Hvorfor kommer der gnister mellem tog og el i frostvejr?
Villads Egede Johansen har lagt mærke til, at der er gnister mellem s-tog og el-ledningerne, når det fryser:
"Nu har jeg i mange år boet tæt på en S-togsbane og undrer mig over alle de gnister, der kommer mellem el-ledning og tog i frostvejr. Hvordan kan det være?"
Erik Herse, senioringeniør ved Center for Elteknologi på DTU og blogger på ing.dk, svarer:
"Det er et normalt fænomen, at der kan opstå lysbuer – gnister – mellem eltogs strømaftagere – pantografer – og køreledningen. Det sker ikke kun om vinteren i frostvejr, men også under andre forhold.
Da lysbuer giver brandsår på materiellet er det naturligvis uønsket. Lysbuer opstår bl.a. ved urenheder mellem kontaktfladerne. Om vinteren er det ofte isdannelse, der er årsagen.
S-togsbanen er drevet ved 1.500 volt jævnspænding, hvilket betyder, at lysbuen ikke automatisk slukkes ved en vekselspændings nulgennemgang. Gnisterne opleves derfor voldsommere på S-banen end på de elektrificerede fjernbaner der drives ved vekselspænding."
Spørg Scientariet er i dag redigeret af Julie M. Callesen, jmc@ing.dk.
Utætheder skyldes uvidenhed og byggesjusk
Er mørkt stof en negativ tyngdekraft?





