter midnat, og de to besætninger kunne hilse på hinanden for første gang.
Kolbøtte med rumfærge viste ingen skader
Inden tilkoblingen foretog Lee Archambault en kolbøtte med Discovery, så astronauterne på rumstationen kunne foretage en fotografering af dens underside for skader.
Nasa oplyser, at man har gennemgået 70 procent at dataene fra Discoverys opsendelse, og stadig ikke fundet nogen skader af betydning.
Kapløb for at få bomdel på plads
Med den vellykkede sammenkobling starter et kapløb med at få installeret S-6 bomdelen på rumstationen, gennemført tre rumvandringer og overført alt udstyr og forsyninger til rumstationen, inden Discovery skal frakobles igen den 25. marts for at gøre plads til det næste Soyuz-fartøj, Soyuz-TMA14, som ankommer den 28. marts.
På rumstationen kunne rumstationskaptajn Mike Fincke, Juri Lonchakov og Sandy Mangus byde Discovery’s besætning velkommen.
Sandy Magnus ringede traditionen tro med rumstationens skibsklokke for at markere Disocverys ankomst, da besætningen svævede ind i rumstationen.
Sandy Magnus hilste varmt på hendes afløser japaneren Kochi Wakata, som skal forblive på rumstationen, mens hun vender hjem med Discovery efter fire og en halv måned i rummet.
Nye astronauter på vej den 26. marts
Efter den obligatoriske sikkerhedsinstruktion gik astronauterne i gang med at flytte udstyr over i rumstationen og Sandy Magnus og Kochi Wakata byttede sæder til Soyuz-fartøjet, hvorved Wakta officielt blev en del af rumstationens besætning.
Mike Fincke og Juri Lonchakov vil senere på måneden blive afløst af rumstationens 19. permanente besætning Gennady Padalk og Mike Barratt, der bliver opsendt den 26. marts med en Soyuz-raket fra Baikonur-rumcenteret.






