Better Place: Skatteminister kan bremse elbil-salget
Better Place: Elbilens udbredelse bliver bremset, hvis skatteministeren får held til at lægge afgifter på efter 2012.
Skatteministeren lover, at elbiler ikke bliver dyrere i afgift end benzinbiler. Men adm. dir. Jens Moberg for Better Place vil gerne have mere solide løfter. (Foto: skm.dk)
Læs også
-
Better Place-chef lover: Kom fra Gedser til Skagen på el i 2011
Læs mere om
Skatteminister Kristian Jensens (V) plan om at lægge afgifter på elbilerne efter 2012 vil skade elbilernes udbredelse og dermed klimaet, frygter Jens Moberg, administrerende direktør i Better Place Europa.
Better Place er Dongs elbilpartner, der har lovet at udstyre Danmark med en infrastruktur, der vil sætte elbilister i stand til i 2011 at køre fra Gedser til Skagen.
»Det er positivt, at der er afgiftsfrihed frem til 2012, og det er også positivt, at vi har en mindre afgift efter 2012, og ingen af os ved endnu, hvor stor forskellen bliver. Men for at fremme elbilernes udbredelse, til gavn for miljøet, er det selvfølgelig at foretrække, hvis vi fortsætter med 0-afgift. Det kommer an på, hvor hurtigt regeringen og det danske samfund er interesseret i, at vi får udbredt elbilen,« siger Jens Moberg.
»Der skal jo ske en ændring i hele bilindustrien, og vi skal have gang i masseproduktionen af elbiler og af batterier. Derfor er det ønskeligt, at vi har en afgiftsfritagelse, indtil vi har masseprodution i gang. Det er umuligt at sige, hvornår det sker, for vi først er ved at skulle i gang.«
Skat på elbiler, når de vælter frem
For skatteminister Kristian Jensen handler det om at forbeholde sig ret til at lægge skat på elbilerne i det øjeblik, de vælter frem på markedet, siger hans særlige rådgiver, Peter Høyer:
»Den sikkerhed jeg – og ministeren – kan give, er, at det aldrig bliver dyrere at køre i en elbil end i en benzinbil, og at elbiler ikke vil blive hårdere beskattet end benzinbiler. I skatteministerens udtalelse om ”afgiftsmæssig begunstigelse med en markant lavere registreringsafgift, som er nødvendigt for at sikre introduktion og udbredelse i Danmark” ligger, at hvis man først introducerer elbilerne og så skynder sig at brandbeskatte dem, forsvinder de jo igen.«
Dialog med hele Folketinget
Men for Moberg er det ikke sikkerhed nok:
»Jeg håber meget på en dialog med alle Folketingets partier, så vi kan fortsætte den nuværende ordning med 0-afgift også efter 2012. Når først elbilen bliver masseproduceret, bliver den billigere at producere, end benzinbiler. Men der er vi langt fra endnu. Derfor er der behov for politisk viljestyrke til at sikre, at vi får den transaktion i gang.«
»Det vigtigste er afgiftsforskellen mellem el- og benzinbiler. Med den har vi den nødvendige hjælp til at få bilfabrikkerne til at få gang i masseproduktionen.
- Har det at ministeren nu har sagt, at der vil komme afgifter, skønt lavere, på elbiler fra 2012, skabt en skadelig usikkerhed?
»Det er klart, at det vil give forbrugerne en større sikkerhed, hvis der kommer en konkret politisk udmelding, for elbiler er et nyt begreb, som danskerne skal vænne sig til. Og det er en kommunikationsopgave, som vores firma har, men det er også vigtigt, at regeringen og Folketinget har en sikker hånd, når elbilerne skal udbredes,« siger Jens Moberg, der ser frem til et snarligt møde med transportminister Lars Barfoed, med hvem han både vil vende afgiftsspørgsmålet, et samarbejde om infrastrukturen og i hvilket omfang Folketinget vil fremme, at også offentlige køretøjer bliver eldrevne.






