Better Place-chef lover: Kom fra Gedser til Skagen på el i 2011
Interview: Direktøren for Better Place lover elbilisterne tilstrækkeligt med ladestandere og batteriskiftestationer til, at de kan krydse landet i elbil om to år.
Jens Moberg, topchef for Better Place i Europa, mener, at 2011 næsten er for sent at have ladestationer til elbiler over hele landet.
Læs også
-
Direktør for dansk elbilprojekt: Vi får brug for rigtig mange ingeniører
Læs mere om
En halv million elbiler i 2015 alene i Danmark og lade- og batteriskiftestationer over hele landet allerede i 2011. Ingen tvivl om at det er en opgave af gigantiske dimensioner at finansiere, udvikle, designe, producere og ikke mindst afsætte et helt nyt transportsystem.
Men Jens Moberg, nytiltrådt administrerende direktør for Better Place, der sammen med Dong har defineret og lovet at nå målet, tror på det:
»Personligt synes jeg, at 2011 næsten er for sent. Men der er jo også meget, vi kommer til at lave efter 2011. Det er bare vigtigt at sørge for, at kunderne får en rigtig god oplevelse fra starten, for ellers opstår der mistro.«
Til klimatopmødet i december er han klar til at præsentere sit første batteriskifteanlæg for verden, når verden kommer til København. For »seeing is believing,« som Jens Moberg hyppigt siger under samtalen med ing.dk.
Det er vigtigt at få vist klodens beslutningstagere, at fuldautomatiske batteriskifteanlæg altså ikke er særligt svært og meget langt fra er science fiction.
Er bilerne klar til 2011?
»Vi kunne godt skaffe danske ordrer på 100.000 i 2011, men jeg er ikke sikkert på, at fabrikanterne kan levere. I 2010 får vi nogle biler, som vi vil være i stand til at vise frem. Renault og Nissan, som er længst fremme, og som vi i dag har en aftale med, vil starte masseproduktion og levere fra 2011, og så er det ikke usandsynligt, at vi har en halv million elbiler omkring 2016-18.«
»Men vi snakker med andre end Renault. Nogle er mere ivrige end andre og ser chancer for at skaffe sig markedsandele, for der er jo ingen lov om, at de markedsandele, der er i dag gælder på benzin- og dieselbilmarkedet, også er dem, der skal være på elbilmarkedet. Det afhænger af, hvem der er mest innovativ og leverer den bedste kvalitet til den bedste pris.«
»Jeg har bl.a. talt med koreanske bilfabrikanter som Hundai og Kia. Men alle bilfabrikanter er interesseret, og jeg er overbevist om, at der kommer nye alliancer i løbet af de næste måneder.«
Standerne til ladestationerne er allerede designet. De påkalder sig ingen opmærksomhed i gadebilledet, og logikken sidder ikke i standeren, men i bilen og operationscentret, der skal orkestrere hele systemet af biler og grøn energiforsyning.
»Vi udvikler et operativsystem til bilen, der sørger for, at bilen bliver identificeret og får den rigtige strøm – ligesom der i mobiltelefonen er et ”handshake” mellem mobiltelefonen og serviceleverandøren.«
»Så når du kobler dig til ladestationen, er beskeden: Jeg er Jens’ bil, og Jens har et abonnement. Så er der strøm. Dvs. at du ikke er afhængig af din egen ladestander.
Infrastrukturen
Hvad kræver det af infrastruktur i 2011?
»Det kræver, at ladestanderne er tilgængelige i det offentlige rum. For at folk skal tro på konceptet, skal de vide, at de ikke løber tør for strøm. Vi skal alle sammen vænne os til, at tanke bilen om natten, hvor der er overskudsstrøm. Det kan gøre derhjemme, hvis vi har hus - eller ved ladestationen på gaden, hvis vi bor i lejlighed på Østerbro.«
Hvor mange ladestationer skal der være, for at det kan blive en succes fra starten?
»Når du bliver abonnent, og du bor i hus, kommer vi ud og sørger for at installere en ladestation ved din villa. For folk der bor i lejlighed, kræver det, at vi aftaler med de forskellige kommuner, at der bliver sat et antal ladestationer op, hvor folk bor. Den dialog er vi ved at starte på. Det er en meget fin balance, for vi vil heller ikke have, at der står et hav af ladestandere, som ikke bliver brugt.«
Kør hen over værkstedsgraven
Men eftersom en opladning tager flere timer, kræves der også i 100vis af batteriskiftestationer langs motorvejsnettet:
»Hvis du er på vej fra København til Århus, kører du ikke ind og venter i flere timer. Derfor siger vi det, som egentlig er så indlysende, at i stedet for at tanke op, skifter du bare batteri, kører ind på noget, der ligner dagens benzinstation og hen over en værkstedsgrav, hvor dit batteri, fuldautomatisk, bliver skiftet på 2-3 minutter. Så fra 2011 vil vi gerne sørge for, at folk kan komme fra Gedser og til Skagen – eller fra Helsingør til Tønder,« lover Jens Moberg.






