I nat stryger rumfærgen af sted med udstyr til rumstationen
Nedtællingen til opsendelsen af rumfærgen Discovery begynder i nat. Rumfærgen medbringer nye folk til rumstationen og en bomdel. Alt er nu gennemtjekket, melder nasa.
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Nasa opsender natten til torsdag rumfærgen Discovery med den sidste del til Den Internationale Rumstations store elektricitetssystem, bomdelen S-6 med to sæt solpaneler.
S-6 bomdelen er det sidste større amerikanske bidrag til rumstationen. S-6 vejer 14 ton og har elektriske systemer, radiator og to 35 meter lange sammenfoldede solpaneler.
Nasa´s meteorologer lover 90 procents chance for godt vejr til opsendelsen torsdag.
Problematiske ventiler har været grundigt undersøgt
Opsendelsen af Discovery har været udsat i flere gange siden den 12. februar på grund af problemer med en brintventil i rumfærgens brændstofsystem.
Under den tidligere opsendelse af Endeavour i november sidste år brækkede et lille stykke af, men forvoldte heldigvis ikke problemer.
Nasa ville sikre sig, at dette ikke blot var et tilfælde, og at hvis dette skete igen, så vil det ikke udgøre nogen risiko for astronauterne.
Discoverys tre ventiler har været fjernet og inspiceret, og analyser har vist, at de selv ikke kan forårsage katastrofale skader.
Nyt besætningsmedlem skal sendes af sted
Opsendelsen er fastsat til torsdag kl. 02.20 dansk tid fra rampe 39B på Kennedy-rumcenteret i Florida.
Discovery medbringer foruden S-6 bomdelen også et nyt medlem til rumstationens besætning. Det er den japanske astronaut Koichi Wakata, som skal afløse Nasa’s Sandy Magnus.
Sandy Magnus har været ombord på rumstationen siden november og vil vende tilbage til Jorden med Discovery.
Tilkobling til rumstation sker om to dage
Kommer Discovery af sted torsdag vil den blive tilkoblet rumstationen fredag den 13. marts omkring 23.30 dansk tid. Her vil besætningen blive modtaget af rumstationens besætning bestående af Mike Fincke, Juri Lonchakov og Sandy Magnus.
Besætning på rumfærgen består af rumfærgekaptajn Lee Archambault, pilot Tony Antonelli og astronauterne Joseph Acaba, John Phillips, Steve Swanson og Richard Arnold.
Astronauter gør klar til japansk laboratorium
Under Discoverys 14 dages tur i rummet og besøg ved rumstationen er der planlagt fire rumvandringer, som primært skal bruges til at tilkoble de forskellige systemer på den ny bomdel til resten af rumstationen.
Rumvandringerne skal gennemføres på skift i par af Steven Swanson, Richard Arnold og Joseph Acaba den 17., 19. og 21. marts.
Herudover skal astronauterne gøre rumstationen klar til at modtage den japanske eksterne platform som opsendes senere på året.
Frakobling fra rumstationen er planlagt til den 23. marts efterfulgt af en landing på Kennedy-rumcenteret den 25. marts.
Discoverys opsendelse er den første af fem rumfærgeopsendelser, som Nasa har planlagt i år. Næste opsendelse efter Discovery er rumfærgen Atlantis, som skal på den sidste reparationsmission til Hubble-rumteleskopet den 12. maj.






