Hvordan lyder det tomme rum?
Touseef Elahi vil gerne vide, om der er nogen lyd i rummet:
"Hvis man stikker en mikrofon ud af et rumskib i rummet, vil den optage noget, eller er der musestille?"
Flemming Hansen, Chefkonsulent for Teknologi og Industri, Institut for Rumforskning og -teknologi, DTU Space, svarer:
"Lyd udbreder sig gennem tryksvingninger i en gas som f.eks. vores atmosfære, tryksvingninger i en væske som f.eks. vand, eller vibrationer i et fast stof: metal, mursten, beton m.m.
I rummet er der vakuum, altså fuldstændigt fravær af atmosfære, og dermed kan lydbølger ikke udbrede sig. Hvis man forestiller sig at man lader en trådløs mikrofon følges fritsvævende med rumskibet, vil den absolut intet opfange. Der vil være musestille.
Skruer man mikrofonen fast på ydersiden af rumskibet, vil den opfange nogle af de lyde, der udbreder sig gennem rumskibets skrog. Det kan være knagen i konstruktionen, når rumskibet går ind og ud af Jordens skygge, støj fra pumper og andre installationer, astronauternes samtaler m.m., men disse lyde er altsammen vibrationer i de faste stoffer, rumskibet og mikrofonen er bygget af."
Spørg Scientariet er i dag redigeret af Julie M. Callesen, jmc@ing.dk.
Ny rapport frikender Roundup: Grundvandet ikke permanent forurenet
Kan man isolere ydervæggene i et hus på begge sider?




