Mon ikke en del af denne klummes læsere er faldet i gryden som – nå ja ikke som børn – da som temmelig unge. Og husker deres første grej med en vis affektion som præges af at det er l æ n g e siden...

Mit første grej står i hvert fald – på godt og ondt – nogenlunde tydeligt i erindringen.

Det hele startede først i 60erne med en gammel radio, mine forældre mente, de kunne undvære. Sammen med en Eltra 1001 båndoptager kunne jeg optage fra Radio Luxemburg – og det var en åbenbaring, eftersom beatmusik, som det hed dengang, knap havde fundet vej til Danmarks Radios hellige monopolkanaler. Ja der tilkom jo Jørgen Mylius med ”Efter skoletid”, men det var nu ikke det samme. Og Radio Merkur sejlede ikke længe. Jeg er født i 1950 og vi er nået til ca 1963, hvor Beatles, Stones og hormonerne meldte sig på banen - samtidig.



Grundig læsning af Eltraens specifikationer for wow, flutter og klirr (sådan omtaltes forvrængningen) forud for anskaffelsen var mit første forsigtige skridt ind i teknikkens verden.

Siden tilkom en Beomaster 1000, sådan ca 1965, en af de tidligere transistorforstærkere på markedet. Jeg var endnu uerfaren og (u)passende imponeret af reklamer og specifikationer. Og så så den jo smart ud – den er da også Jacob Jensens første designarbejde for B&O.


Noget senere opdagede jeg, at de tidlige tranistorfortærkere var gedigne tilbageskridt i forhold samtidens rørgrej. Men jeg nåede nu aldrig at få en Radford STA 15 eller 25.

Mit livs første tweak var at udlodde en kondensator ved potmeteret på Beomasteren. Kurver for ørets frekvensfølsomhed ved forskellige lydstyrker var et stort nummer i brochurerne dengang (Fletcher & Munson). Gevinsten ved udlodningen var beskeden, men var dog et skridt i den rigtige retning, nu (ca 1971)hvor jeg havde bygget hornhøjttalere, hvis følsomhed harmonerede skidt med Beomasterens indbyggede frekvenskorrektion.

I perioden afløste Beocord 1000 (min B&O skepsis var endnu ikke på plads)



og siden en række Tandberg spolebåndoptagere Eltraen, bl.a den nedenfor viste 1600, men ingen af dem var ordentligt robuste i løbeværket. De endte alle med at blive "trætte" og kunne hverken spole eller spille ordentligt stabilt. Èn motor samt en fuglerede af gummiremme og stænger...det holder og holdt ikke.



I 1972-3 (tror jeg det var) kom så min første rigtige Hi Fi anskaffelse: en 2-spors Revox A77, som var en af mine vigtigste signalkilder i næsten 15 år. Med 3 motorer af fabrikatet Pabst, tre tonehoveder og kun to spor var den robust og specifikationsstabil nok til hyppigt brug gennem mange år. ”The ”Panzer” of open reels” som den omtaltes, med reference til de tyske kampvogne fra 2. verdenskrig, som (næsten) ikke var til at skyde igennem.



Det var noget af et spring, for mentalt var jeg knap parat til et sådant kæmpeskridt ind i en uopnåelig verden af rigtig godt udtsyr. At det i længden var en billig løsning, var jeg ikke klar over. Ved udsigten til dens gedigne vægt, flotte udseende, professionelle specifikationer og store spoler var jeg mindst lige så fortabt, som en rigmandsmægler inden købet af den første Ferrari. Da jeg kunne få et spritny eksemplar til engrospris, slog jeg til. Og fortrød ikke.

Efterhånden viste det sig, at båndene med tiden blev slidt (magnetlbelægningen kunne skalle af) – her kunne jeg så glæde mig over, at ved at have valgt en tospors model med høj båndhastighed, skulle der trods alt noget til, før det blev kritisk.

Men til sidst måtte også den lade livet, og via en tur som signalkilde i værkstedet endte den sine dage på fortovet sammen med andet storskrald. Da var også den blevet vældig træt. Og jeg af den. Men da havde vi også holdt sammmen lige så længe som et gennemsnitligt ægteskab...

Dukker der minder op - hvad var DIT første grej?