Hjulspin får marsbil til at vælge omvej
Støvlaget på marsbilen Spirits vej mod nye videnskabelige målinger er så tykt, at bilen laver hjulspin. Nu snegler Spirit sig af sted ad en omvej.
Billedet fra Mars Reconnaissance Orbiter viser Spirits overvintringssted. Selve bilen er synlig og det samme er low Ridge, hvor Spirit var parkeret med en hældning på 11 grader for at få det maksimale udbytte af solpanelerne under vinteren. Det er også muligt at se hjulsporerne lavet af Spirit på vej mellem Home Plate og Tyron. (Foto: Nasa)
Læs også
Læs mere om
Løst sand og deraf følgende hjulspin har fået Nasa til at vælge en omvej for deres lille trodsige Marsbil.
Beslutningen kommer efter to forsøg på at komme over området Home Plate, der er et fladt område på størrelse med halvdelen af fodboldbanen i Parken, bestående af sammenpresset støv der hæver sig halvanden meter over omgivelserne.
I løbet af januar og februar kørte Spirit ned fra Home Plate efter et mislykket forsøg på at køre over. Bilen kørte 15 meter østpå, mod et mindre stejlt område, men her endte bilen i hjulspin.
»Vi kører Spirit rundt om Home Plate mod øst. Marsbilen skal rundt om nogle små klitter der strækker sig mod nordøst. Herfra må vi så se, om der er en farbar vej øst om Home Plate. Hvis dette viser sig at være umuligt, er den vestlige vej om Home Plate stadig en mulighed,« siger Nasa’s projektleder på Marsbilerne John Callas.
På en hård, flad overflade kan Spirit for fuldt drøn køre med en hastighed af fem centimeter i sekundet (eller 0,2 kilometer i timen), men det er langtfra den hastighed Spirit bevæger sig i for øjeblikket.
Spirit gik i hi på Home Plate
Marsbilen startede tidligt på dette års videnskabelige undersøgelser, efter at have været delvist lukket ned i dvale i den forgangne marsvinter.
Spirit tilbragte 2008 på Home Plate, og det var på området nordvendte skråning, at Spirit har tilbragt de seneste måneder for at overleve den seks måneder lang marsvinter.
Under marsvinteren står solen så lavt på himlen, at dette sammenholdt med det støvlag som findes på marsbilen solspaneler, gav en meget lavt energiforsyning.
Spirits mål er kun 200 meter væk
Sprit har allerede gennemført undersøgelser af et silicium-rigt område, som indeholder information om vandets tidlige historie på Mars. Men nu er bilen på vej mod to primære områder, som skal undersøges i 2009.
Det ene er en stejl høj kaldet Von Braun og det andet er en uregelmæssig flade døbt Goddard. Disse to områder ligger ved siden af hinanden omkring 200 meter syd for, hvor Spirit befinder sig i dag, og de indeholder videnskabeligt interessante formationer.
Samtidig kan den nordvendte skråning på Von Braun benyttes til overvintringen i slutningen af 2009.
Foråret er i gang på Mars
På Mars er det nu midt på foråret. Solen er krøbet højere op på himlen i de seneste måneder. Den 6. og 14. februar blæste Marsvinde noget af støvet af Spirit solpaneler, hvilket fik Marsbilens energiforsyning til at stige sammenlagt med 20 procent.
Søsterbilen Opportunity på den anden side af Mars bevæger sig langsomt hen imod det store Endeavour krater på 22 kilometer i diameter.
Opportunity er stadig 12 kilometer fra krateret, men på vej derhen i en bue, for at komme uden om et område med dybt løst Marsstøv.
Opportunity har vist tegn på forhøjet gnidningsmodstand i det højre forhjul. Nasa har derfor i det sidste par Marsdage bakket bilen, for at fordele smøringen i hjulet, en teknik som har virket før.






