/rumfart

Kæmpe økonomisk boost til Indiens rumprogram

Indiens rumprogram har for andet år i træt fået et kæmpe løft. I år er stigningen på 27 procent og særligt en petroleum-baseret raketmotor står på udgiftslisten.

Af Thomas A. E. Andersen, mandag 16. mar 2009 kl. 12:01

Det indiske rumprogram er for andet år i træk steget med over 20 procent. Stigningen omfatter primært nye penge til udvikling af en petroleum-baseret raketmotor og en kommunikationssatellit med ny teknologi, skriver Space News.

Det indiske parlament har frigivet den indiske rumfartsorganisations ISRO’s budget for 2009-2010 på 44,59 milliarder rupee, hvilket svarer til cirka 5 milliarder kroner. Denne 27 procents stigning kommer lige efter sidste år stigning, som var på 24 procent.

Omkring 750 millioner rupee - 83 millioner kroner - skal benyttes til at udvikle en kraftig semi-kryogen raketmotor med petroleum som brændstof. Motoren skal benyttes på en af Indiens fremtidige raketter.

Budgettet omfatter også 620 millioner rupee (69 millioner kroner) til udvikling af en rumkapsel, som kan bringe prøver tilbage til Jorden, samt andre aktiviteter som forberedelse af Indiens mål om at sende to astronauter ud i rummet i 2015.

Herudover omfatter budgettet 900 millioner rupee (100 millioner kroner) til den fortsatte drift af landets vellykkede Chandrayaan-1 satellit, som er i kredsløb om Månen, samt til dens efterfølger Chandrayaan-2, der er planlagt til opsendelse i 2012.

En talsmand for Isro oplyser, at det samlede budget skal dække seks opsendelser, som er planlagt fra nu og indtil marts 2010.

Det er bl.a. den første opsendelse af GSLV-raketten (Geostationary Satellite Launch Vehicle) med et kryogent trin. Opsendelsen er planlagt til slutningen af i år eller starten af næste år. Raketten skal medbringe GSAT-4 navigationssatellitten til Indiens nationale satellitnavigationsprogram. En anden GSLV-raket skal opsende en Indisk meteorologisk satellit kaldet Insat-3D.

Landets første polær radarsattellit skal opsendes med en indisk PSLV-raket (Polar Satellit Launch Vehicle) i løbet af april eller juni måned. Herudover skal PSLV-rakketten opsende jordobservationssatellitterne Oceansat-2 og Resourcesat-2, samt den mindre rumkapsel, der skal sende prøver tilbage til Jorden.

Budgettet indeholder ingen oplysninger om den nye kommunikationssatellit - bortset fra at der er afsat 50 millioner rupee - 5,5 millioner kroner - de kommende år til at inkludere nye teknologier.



16. mar 2009 kl 15:18

avatar

Uffe R. B. Andersen

Satellit eller sonde?

Er Chandrayaan-1 en satellit eller en sonde? Eller var den en sonde på turen til månen og nu en satellit i kraft af sit kredsløb? Hvad er normen, hvis nogen findes, for skelnen mellem sonder og satellitter i kredsløb om andet end jorden?


16. mar 2009 kl 16:17

avatar

Steen Eiler Jørgensen

Re: Satellit eller sonde?

Jeg plejer gerne at definere en satellit som noget, der er i kredsløb om jorden, og en sonde som noget, der er længere væk. Således kalder jeg altså Mars Express, Magellan og Cassini for rumsonder, men jeg tror ikke der er en vedtaget definition.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.