CO2-udledningerne skal ned og de fossile brændsler skal ud. Alle er efterhånden enige om det, og den ene udmelding om ”ambitiøse” planer og handlinger afløser den anden. Senest har fem nordiske statsministre her til morgen i Politiken fortalt om den nordiske indsats. ”Vi skal være førende inden for vedvarende energikilder og energieffektivitet. Vi skal også være i front, når det gælder udviklingen af teknologi til separation og lagring af kuldioxid. De nordiske lande har blandt andet iværksat et ambitiøst forskningsinitiativ for at nå målene”, skriver de.

Og det er jo fint og godt alt sammen. Men de egentlige drivere – investeringerne i energisektoren og i energieffektivitet – er ikke på samme måde som forskningsmidlerne underlagt statsministrenes kontrol. De styres af de mange decentrale beslutningstagere – som oftest ud fra en økonomisk kalkule eller en ”business plan”, det skal vise rentabiliteten i investeringen. Og her går det galt! De afgørende prissignaler peger simpelthen i den forkerte retning, hvis vi skal væk fra fossile brændsler og ned med CO2-udledningen. CO2-kvoteprisen er under halvdelen af, hvad Energistyrelsen forventer, den skal være i perioden 2008-2012, og priserne på de fossile brændsler er som bekendt også i bund oven på sidste års toppriser. Der er to ting galt, både med brændselspriserne og med CO2-kvotepriserne: Priserne fluktuerer utroligt meget, og de er generelt for lave i øjeblikket til at fremme investeringer i den nødvendige omlægning. Begge dele lægger gift for de investeringer i den nødvendige omlægning af energiforsyning og energiforbruget.

Det er efterhånden så iøjnefaldende, at man internationalt er begyndt at diskutere, om CO2-kvotesystemet i dets nuværende udformning fungerer efter hensigten. Her på det seneste har Storbritanniens energi og klimaminister Ed Millibrand talt for politisk indgriben, hvis CO2-kvoteprisen ikke kommer op igen snart, og også Deutsche Bank har i februar efterlyst politisk handling, hvis det europæiske kvotesystem skal have nogen troværdighed og gennemslagskraft som model for andre op til klimatopmødet i december. Se mere her.

Der er mange forklaringer på de nuværende prisforhold – herunder virksomhedernes likviditetsproblemer, som frister til at sælge kvoter tidligt på året og den generelle afmatning, som i sig selv betyder lavere udledning end forventet, da kvoterne blev fastlagt politisk. Men uanset forklaring er bundlinjen, at markedets prissignaler ikke opmuntrer til langsigtede grønne investeringer – tværtimod. Og det betyder, at vi står endnu dårligere, den dag der kommer gang i væksten igen og CO2-udledningerne tager fart.

Det er ikke enkelt at foreslå, hvad der skal til for at sikre de rigtige prissignaler. Nogle vil hælde til at afskaffe kvotesystemet til fordele for mere simple virkemidler, mens andre vil tale for at bevare det markedsbaserede system, som sikrer effektivitet i detailbeslutningerne, og så til gengæld sætte ind med hensyn til den politiske overvågning af kvotestørrelser mv., f.eks. gennem årlige vurderinger på EU-niveau. Det eneste, der nok ikke duer, er at lade stå til og håbe på, at problemerne går væk af sig selv. Det burde være en værdig opgave for den danske regering som vært for det kommende klima-topmøde at få gennemanalyseret problemstillingen og komme frem med holdbare politiske løsninger. Som en start kunne det være en ide for de danske tænketanke – måske endda i et samarbejde mellem dem – at tage hul på opgaven. Det haster faktisk!